Et drama på Agersø
------------------

| Udtog af justitsprotokollen for Vester Flakkebjerg Herred

| af Kr. Pedersen, Egeslevlille

| I begyndelsen af året 1798 boede den 32-årige gårdmand Niels
| Mortensen Strandmand med sin 19-årige hustru Bodil Iversdatter på
| Agersø. De havde været gift et årstid og havde et barn på et par
| måneder.

| Ægteskabet var langt fra lykkeligt på grund af ægtefællernes
| store forskelligheder. Bodil var meget virksom og energisk, men
| hidsig og opfarende. I den tilstand skældte hun ud og brugte en
| meget grov mund. Han derimod var rolig og besindig, måske noget
| ligegyldig efter konens mening meget ligegyldig med sin bedrift.
| Der var ellers god brug for energi, da gården var faldefærdig,
| ja, noget af den var faldet sammen.

| En morgen i februar 1798 sagde Niels Strandmand til sin kone, at
| han havde lovet sin søster at pløje et vænge for hende, og det
| vilde han gøre i dag.  Konen blev vred over, at han ville
| forsømme sit eget for andres skyld. De trængte så hårdt til at få
| noget korn tærsket. Manden blev også hjemme om formiddagen, men
| efter middag tog han hen og pløjede for søsteren. Han blev færdig
| med det til aften, men da han kom hjem, fik han en kraftig omgang
| af konen for det. Han sagde ikke stort til det, men satte sig til
| at skrive.  Det var noget meget ualmindeligt, at en bondemand
| kunne skrive på den tid, men han kunne altså.

| Konen blev nysgerrig og spurgte efter, hvad han skrev, men han
| slog det hen og sagde, at det var bare noget "plasir". Almuen
| havde den gang - og langt senere også -  en overdreven respekt
| for det skrevne ord. Det bandt langt stærkere end det mundtlige
| og kunne ikke så let forandres. Forøvrigt blev det siden oplyst,
| at hvad han skrev den aften skulle have været et brev til hans
| onkel i København, men det var kun blevet en optegnelse af alle
| de ukvemsord, hun havde brugt i den senere tid.

| Nu var sagen den, at han før havde slået på, at han ville søge
| skilsmisse.  Dette ville hun ikke, da hun håbede på, at forholdet
| imellem dem skulle bedres. Hun var nu bange for, at det han skrev
| om, netop var noget angående skilsmisse, derfor begyndte hun at
| græde, uden at manden tog hensyn dertil, men blev ved at skrive.
| Derefter gik hun ud i køkkenet i længere tid. Da hun kom ind
| igen, gik hun hen og tog ham om halsen, og sagde, at hun fortrød
| sin opførsel, men han skubbede hende fra sig og vedblev at
| skrive. Han forklare de siden, at den slags scener havde hun
| lavet så ofte, at han ikke troede på dem mere. Konen gik nu i
| seng og faldt straks i søvn. Klokken var da ca. 9.  Et
| kvarterstid efter gik han også i den fælles seng og lagde sig ved
| væggen.  Tjenestepigen Dorthe, 16 år gammel, gik også til ro. Hun
| havde sit leje i en slagbænk, som stod ved fodenden af
| ægteparrets seng.

| Kort tid efter vågnede konen ved, at manden spændte om hendes
| hals med begge sine hænder. Hun spurgte, hvad der var meningen,
| om han ville kvæle hende.  Han slap sit tag og svarede, at det
| var bare tossestreger, hvorefter hun sov ind igen.

| Hvad der derefter skete, kom der til at herske stor uenighed om.

| Konens fremstilling var følgende: Klokken var omkring elleve, da
| hun atter vågnede med stærke smerter i halsen. Da hun følte sig
| op på halsen, fik hun hånden fuld af blod, og hun opdagede, at
| hun ikke kunne tale, kun hviske.  Hun mærkede, at manden var
| vågen og spurgte i stor angst, så godt hun kunne: "Hvad har du
| dog gjort ved mig" og gentog "Hvad har du dog gjort ved mig?"
| Manden kaldte nu på pigen og bad hende stå op og tænde lys, "for
| der er noget i vejen med Bodil". Det var ikke så lige en sag at
| få tændt lys den gang. Pigen måtte ud i skorstenen og puste en
| glød i flamme for at få lyset tændt; imens kunne hun høre,
| hvordan det rallede i halsen på konen. Da pigen omsider kom ind
| med lyset, viste det sig, at Bodil havde et dybt snitsår tværs
| over struben. Manden bød nu pigen hente sin moder, som boede tæt
| derved. Denne blev selvfølgelig grebet af situationens uhygge og
| ville ikke gå alene derind. Resultatet blev, at hele nabolaget
| blev alarmeret.

| De første, der kom, var Niels Jyde og hans kone. Da lå Niels
| Strandmand på knæ og holdt sin kones hoved ud over sengekanten,
| vel sagtens for at blodet

| skulle løbe på gulvet. På Niels Jydes spørgsmål om, hvordan dette
| dog var gået til, svarede Niels Strandmand, at Bodil havde skåret
| halsen over på sig selv med hans barberkniv, og at han havde
| vristet kniven ud af hendes hånd to gange. Dertil sagde Niels
| Jyde, at han skulle have ladet hende beholde den, så havde der
| ikke været tvivl om, hvem der havde gjort det. "Hun kan jo få den
| igen", sagde Strandmand og gav hende kniven i hendes højre hånd,
| som lå på dynen. Bodil havde ingen rigtig forståelse af
| situationen og slap kniven igen, som blev liggende på dynen.

| Der kom nu flere til, og Strandmand var nu kommen op; han havde
| hele tiden ligget på knæ i sengen, og han gentog den samme
| forklaring, som hun havde givet straks, og tilføjede, at Bodil
| havde sagt til ham, at han endelig skulle være god ved den lille,
| som lå i vuggen, når hun nu var død. Konen, som hørte alt dette,
| var ude af stand til at gribe ind, da hun ikke kunne tale, men
| hun fik da hvisket så meget til en af konerne, at denne forstod,
| at hun, Bodil, kaldte Gud til vidne på, at hun var ganske
| uskyldig i dette.

| Manden opførte sig som meget ulykkelig, græd og jamrede sig. Han
| havde ingen ro på sig, var snart ude og snart inde. Da
| sognefogeden ankom, kunne han høre Strandmand jamre sig, inden
| han kom til gården.  Sognefogden fik den samme forklaring som de
| andre om kniven, der var vristet fra hende. På spørgsmål om
| hvilken hånd hun havde holdt kniven i, svarede Strandmand: "Den
| højre." Dette fandt sognefogden underligt, da Bodil var
| kejthåndet. "Ja, det kan også være, at det var den venstre,"
| sagde manden; han havde været så oprevet, at han ikke lagde mærke
| til det.

| Sognefogden satte 2 mand til at holde vagt i gården, mens han
| selv sørgede for at tilkalde læge og politi fra Skelskør. Det var
| en sen og besværlig historie ude fra den isolerede ø i Storebælt,
| og det kan derfor ikke forundre, at øvrigheden først kom dagen
| efter. Der blev holdt forhør over den sårede kvinde, så godt det
| lod sig gøre. På spørgsmålet, om hun troede, at det var manden,
| svarede hun, at hun ikke vidste det, men hende selv var det ikke.
| På spørgsmålet om hun troede, manden havde en anden kvinde i
| kikkerten, svarede hun, at det troede hun absolut ikke. Han havde
| ganske vist haft en anden kæreste, før han blev forlovet med
| hende selv, men denne var gift og boede på Omø. På spørgsmålet
| til manden, om han troede, at konen var ham utro, svarede ham, at
| på det område var der intet at sige hende på.

| Politiet billigede sognefogdens dispositioner og satte også 2
| mand til at holde vagt over Strandmand.

| Næste dag kom øvrigheden igen, og da tog de Strandmand med og
| indsatte ham i Skelskør arrest. De øvrige forhør blev nu holdt i
| Skelskør, og det blev mange. Der kom ikke noget frem af større
| betydning foreløbig. Det blev dog konstateret, at Strandmand to
| gange havde slået konen, når han syntes, at hun havde været
| særlig slem i sin mund, og at han en gang havde klaget til
| sognefogden over hende. Denne var da gået til hendes forældre,
| som havde tilkaldt datteren og formanet hende til at leve
| "forligeligt" med sin mand, hvad hun også grædende havde lovet,
| men så dårligt havde evnet at holde. Ligeledes blev det opklaret,
| at med hensyn til den udviste ligegyldighed med bedriften, var
| han ikke værre eller bedre end mænd i almindelighed. Han kunne
| også træffe at komme beruset hjem, men det var kun, når mændene i
| byen var samlet for at drøfte deres fælles anliggender, og da
| havde de alle en "streg" på, mere eller mindre.

| Hvad der nu ellers kom frem, var de mange rygter, der opstod og
| voksede sig større, jo længere de løb. Hvad den ene skulle have
| sagt ved en lejlighed, og hvad den anden skulle have sagt ved en
| anden. Foreløbig gik det tilbage med den sårede kvindes tilstand.
| Hun troede selv, at hun skulle dø, og for langte at blive
| berettet og modtage alterets sakrament.

| På grund af sagens natur var folks meninger meget delt. Nogle
| holdt med hende, andre med manden.

| Kvinderne besøgte hende flittigt på hendes sygeleje for at trøste
| og opmuntre, eller måske mest af nysgerrighed. Hun kunne ikke
| tale med dem,  men når de tiltalte hende trykkede hun deres hånd
| så meget hjerteligt.

| Til et af forhørene var degnen tilsagt. Han forklarede vidt og
| bredt, hvordan han havde prædiket for den syge kone, hvorledes
| han havde appelleret til hendes moderfølelse ved at forestille
| hende, hvor ilde sådan et lille barn var stillet, når det var
| moderløs. Han formanede hende indtrængende til at komme frem med
| sandheden. Som svar havde han fået et hjerteligt håndtryk.

| Tiden gik, og øboerne måtte i stort tal tage over til Skelskør i
| retten. Al den tid, som politiet kunne afse fra de daglige
| løbende forretninger, blev anvendt til forhør i denne sag.
| Præsten - skønt ikke tilsagt - var også mødt ved et af disse
| forhør, fordi han mente, at hans nærværelse skulle have en
| moralsk virkning på vidnerne, så sandheden bedre kom frem.
| Herredesfogden havde imidlertid en anden mening, nemlig den, at i
| præstens nærværelse var vidnerne mere forbeholdne og snakkede
| ikke rigtig fra leveren. Præsten måtte gå.

| I denne lange tid sad Strandmand i Skelskør arrest og henholdt
| sig til sin første forklaring, og man kom tilsyneladende ikke
| sagens opklaring nærmere.  Man håbede vel nok på, at når konen,
| hvis tilstand forbedredes, kom i et rigtigt forhør, skulle der
| ske en vending til en af siderne.

| I maj måned - 3 måneder efter at ugerningen var sket - kunne man
| tage patienten til Skelskør, hvor hun blev underkastet et langt
| og indgående forhør, som dog ikke bragte sagen videre. Men dagen
| efter dette forhør, forlangte arrestanten selv at blive afhørt,
| og her tilstod han at være gerningsmanden.  Han var stået op den
| pågældende nat, mens konen sov, og havde taget barberkniven, som
| hang på et søm over kakkelovnen, derpå atter gået i seng og dér
| forøvet sin ugerning.

| Det mærkeligste ved hele denne historie - set med nutidsøjne -
| kom frem nu.  Konen havde den pågældende nat et strikket
| uldtørklæde om halsen. Dette blev gennemskåret ved det samme
| snit, men det var aldrig faldet nogen ind at tænke på tørklædet
| siden. Det blev først nævnt i den stævning, som de pågældende fik
| til at møde på Skelskør rådstue for at høre domsafsigelsen. I
| stævningen bliver det pålagt dem at tage tørklædet med, for at
| det kan blive fremlagt i retten.

| Dommen kom til at lyde på, at Niels Mortensen Strandmand havde
| sin hals forbrudt og skulle bøde med sit liv.

| Hvorvidt straffen blev fuldbyrdet, eller den blev forandret ved
| de højere instanser, har den, der skriver dette, ikke haft
| lejlighed til at efterforske, men da der ingen overlevering er om
| henrettelse, er det sidste det sandsynligste.

| Kr. Pedersen