Mette Mortens Geburtsdag
------------------------

| Et tidsbillede fra slutningen af det 18de århundrede.

| Sorø Amtstidendes søndagstillæg  5. april - 17. maj 1936

| Af Kr. Pedersen

| Det var den 2. februar 1790, at gamle Mette Mortens i Vedskølle
| fyldte 90 år. Dette var på mere end een måde en enestående
| begivenhed. På den tid var der nemlig kun få, der vidste datoen
| for deres fødsel. Kirkebogen forlangte ikke fødsels- men kun
| dåbsdatoen. Derfor var datoen gerne glemt efter kort tids forløb.
| Når Mettes ikke var glemt, skyldtes det mærkedagen - kyndelmisse
| - og det runde årstal 1700.  Dagen oprandt som så mange andre
| vinterdage med tøvejr og tåge. Lærken var ikke hørt endnu, det
| var altid et godt varsel. Mette vidste, at hendes børn og
| muligvis børnebørn ville komme til aften. Det var altid morsomt,
| men ingenlunde usædvanligt. I det hele taget ventede Mette intet
| usædvanligt. I det hele taget ventede Mette intet usædvanligt den
| dag. Den mest fremtrædende følelse var vel vemod og betragtninger
| over den hurtigt svindende tid.  Mette var trods sin høje alder
| en rask kone, hun havde aldrig kendt sygdom.  Hun var en høj tør,
| benet nu lidt foroverbøjet skikkelse. Når hun talte, var det
| langsomt og ligesom med besvær, hvad der gav hendes ord mere
| vægt. Hun var så åndsfrisk som nogensinde; det hvorpå alderen
| mest kunne mærkes var øjnene. De havde svigtet noget de sidste
| år, og glarøjne havde hun ikke kunnet få. Dog - strikke kunne hun
| endnu. Ja, så var der det ene ben, som ikke ville makke ret; men
| med besvær kunne hun dog færdes i og omkring huset. Nu sad hun
| mest i sin stol mellem bilæggerovnen og sengen og bandt hoser.
| Mette boede i en af de 15 gårde, som Vedskølle den gang bestod
| af. Det var også hendes egen gård, forsåvidt som hun stod for
| fæstet endnu; men hun havde dog for størstedelen overladt styret
| til sin nu midalrende søn og dennes noget yngre kone.

| Det usædvanlige på denne dag begyndte lidt op på formiddagen, da
| der kom et pænt køretøj ind i gården, og ned deraf steg
| sognepræsten hans højærværdighed provst Falk fra Tjæreby.  Mette
| havde endnu ikke tænkt på at gøre sig i stand. Hun måtte i hast
| nøjes med at vende sit forklæde, spytte lidt i den ene hånd og
| dermed glatte hårtjavserne og stoppe dem ind under kanten på
| huen. Det var da et stort held, at gulvet lige var blevet fejet.
| Mette havde lige fået fat i bindehosen, da provsten trådte ind i
| stuen. Han gik hen og trykkede hendes hånd: "Hjertelig til lykke
| med de 90, nu er der så kun 10 år til I bliver 100," sagde
| provsten med et smil.  "Ja, Gud bedre det kun, det når jeg
| aldrig, det kan jeg tydelig mærke," svarede Mette. Sandheden tro
| mærkede hun også noget mærkeligt i øjeblikket. Den usædvanlige
| situation og store travlhed havde nær taget vejret fra hende.
| "Ja," siger provsten i prædiketone: "Der er kun een, der har talt
| vore dage, hver især, og der er kun eet for os at gøre: at give
| sig ind under hans vilje og hans nåde." Det kunne Mette kun sige
| ja og amen til.  Svigerdatteren kom nu ind, synlig forlegen.
| "God dag, Bodil| Har du ikke manden hjemme?" - "Nej, vor far han
| er til hove på Basnæs." - "Så er vel de andre bymænd der også,"
| spurgte provsten. - "Ja," det er de nok, for de skulle køre sæd
| til Skelskør; de skulle fylde et skib i dag," svarede Bodil. "Men
| vi glemmer helt at byde vor far sidde ned. Tag den grønne stol
| oppe i stuen, Boel," sagde Mette.

| Provsten kom til sæde. Dette ikke at træffe bymændene passede ham
| ikke rigtig, da han i dag havde en sag af vigtighed at tale med
| dem om, så mange han kunne træffe. Der var nemlig kommet et
| cirkulære, som bød præsterne at arbejde blandt bønderne, for at
| vinde dem for udskiftning af byjorderne. Han sad nu og
| overvejede, om han skulle gøre en begyndelse med de to kvinder,
| at kunne han vinde Mette for en sag, og han kom hurtig til det
| resultat, at kunne han vinde Mette for sagen, da var der meget
| vundet igennem den indflydelse, hun øvede på sine ret talrige
| slægtninge. Han fortsatte derfor: "Ja, Gammelmor| Jeg vil
| alligevel ønske, at I må leve 10 år til, for så vil I få noget at
| se, som I aldrig har drømt om. Kongen og kronprinsen og kanceliet
| har bestemt, at al byjord skal udskiftes imellem bønderne, hvis
| disse selv ønsker det, således at hver bonde får sin jord for sig
| selv. Så er der ingen, der bliver afhængig af den anden med
| hensyn til arbejdet; men hver især kan drive sin jord, som han
| ønsker det. Så vil der komme gode tider for bønderne, det vil
| sige alle, hvem der vil arbejde godt. Der vil ikke gå så mange
| år, før hver især høster dobbelt så meget som nu." Provsten talte
| sig varm, det var tydeligt, at spørgsmålet interesserede ham
| meget.  Mette kastede et hurtigt blik på provsten, men så så ned
| på sit bindetøj og sagde: "Ja, man har hørt før, at de
| spekulerede på sådan noget, men jeg troede, at det var opgivet
| igen." -  "Nej, svarede provsten, "det bliver sande lig ikke
| opgivet, og nu gælder det om, at hver i sin kreds virker for
| denne sag. Også I, Gammelmor, kan gøre noget her overfor børn og
| svigerbørn og alle de mange, som gerne hører jeres mening." Mette
| kastede atter et hurtigt blik på provsten, og der begyndte at
| komme et stramt træk om hendes mund, idet hun sagde: "Det kan jeg
| ikke tjene provsten i, for jeg er kun en gammel enfoldig kone -
| og for resten tror jeg, man skal være forsigtig med sådanne
| forandringer."

| Mette begyndte at vinde noget af sin sædvanlige sikkerhed tilbage.
| Dette indvirkede på provsten, så også han blev ivrigere, da han
| spurgte "Hvorfor det?" - "Fordi man véd, hvad man har, men man véd
| ikke, hvad man får," svarede Mette. "Det kan man sige," sagde
| provsten - han havde allerede udskift ningen færdig i hovedet -:
| "men I véd, at I kan tilkomme 2/25 af denne bys jorder, og det er
| mange gange det areal, som I nu kan så og høste på; naturligvis har
| I så også ret til græsning på Udmarken; men den er næsten værdiløs.
| Når Udmarken bliver pløjet op og dyrket, er den næsten lige så meget
| værd som Bymarken." - "Må jeg spørge provsten om en ting: skal vi
| så al le blive boende i byen eller hvordan går det med det?" "Nej,"
| svarede provsten, "der er nogle, der kommer til at flytte ud; men
| de får så også lidt mere, så de bliver ikke forfordelt." - "Hvem
| er det så, som skal flytte ud?" spørger Mette igen. - "Ja, det kan
| jeg ikke sige; men det bliver nok, hvem man kan blive enige om, og
| hvis man ikke kan blive enige, kan man trække lod derom. Tænk en
| gang på, at de har plads til alle sider, der er ingen generende
| naboer, man kan komme i ufred med, sådan som vi alle kender det fra
| byerne." "Det er lige meget," genmælede Mette. "Jeg vil ikke ud at
| bo på den vildende mark, og jeg vil heller ikke forlange at andre
| skal, så det er vist bedst, at det bliver, som det har været altid."

| Provsten kunne nu indse, at han var gået forkert i byen, og
| samtalen drejede ind på dagligdags emner. Provsten lagde under
| denne flere gange sin åndsfraværelse for dagen. Omsider tog han
| afsked og kørte bort. Sit egentlige ærinde, at betale to
| almisselemmer dér i byen deres månedlige bidrag, hver 8 skilling,
| glemte han endda.

| Det varede ikke længe, før det rygtedes i byen, at provsten havde
| været på visit hos Mette Mortens, og de mindede straks konerne
| om, at også de hver især måtte hilse på Mette i dag - lejligheden
| til at spørge nyt? Nej, selvfølgelig den spillede ikke med. -
| Allerede før middag var samtaleemnet i he le byen: Mette kontra
| provsten. Mette var ligegodt en knop. Der var ikke mange mænd,
| der som hun turde sige den myndige provst imod.

| Efter middagen satte Mette sig til rette i sin stol for at få en
| lur som sædvanlig. På grund af formiddagens hændelser ville
| søvnen ikke indfinde sig. Tanker kom og gik, og førend hun selv
| vidste af det, passerede minder fra hendes lange liv revy for
| hendes indre syn. Selve dagen opfordrede jo til det. Hun mindedes
| den lille husstue i Tystofte, hvor hun var født. Hendes moder var
| søster til manden i gården. Da hendes forældre blev gifte, var
| der ingen ledige gårde på Basnæs gods. Borreby havde derimod
| fæsteledig gård i samme by, men vornedsskabet hindrede faderen i
| at få denne. De måtte derfor foreløbig slå sig til ro i husstuen.
| En sådan stue, indrettet i en af udlængerne, var der i de fleste
| gårde den gang. Faderen døde imidlertid hurtigt.  Moderen giftede
| sig igen, men stedfaderen faldt som offer for brændevinen, som så
| mange andre på den tid, og hjemmet forsumpede lidt efter lidt.
| Selv kom hun ud at tjene så snart hun kunne gøre gavn for føden.
| Da hun nåede den alder, da hun skulle "gå op at læse", kom hun i
| forbindelse med præstens i Tjæreby, hr. Herman (Ejlersen Holm).

| Det var dennes kone, Sidsel hr. Hermans, som særlig tog sig af
| Mette, og tog hende i sin tjeneste som lillepige, og her blev hun
| til præstens død 1717.  Dette var en periode af sit liv, som hun
| så tilbage på med glæde. Præstekonen var en for sin tid og stand
| flink og ligefrem kvinde, som alle af bondestanden satte stor
| pris på. Tillige var hun en dygtig husmoder, så det var en god
| skole for en ung tjenestepige.

| Da hun nu skulle søge sig en ny plads, havde hun tilbud fra
| herskabet på Basnæs, men præstekonen satte sig imod med hænder og
| fødder. Endskønt Mette den gang havde stor lyst til tjeneste på
| Basnæs, bøjede hun sig for sin madmoders vilje, og takkede siden
| Sidsel hr. Hermans i hendes grav, fordi hun forhindrede det. Den
| da unge herremand C.F. de Boiset forvoldte adskillige piger i
| ulykke, men det kom først rigtig for dagen senere.

| Mette kom nu i tjeneste hos en gårdmand i Tjæreby, hvor hun var i
| 3 år. Ak ja, sukkede Mette, her havde hun sine bedste og sine
| bitreste minder fra.  En ung karl ved navn Hans tjente også dér i
| byen. Han var udskrevet til Landmilitsen. Det var et korps af
| hjemmeværende soldater, som skulle møde til øvelse en gang
| imellem, i reglen søndag eftermiddag. Hans og Mette havde fået
| godhed for hinanden, og en sommeraften, da de fulgtes hjem fra
| hoveriarbejdet, fik de sluttet pagt for livet. De havde den dag
| revet hø i Skovsøen, (en eng inde i Basnæs skov), og efter endt
| arbejdet havde de sunget, leget og danset i skoven. Ak ja|
| sukkede hun atter. Det havde været en dejlig, dejlig tid fra
| høslet til 8 dage efter Mikkelsdag. Det var en søndag, hvor
| "Malisen" havde øvelse, den i dag i Magleby. Befalingsmanden, som
| ledede disse øvelser, en rå og brutal tysk "officer", var i
| dårligt humør.

| Der vankede stroppeture og tørre prygl med den flade klinge. Han
| fandt noget at udsætte på Hans' udleverede eksercergevær - der
| var lidt at gøre rent - og beordrede Hans til at stille med det
| om aftenen kl. 9 i tyskernes kvarter, som var i Ørslev. Hans
| tillod sig at andrage, om det ikke kunne ske kl.  8. Han fik til
| svar, at når ikke tiden passede ham, så kunne han komme kl.  10.
| Hans var det skikkeligste menneske på jorden, men hans
| godmodighed var dog udsat for en hård prøve ved denne behandling,
| og værre blev det, da han så blev overfuset, fordi han kom et
| øjeblik for tidligt. Hans tog dog til genmæle, her var ingen
| vidner. Tyskeren trak blank, vel nok for at slå med klingen.
| Karlen værgede sig med geværkolben. Et kraftigt stød og tyskeren
| segnede om. Lidt senere bankede Hans på hos sin søster og svoger
| i Stubberup. Der var kun eet at gøre, flygte så hurtigt som
| muligt før det blev opdaget. Vold mod foresatte straffedes med
| døden. Nu bad han om at hilse sine pårørende, også Mette, og
| sige, at hvis Gud lod ham leve og beholde helbredet, skulle han
| nok komme at hente hende eller sende bud.  Ak ja| sukkede Mette.
| Den samme nat forsvandt en gammel pram, som lå fortøjet ved
| Glænø, om den var stjålet eller drevet bort i uvejr, som det
| senere blev den nat, blev aldrig opklaret, og Hans var der ingen,
| der så mere eller hørte fra. Der var mest sandsynlighed for, at
| han var omkommet den samme nat.

| - Ak ja| Mette mindedes også en vinteraften mange år efter. Det
| var efter at hun var blevet enke. Hun var gået over isen til
| Glænø, hvor hun opsøgte en gammel kone, hvis afdøde mand havde
| ejet den omtalte pram. Til hende udbetalte hun prammens værdi 2-
| eller 3-dobbelt. Siden havde hun hjulpet samme kone med lidt
| fødevarer. Hun gjorde det, for at Hans ikke, hvis det nu var ham,
| der havde taget prammen, skulle have den at stå til regnskab for
| på dommens dag. Befalingsmanden var der gudskelov ikke noget i
| vejen med; han var sluppet med brækket næseben.

| Mette var blevet en dygtig pige, og hun vidste også selv, at hun
| var det.  Mærkeligt nok var det, som denne dygtighed voldte hende
| vanskeligheder.  Hun var født en herskernatur, kunne derfor
| vanskeligt indordne sig under givne forhold, hvor andre havde
| ledelsen. Efterhånden hun blev ældre, blev trangen til at have et
| virkefelt selv stærkere og stærkere hos hende. Hun havde to gange
| før haft lejlighed til at blive gift, men afslået det, da hun
| synes, at hun skulle vente på sin Hans. Ham hørte hun imidlertid
| ikke fra, og da der atter blev tilbudt hende ægteskab, slog hun
| til. Det var en midaldrende gårdmand i Vedskølle, Morten Hansen.
| Han var enkemand. Ægteska bet blev dog kun delvis lykkeligt.
| Manden var også dygtig, men med stærk selvstændighedstrang.
| Deres gemytter stødte ofte sammen, og Mette måtte erkende, at
| manden var den stærkeste. Den gang var det ofte tungt for Mette;
| men nu kunne hun dog indrømme, at det at lære at bøje sig også
| har en stor værdi. Nu kom der også børn - 3 piger og 1 søn.
| Mette mindedes den trange tid, som dette afsnit af hendes liv
| rummede. Ikke for hende alene; men for hele bondestanden.

| Produkterne kostede bogstaveligt intet. Det var ikke mange penge,
| der skulle bruges; men lidt var der altid som skulle skaffes, og
| hvor skulle de komme fra? Dertil kom misvækst eller i hvert fald
| lille høst i flere år. Ja, og så kvægpesten. Mejeribruget betød
| ikke meget økonomisk, men det betød meget for folkeernæringen.
| Køerne døde som fluer. Mælk og smør var ikke til at opdrive.
| Tilstanden karakteriseres bedst ved en indberetning fra den
| daværende præst i Tjæreby til autoriteterne, hvori det hedder om
| tilstanden i sognet: "Bymændene har næppe det brød, de selv kan
| æde." Dertil kom, at herremændene, hvis stilling ikke var stort
| bedre, pinte den sidste hvid og skilling af dem. Endvidere
| hoveripligten, som den gang var fuldstændig ubegrænset.

| Dette tilstand varede det meste af en snes år. Tiden omkring 1730
| til hen imod århundredets midte var den trangeste og mørkeste
| tid, Mette huskede.  Trods al denne modgang klarede Mette sig
| nogenlunde. Hun holdt liv i sine børn trods sult og fattigdom.
| Børnedødeligheden var ellers stor den gang, hertil bidrog også de
| ondartede koppeepidemier, der optrådte med mellemrum.

| Midt i den hårde periode fristede Mette den skæbne at blive enke.
| Børnene var små endnu og kårene trange over al måde. De fleste
| ville under disse forhold have givet op; men hun var sej og
| udholdende. Nu var hun eneregent på gården, og hendes kræfter
| voksede derigennem. Ret hurtigt kunne hun af forskellige småting
| se, at hun stod godt anskreven ikke blot blandt sine
| standsfæller, men også hos de to autoriteter: herskabet på Basnæs
| og præsten i Tjæreby.

| Af de bekymringer, hun huskede fra disse år, var den ældste
| datter, Marens opdragelse. Denne tøs slægtede sin fader på i
| stivsind og herskesyge. Hun var dygtig og indsigtsfuld til sit
| arbejde, men egenrådig.

| Da børnene voksede til, trængte spørgsmålet om deres fremtid sig
| også på.  Her gik det lettest med Maren. Da hun var en snes år,
| sørgede hun selv for at blive gift med den skikkelige Niels
| Jørgensen i Lundby, som var blevet enkemand, han var halvgammel
| og derfor et rigtig godt parti for en ung pige; idet han sad på
| et fæste, som var 30 år gammelt. Dette fæste kunne Maren så sidde
| på til sin dødsdag. Det var en stor fordel på en tid, hvor der
| for hvert nyt fæstemål blev lagt betydeligt på både indfæstningen
| og den årlige afgift. Ganske vist var der nogle, der skumlede om,
| at Niels havde fået kam til sit hår; men det kunne Mette ikke
| have noget ansvar for, da hun ikke havde rørt en finger for at få
| partiet i stand.

| Så var der Ane. Hun var ikke så fremtrædende som Maren. Der havde
| Mette måtte give en håndsrækning for at få hende gift med Lars
| Pedersen her i Vedskølle. Han var såmænd også god nok, bare han
| ikke havde været så mistænksom og mistroisk mod alt og alle; og
| meget påholdende var han også.  Ja, så var der Sidsel. Der havde
| Mette ikke været så heldig, syntes hun den gang. Pigebarnet var
| blevet gift med unge Hans Jensen her i byen. Han havde tjent hos
| Mette som karl, og en dygtig karl havde han været. Men hun havde
| ikke troet, at han kunne klare sig med den gård, som hun havde
| taget i fæste. Den havde været fæsteledig i flere år og
| bygningerne var fuldstændig forsvundet. I stedet for indfæstning
| skulle han opføre bygninger, som herskabet dog gav de fleste
| materialer til. Mette mente, at det var en vildmand, og hun havde
| sagt til de unge, at hos hende var der ingen hjælp at vente. Det
| var imidlertid gået helt over forventningen i løbet af
| forholdsvis kort tid havde de fået rejst bygninger, og nu var det
| den bedste gård i byen og Hans Jensen var den mest estimerede
| mand i byen både hos præsten og herskabet på Basnæs og blandt
| hans egne byfæller.

| Endelig var der sønnen Hans Mortensen. Han havde gået hjemme
| altid og egentlig kun været karl for moderen. Han havde ikke fået
| lov at gifte sig før sent. Mette ville være fri for rivalinder
| til magtstillingen i gården. Omsider fandt hun et passende parti.
| Ganske vist fandt hun, at sønnekonen var noget af et drog, men
| forholdet mellem dem var dog nogenlunde godt.  Ak ja| Der var et
| ømt punkt i Mettes samvittighed. Hun havde altid sagt til sine
| pårørende og andre nysgerrige, at penge det havde hun ikke. Men
| sandheden var dog, at i de senere år, hvor forholdene havde
| bedret sig noget, havde hun dog af og til set lejlighed til at
| stikke en skilling til side.  Det var dog enhvers pligt at have
| lidt i reserve, hvis uheld skulle indtræffe, men det var en lige
| så stor pligt at holde det hemmeligt; der var så mange måder at
| miste pengene på, hvis nogen vidste det.  Denne reserve gemte hun
| i sin seng dybt nede i sengehalmen; men den voldte hende ikke så
| lidt bekymring. Endnu havde hun altid kunnet rede sin seng selv,
| men den dag kunne let komme, da hun ikke kunne det mere. Børnene
| kunne let komme i spektakkel. Især var hun bange for Lars Pedersen
| med al hans mistroiskhed. Det bedste ville være, at det blev skrevet,
| hvor meget der var og hvad hver især skulle have, men selv kunne
| hun ikke skrive. Hans Jensen kunne ganske vist skrive noget - sit
| eget navn. Han havde gået i skolen i Tjæreby, som var oprettet fra
| Basnæs 1728. Nej, det kunne ikke gå, at han var part i sagen. Hun
| havde også tit tænkt på at lade provsten skrive, men det var aldrig
| blevet til noget, og nu efter sammenstødet med provsten havde hun
| ikke lyst. Der var også degnen i Tjæreby, hr. Breson. Nej, det kunne
| der ikke være tale om, at hun skulle åbenbare sin dyreste hemmelighed
| for det pjattehoved.  Ak ja| Det, der havde været hendes
| hemmelige stolthed  og fryd, var nu ved at blive et smertens
| barn.

| Hun blev revet ud af sine bekymringer ved, at en fremmed løftede
| klinken og trådte ind. Det var ingen ringere end degnen. Han var
| i byen denne eftermiddag for at læse med børnene. Det foregik
| skiftevis i gårdene en gang om ugen. Undervisningen bestod i, at
| degnen læste et stykke af Luthers lille katekismus med
| tilsvarende stykke af forklaringen og gentog det samme stykke så
| tit, at børnene i hvert fald skulle kunne det. Der var mange, der
| aldrig nåede så vidt. Degnens tålmodighed rakte ikke så langt, at
| den kunne nå til de mindre letnemme. Under sådanne forhold brugte
| han slående argumenter og hersede sådan med børnene, at konen i
| gården ynkede dem og satte et måltid mad ind til degnen, så fik
| børnene lov at løbe for den dag, og loven var sket fyldest. Sådan
| var det gået i mange år, og degnen mente at have en slags
| hævdsret til dette måltid. Selv om der ingen børn kom - de var
| ikke lette at drive derhen - fik degnen sin mad, så havde han
| gjort sin pligt.

| Han havde også hørt om Mettes fødselsdag og om provstens besøg,
| så han ville heller ikke stå tilbage. Som den lærde mand, han
| var, overbragte han sin lykønskning i en meget snørklet form, og
| spurgte tilsidst, hvad hans høje foresatte havde sagt.  "Ja,"
| svarede Mette, "han sagde, at nu skulle det være alvor med
| udskiftningen." - "Oh, du Bileams æt, hvor længe skal du dog
| regere i Israel. Hvor længe skal Baals præster have lov til at
| forkynde deres lære. Talte han noget om, hvorledes det skulle
| ske." - "Ja, han sagde, at det skete ikke før vi gik godvillig
| med, men den slags godvillighed kender vi nok." - "Gud ske lov,
| så der da da håb om at få det forhindret foreløbig, måske for
| bestandig. For det vil jeg sige Mette, at det vil gøre de rige
| rigere og de fat tige fattigere end de var tilforn. Jeg ved nok,
| at provsten regner med meget større avling, når han får det for
| sig selv, men hvordan går det med en fat tig embedsmand som mig.
| Jeg må bogstaveligt leve af de smuler, der falder fra præstens
| bord. Når jeg nu møjsommeligt har forbedret embedets indtægter
| lidt, skal det måske tages fra mig igen. Og er en degns arbejde
| ikke lige så vigtigt som præstens. Hvad betyder det ikke, at
| ungdommen bliver godt oplært i kristendom. Hvad sagde ikke den
| store konge Chrisianus Quartus: "Regna firma pietas", det vil på
| dansk sige: Gudsfrygt styrker riget. - Har Mette for resten hørt,
| hvor rædsomt det får til i Frankrig for tiden. (Den store franske
| revolution var i udvikling.  Bastillen var faldet 14. juli
| sommeren før.) Der har pøbelen fuldstændig taget magten, og den
| slår folk ihjel, og bønderne vil ikke mere betale tiende og andre
| skatter. Og hvad er skylden: At de ikke har givet deres degne en
| ordentlig løn. Ja, i Frankrig hedder de nu munke; men det er nu
| lige meget, de har det samme arbejde. Men disse munke må gå rundt
| at tigge, hvordan får de så tid til at undervise børn og ungdom
| om pligterne mod Gud og næsten. Nej, det er det, jeg altid har
| sagt, at degnen bør have en gård lige såvel som præsten, hvis der
| ikke bliver gjort noget, så går det ligesom nu i Frankrig, hvor
| det er alle de værste forbrydere, som kommandrer det hele. Og
| derfor var det, at degnen måtte sætte sig imod udskiftning, for
| hvad undervisning kunne der blive, når børnene skulle samles
| sammen ude omkring på udmarkerne.

| Der blev nu sat mad på bordet til degnen. Endskønt han nylig
| havde endt sit degnemåltid i den anden gård, lod han dog Mettes
| gode mad vederfares retfærdighed. Imedens underholdt han hende om
| besværlighederne ved hans embede.  Provsten havde forklaget ham
| hos biskoppen, og denne havde givet ham en grov reprimande.
| Omsider gik han da, og efterlod sig mange gode ønsker om en god
| fremtid for en så god og rettænkende kvinde som Mette.

| Det var imidlertid blevet langt hen på eftermiddagen. Kvinderne
| havde travlt med gæstebuddet. Pigen var ikke hjemme. Hun såvel
| som de andre piger var på hoveriarbejde på gården. Når kornet var
| tærsket og kastet, skulle det renses med et rundt sold. Det var
| kvindearbejde. Mette måtte derfor tage del i forberedelserne, og
| det var så heldigt, at de var omtrent færdige, da Maren fra
| Lundby kørte ind i gården. Hun var selv kusk. Hun havde sin
| datter, Birthe, med. Dette var en 22-årig smuk pige, som slet
| ikke lignede moderen eller mormoderen, men derimod sin fader, som
| var død for flere år siden.

| Maren havde haft flere børn; men kopperne havde taget dem med
| undtagelse af denne ene. Hun var hjemme hos moderen, som styrede
| sin gård med megen myndighed. Det kan ikke nægtes, at denne store
| myndighed havde sat sit spor i datterens udvikling, idet denne
| med sit bløde sind aldrig kunne frigøre sig for moderens strenge
| herredømme, selv hvor det stred mod hendes egen natur.  På trods
| af modsat indstilling i sindet - eller måske netop derfor:
| Modsætninger tiltrækker jo hinanden - var hun Mettes favorit i
| slægten. Mette syntes selv, at hun var blidere stemt, når dette
| barnebarn var ved siden. Mette opdagede snart trods al
| forstillelse, at Birthe ikke var glad idag; men der var ikke
| lejlighed til nærmere undersøgelse af årsagen. Nu tog denne fat i
| arbejdet, så mormoderen kunne få sig pyntet lidt, førend de andre
| fremmede kom.

| Mens vi venter på dem, kan vi se lidt på, hvorledes Mette boede.
| Det var en firelænget gård med porten ud til gaden. Ved gaden må
| man ikke forestille sig en fast vej. Nej, det var en søle og
| sump, hvor folk gik og kørte, hvor de kunne bedst. Især ved
| vintertide, hvor kreaturerne blev sluppet løse til vands i
| gadekæret. Modsat porten lå stuelængen. Igennem halvdørene kom
| man ind i steset (stegerset). Ligefor døren var den store, åbne
| skorsten. Til venstre i denne var der indfyring til bilæggerovnen
| i stuen; ligefor var det åbne ildsted, hvor gryder og kedler
| enten stod over ilden på en jerntrefod eller hængte over ilden i
| en jernkrog. Oven over ildstedet  var der indfyring til
| bagerovnen, som lå bag skorstenen. Til højre i skorstenen var den
| indmurede bryggerkedel. Til højre for skorstenen var så "steset",
| to fag hus foruden det fag bagved, som blev benyttet til
| spisekammer og pigekammer. Til venstre for døren, vi kom ind af,
| var indgangen til stuen. Døren var lav og tærkslen høj. Dette
| misforhold, som man synes det var, havde sin praktiske
| begrundelse, nemlig en forsvarsforanstaltning. Hvis en fjende
| ville trænge ind, var hans angreb svækket, når han skulle bukke
| sig og samtidig løfte benene højt. Stuen var tre fag i hele
| husets bredde, som dog næppe var mere en 6 a 7 alen. Til højre
| var bilæggerovnen, ved siden deraf en lænestol.  Ydrevæggen ud
| til haven var optaget af to omhængesenge med siden til væggen.  I
| det lille mellemrum mellem sengene stod et bord under et lille
| blyindfattet vindue.  Ved den tredie side af stuen - modsat
| stuedøren - hang stueuret ved siden af sengen, et af de såkaldte
| Nürnbergerværker: Hvid urskive med roser på og kæder med lodder
| og messingpendul. Derefter døren op til øverstestuen. Resten af
| denne væg var optaget af en fast bænk med bord foran. I hjørnet
| var der dog et hængeskab med bagklædningen mod denne væg. Hele
| væggen mod gårdsiden var optaget af tre fag vinduer med
| blyindfattede ruder. Derunder den lange gåsebænk, der var
| indrettet til reder for fjerkræet. Foran hver rede var en skodde
| til at løfte. I hver skodde var et hjerteformet hul, som tjente
| både til luftfornyelse til reden og til håndtag, når skodden
| skulle løftes.  Overstestuen var også en tre fags stue, hvor
| møblementet mest bestod af kister med buede  låg, en dragkiste og
| nogle stole. Der var udgang til haven herfra, hvad der også var fra
| "steset". Gulvet i denne stue så vel som den før beskrevne var
| lergulv. I "steset" var der brolægning dog af lidt mindre og mere
| udsøgte sten end der var benyttet i gården.  Som dette hjem var
| indrettet var alle bondehjem på egnen indrettet ligeledes; enkelte
| små undtagelser fraregnet, hvor lokale forhold bør det.  "Ensrettethed"
| er et ord, som først er kommet ind i sproget langt senere; men
| begrebet "ensrettethed" var godt kendt også på den tid. Ja, det var
| en væsentlig bestanddel af bondekulturen. Der skulle et stort moralsk
| mod til at vige udenfor de een gang vedtagne regler. Fællesskabets
| rødder gik dybt i menneskesjælene.

| Nu kom de andre gæster, nemlig Mettes to andre døtre der i byen og
| deres mænd. Rygtet havde fortalt Ane, at provsten ville have Mette
| flyttet ud på Udmarken ved Basnæs skov med gård og det hele.  "Hvem
| har dog fortalt det," spurgte Mette. Jo, det havde da smedekonen.
| Mette fortalte nu, hvad der lå til grund for dette og tilføjede,
| at smedekonen fik meget at rende med for hendes store nysgerrigheds
| skyld. Lars Pedersen bekræftede, at det var bare løgn og rævestreger,
| man hørte nu om stunder. Mette fortalte, at hun havde pådraget sig
| nævnte kvindes vrede, fordi hun havde givet hende over nakken for
| hendes nysgerrighed.

| Lars var meget optaget af et uheld, som han havde været genstand
| for i dagens løb. "Vejene er jo skrækkelige på denne årstid. Sålænge
| vi kørte på hovmarken kunne det nok gå; der kunne man køre, hvor
| man bedst kunne. Men ved ledvogterhuset, "Fandenhuset" kaldet,
| imellem hovmarken og Magleby jorder, snævrede vejen ind af hensyn
| til ledet og var ganske bundløs. Jeg kørte et sted, hvor der ikke
| var kørt før, der lod jeg de fjermer hjul gå, men der lå netop en
| stor sten, som var skjult i pladder, og så væltede jeg i det værste
| pløre," forklarede Lars. Mette siger: "Er det dog ikke underligt
| så tit der sker ulykker deromkring. Det er vist ikke for ingen ting,
| at huset har fået det navn." Kvindfolkene spørger interesseret,
| hvordan det så var gået ham: "Jo, der var tre vogne lige bagefter,
| de ville nok hjælpe mig; men så skulle jeg give brændevin; men det
| havde jeg jo ikke råd til. Men så kom Ditlevs karl fra Tjæreby,
| kender I ikke ham, han hedder Ole, så kom der gang i tingene. Han
| sagde til mig: "Tag du der - sådan og sådan - og lige på et øjeblik
| var vognen rejst og alle 5 sække var læsset igen, og han forlangte
| hverken brændevin eller noget andet. Da vi så kom til Magleby, var
| Jens Rod kørt fast med sit læs og hans heste var stædige. Men lige
| så snart Ole fik fat i tømmen, så gik hestene. Det må jeg sige, at
| mage til karl er der ikke på Basnæs gods." Birthe, der sad på
| gåsebænken, blev helt rød i ansigtet, da Lars fortalte om sin
| redningsmand. Hun kom pludselig i tanker om noget, hun havde glemt
| ude.  Hun forlod derfor stuen; men blev sinket af et eller andet
| ved døren, til Lars sluttede. Hendes moder så efter hende. Omsider
| var husets folk samlet og måltidet begyndte. Et dampende grødfad i
| dagens anledning, med smørhul i, blev sat på bordet. Efter grøden
| kom der klipfisk, rigtig god gammel bergfisk, som havde ligget i
| blød i kalkvand i flere dage. Det kan nok være at skeerne blev
| benyttet flittigt. Dette var ikke hverdagskost.

| Under måltidet kom samtalen straks ind på provstens besøg.  "Jeg
| har oplevet en del i min tid," sagde Mette, "men jeg synes dog
| alligevel, at dette er noget af det værste. Bylavene har bestået
| i flere tusind år, og nu skal de ødelægges, og der er nogle, der
| skal jages ud på den vilde mark; men det når jeg da heller aldrig
| at få at se." - "Ja, men vi sætter os da også imod af alle
| kræfter," sagde Maren. "Provsten har jo sagt, at vi selv skulle
| sige ja til det, og det gør vi da ikke, i hvert fald de fleste af
| os." - "Det er ikke andet end løgn og rævestreger alt sammen,"
| busede Lars ud. "Det er bare de store, der vil have os splittet
| ad så meget som muligt, for at få sammenholdet imellem os
| ødelagt. Hvad sammenhold kan der være, når hver skal passe sit
| og bo så langt fra hinanden, at det er umuligt at råbe fra den
| ene til den anden.  Hans Jensen havde hidtil siddet tavs, men nu
| tog han til orde. "Jeg er dog ikke sikker på, at I har ret, for
| der er flere sider ved den sag, som vi også må tage i
| betragtning, og så meget er sikkert" -- Her blev han afbrudt af
| alle de andre, som hver især anførte deres grunde, alle i munden
| på hinanden. Hans tav, til uvejret havde lagt sig lidt, så
| begyndte han igen: "Ja, men det er da vist, at fællesskabet med
| arbejdet" -- Atter brød vejret løs, og der gik lidt tid. Atter
| prøvede han: "Men når nu dem, der har prøvet det, er godt tilfredse
| og ikke vil bytte tilbage, så må vi da overveje, hvad vi gør, før
| vi siger nej." - "Hvem har prøvet det?" spørger Mette lidt skarpt.
| "Det har bønderne på Bernstorffs gods," svarede Hans. "Hvor er det?"
| spørger Maren. "Inde nord for København. Det er en greve, der også
| hedder Bernstorff, ligesom greven på Holsteinborg hedder Holstein.
| Derinde på det gods er bondejorden udskiftet for flere år siden,
| og bønderne selv er så vældigt godt tilfreds." -- Å, det er vel
| bare løgn og rævestreger," udbryder Lars. "Nej, det er rigtig nok,
| Lars," sagde Hans, "for jeg har det fra en, som kender mange derinde."
| - "Hvem er det?" bliver der spurgt. "Det er såmænd Ole, som vi
| snakkede om før. Han har, som I véd -- hvad er der i vejen." Birthe
| forsvandt ned under bordet. "Å, det var bare mig, der tabte min
| ske," svarede hun dernede fra. "Hvordan er det dog du sidder og
| fangler, tøs," siger moderen. Efter nogle bemærkninger fra selskabet
| om det uheldige i at tabe værktøjet under arbejdet, kommer Birthe
| atter tilbage, rød i hovedet, og forsvinder ud i "steset". "Hvor
| skal du hen," spørger moderen. "Ud at tørre skeen af, den er blevet
| sandet," svarede datteren. "Å, du har vel et forklæde, det er vel
| ikke for godt at bruge," slynger moderen efter hende, men Birthe
| er ude af døren, som hun dog lader stå på klem. "Det var det vi kom
| fra," fortsætter Hans. "Han Ole har ligget fire år i København som
| lansenér, og der var han oppasser for en oberst eller sådan en.
| Denne oberst kom meget på Bernstorff, og så måtte oppasseren jo
| med. Derved blev Ole godt kendt med folk der omkring, og han siger,
| at vi må se at få udskiftet så hurtigt som muligt.

| Maren farer op. "Ja, er det nu ikke, hvad jeg siger, at nu om
| stunder vil de unge være klogere end de gamle. Nu vil sådan en,
| som hverken har gård eller hus og vel heller aldrig får - hvor
| skulle han få det fra - til at røjle sig op mod os andre, og ham
| kan det jo gøre lige meget, for sådan en gælder det bare om jo
| værre des bedre." - "Nej, véd du nu hvad, Maren," siger Hans.
| "Ole er såmænd en så solid karl, som findes kan, og efter hvad
| han har fortalt mig, kan jeg nok indse, at det vil være bedst for
| os selv at få udskiftet." Maren spørger så: "Vil du synes om at
| komme ud på marken, måske en hel fjerdingsvej fra byen, hvor der
| ikke er ly eller læ for nogen vind, og hvor der ikke er hjælp at
| få hverken nat eller dag, hvis man kommer til at træge til det."
| Hans ville svare, men Mette kom ham i forkøbet med at spørge:
| "Har du nu også betænkt alt det, som holder til ude på marken ved
| nattetid. Der er jo ikke en høj eller dysse her omkring, uden at
| der er underjordiske, som bor der, og det kan du tro er ikke godt
| naboskab. Hvis de får noget imod dig eller nogen, som hører dig
| til, kan du risikere det værste." - "Ja, uha," sagde Ane, "der er
| jo forfærdeligt at tænke på. Jeg ville aldrig turde lukke et øje
| om natten." - "Ja," siger Hans på sin sindige måde. "jeg skal
| ikke sige, at jeg er forlegen for at flytte ud fra byen, men
| nogen kommer jo til det, og hvis det bliver min lod, så tager vi
| det med, og efter hvad Ole siger, så får de mere jord, og
| efterhånden de får den drevet op, så klarer de sig lige så godt
| som hvem, der bliver i byen. De har også den fordel, at de kan
| lægge gården midt på jorden, så får de ikke så langt i marken." -
| "Jamen," siger så Maren, "du snakker om at få den drevet op. Har
| du nu tænkt på al det slid, som det vil koste. Tænk på alle de
| mange sten. Man kan jo mange steder gå lange strækninger uden at
| træde på jorden, kun fra sten til sten. Ja, her i Vedskølle er
| det ikke så galt med det, men her har I da de mange slåentorne og
| vilde roser. Og har du tænkt på, at det spøger ude om kring
| skoven og hovmarken; det er vel sagtens hende fru Vibeke, som tog
| Hestehaven fra Vedskøllerne og lagde den ind til skoven." Hans
| svarer med at sige, "at han da ikke så sjældent har færdedes i og
| omkring Basnæs skov ved nat (flere af selskabet smiler
| forstående), men han havde aldrig set noget overnaturligt, og
| hvis der er sådan noget, så gør det vist ikke mennesker fortræd."
| "Fortræd," ivrer Mette, "véd du hvad fortræd det gør. Mennesker
| bliver tosset af at se det. I ser da hver eneste dag, når I tager
| til hove, hvordan Anders huggers datter nede i Rødehuset går og
| fjanter, og fra min barndom husker jeg lige så tydeligt, hvordan
| det gik med Hemming Skånnes kvinde i Purrehuset, det endte med,
| at hun druknede i stranden derude, og hvordan gik det ikke den
| rige herremand, ham Arnfeldt, han havde to sønner, og de var helt
| tossede, den ene ville slå den anden ihjel. Jo, sandelig kan det
| gøre fortræd." Her brød Lars ind i samtalen og sagde: "Det var
| ikke det værste, der kunne ske, at de store slog hverandre ihjel;
| men så let går det nok ikke, det bliver tilsidst os andre, der
| kommer til at slå de store ihjel, og det bliver da også enden,
| hvis de bliver ved at plage bønderne med det ene og med det
| andet, og nu med udskiftning, for løgn og rævestreger er det nok
| altsammen. De skulle bare have det, som de nu fik det i
| Frankrig." Hans fortalte nu, hvad der var hændet ham den samme
| eftermiddag. Da han kom til Skelskør med sit læs korn, gik hans
| svoger fra Oreby der. "Jeg spurgte ham, hvad han gik dér efter.
| Jo, sagde han, han var sagt til at køre kongerejse for en stor
| herre fra København, som skulle til Næstved. Han var i Skelskør
| for at inspicere byfogden. Min svoger var sagt til at møde kl.
| 10, men han fik så den besked at komme igen kl. 12.  Da han så
| kom, var afrejsen udsat til kl. 3. Han gik og var gal i hovedet
| over at skulle køre 4 mil så sent på dagen, det blev da heller
| ikke til noget. Kl. 3½ fik han besked om at køre hjem, men så
| komme igen i morgen." Hans Jensen fortalte videre, at han og
| svogeren var gået ind på et værtshus for at få en opstrammer og
| der havde truffet en sømand, hjemmehørende på Agersø, der nylig
| havde opholdt sig i Frankrig et par måneder. Af ham havde han
| fået rede på forholdene dernede. At borgere og bønder gjorde
| opstand mod adel og gejstlighed, og regeringen ikke vidste sine
| levende råd med at få opstanden dæmpet, og at tilstanden nærmest
| var lovløs. Henvendt til Lars sagde han: "Jeg tror ikke det ville
| gavne noget, om du fik de store slået ihjel, for så er der nogle
| af dem, der før var små, der så bliver store, og de er meget
| værre end de andre." Mette sagde: "Ja, det tror jeg du har ret i,
| det var vist ikke heldigt, at Lars skulle kommandere her." Der
| udspandt sig nu en diskussion om den heldigste regeringsmåde,
| hvor Hans omsider slog fast, at dette var noget, vi ingen
| forstand havde på, men burde stole på kronprinsen og hans
| hjælpere. Den første begyndelse havde været god nok med at løse
| stavsbåndet, og når nu det næste skridt, udskiftningen, blev
| fuldbyrdet, blev det nok rigtig godt. Dermed var man inde i
| udskiftningsdebatten igen.  Mette siger: "Jeg kan ikke glemme, at
| han Ole sådan er blevet en slags håndlanger for herskabet og de
| store." Lars siger: "Å, det er vel bare løgn og rævestreger alt
| sammen." Hans skynder sig at svare: "Det var vel også bare løgn
| og rævestreger, at du væltede og han hjalp dig på ret køl igen."

| En hjertelig latter hilste denne udtalelse. Nu var der en af
| konerne, der oplyste, at herskabet gerne ville have ham ind på
| den fæsteledige gård på Stigsnæs, men han ville hellere rejse en
| tur til Holsten, for derovre skulle man være så meget dygtig til
| at drive jord. Det havde smedekonen fortalt, men hendes snak
| kunne man jo ikke stole på. Maren fandt også, at det var det
| klogeste, han kunne gøre, for lad ham kun være så dygtig og
| stortalende han ville, så kunne han ikke have noget at fæste gård
| for, og hans far kunne ikke hjælpe ham. "Da kan han da sagtens
| have lige så meget som jeg havde," sagde Hans. "Jeg mener," sagde
| Maren, at har han ligget som soldat i fire år, så kan det ikke
| være meget, han har."  "Da har han fortalt mig," sagde Hans, "at
| han var meget heldig og tjente godt ved forskelligt. Han var jo
| oppasser og fik mange drikkepenge og lignende. Jeg véd da også,
| at han har lånt sin søster og svoger 20 daler, nu de skulle
| igang." Birthe, som efter sit uheld med skeen havde fået
| tandpine, sad under denne samtale i den mørke kakkelovnskrog.
| Hans lagde mærke til, at hendes øjne skinnede så klart.
| Imidlertid var måltidet til ende, maden blev taget af bordet, og
| mændene fik fat i kortene, mens kvinderne gik op i "stuen" for at
| se på indholdet af kister og skuffer, men også for at kunne tale
| mere ugenert om de emner, der i særlig grad interesserede dem.

| Birthe hjalp husets kvinder i "steset" med at vaske op.  Efter at
| have set og rost det stykke lærred, der nylig var blevet færdig,
| siger Mette til Maren: "Hvordan går det med Jørgen Sørensen i
| Lundby nu siden konen døde, tænker han snart på at gifte sig
| igen."  "Det ved jeg ikke, om han gør, men det er der også nok
| andre, som tænker på det," svarede Maren. "Var det ikke noget for
| dig at få Birthe ind der?" spørger Mette.  "I kan tro, at jeg
| gør, hvad jeg kan, og jeg tænker også nok, at det skal lykkes,
| hvor mange der så ellers lægger sig imellem," svarede Maren.
| Mette: "Hvem gør da det?" Maren: "Det er der nok, der gør, men
| den værste er ham Ole, som vi nylig snakkede om, Han har helt
| fordrejet hovedet på tøsen, så der ikke er andre, der duer end
| ham." Mette: "Er de da kærestefolk?" Maren: "Jeg véd ikke, hvad
| det kaldes, men jeg har prøvet at snakke med hende om Jørgen
| Sørensen, hvor godt et parti han var;  han er lidt over 60 år
| gammel og sidder på et billigt fæste, og det kunne hun så også
| sidde på hele sin levetid, når hun blev enke. Men se om tøsen
| skønnede på det; hun gik og tudede. Da jeg så spurgte, hvad hun
| havde imod Jørgen, svarede hun efter nogle udflugter, at der var
| en anden, hun hellere ville have. Men så sagde jeg også, at han
| Ole kunne være god nok, når der ikke var nogen bedre, men så var
| der ikke andet at gøre end lade Ole løbe. Og jeg sagde til hende:
| "Tænk dog på, at meget, både uldent  og linned, som ligger i de
| kister der.  Trine Sørens var en meget dygtig kone til den slags
| arbejde. Det ville da være både synd og skam, hvis al det skulle
| gå tabt." Mette: "Har du snakket til ham om det?" Maren: "Både ja
| og nej. Jeg har givet skrutskrædderen, som de kaldte ham, 4 alen
| vadmel af det, jeg fik lavet i fjor, for at ordne det, så det
| skal nok komme til at gå." Sidsel spørger: "Hvorlænge er det nu
| siden Trine Sørens døde?" "Det er 5 uger i morgen," svarer Maren.
| "Ja, så haster det da ikke så meget endnu," siger Sidsel.  "Jo,
| det gør", siger Maren, "for han har sandt at sige ikke været ædru
| en dag til ende, siden Trine døde, og hvis det bliver sådan ved,
| så render de med alt det, som er i kisterne." Ane spørger: "Hvem
| render dog med det?" "Ja, det gør storpigen," svarer Maren,
| "hende var der nogle, der mødte på stien bag om byen en aften;
| hun havde en pakke med, som hun dårligt kunne slæbe, og
| skrædderkvinden render der hver dag både tidlig og sildig; hun
| går heller ikke tomhændet hver gang, det siger da storpigen."
| "Men man har da aldrig før hørt, at Jørgen Sørensen var egentlig
| forfalden," siger Sidsel.  "Nej, det er rigtig nok," siger Maren,
| "men det var Trine, der holdt igen, så snart der kommer en kone,
| som kan styre lidt ved ham, er det forbi igen." "Men tror du
| også, at Birthe kan det?" spørger Sidsel.  "Det véd jeg ikke, men
| kan hun ikke, så får jeg vel nok lidt at sige dér også," svarer
| Maren.  "Jeg kan ikke forstå, at skrædderen vil have forandring,
| når hans kvinde kan slæbe så meget derfra," siger Sidsel.  "Jo,
| det kan jeg nok," svarer Maren, "for han synes ikke rigtig om, at
| hun render hos Jørgen både dag og nat. Men nu må I endelig love
| at hjælpe mig med at overtale Birthe. Der skulle nødig blive
| noget i vejen fra vor side, for da er de 4 alen vadmel spildt til
| ingen nytte." Kvinderne lovede at stå Maren bi efter bedste evne,
| og de aftalte, hvorledes de skulle se at få Birthe med herop i
| stuen og så rigtigt gå hende på klingen, men hun var jo ikke
| færdig med opvasken. Det kunne også være rart at komme ind i
| varmen et øjeblik. Mette gjorde sig et ærinde ind i "steset",
| hvor de omtrent var færdige nu, og indbød Birthe til at komme op
| i stuen for at se det nye stykke lærred; imens skulle Bodil og
| pigen lægge sidste hånd på arbejdet der. Mette og Birthe var
| endnu ikke nået øverstestuen, før de andre to tilbageblevne  kom
| styrtende ind i stuen med alle tegn på den dybeste angst. Mændene
| standsede midt i en trætte om spillet og alle spurgte i munden på
| hinanden. "Hvad er der dog i vejen?" Bodil sank ned på gåsebænken
| inden for døren og fik endelig sagt: "Å, mine ben ryster, så jeg
| ikke kan stå på dem."  "Ja, men fortæl os, hvad de ryster for,"
| sagde Hans.  "Vi har set noget," fik endelig pigen sagt. "Ja, men
| hvad har I set," spurg te mændene. "Det var lige så hvidt i
| ansigtet som en kalket væg og øjene var ligesom tomme huller i
| hovedet." Efter et øjebliks forløb kom der da en nogenlunde
| sammenhængende  forklaring. Ligesom Mette og Birthe  havde
| forladt køkkenet, havde pigen set mod vinduet ud til haven, og
| der set et ansigt som beskrevet. Hun greb Bodil i armen, også han
| så ansigtet, som nu hurtigt blev trukket tilbage. Kvinderne blev
| blege med undtagelse af Birthe, som blev blodrød. Mette mumlede
| hen for sig: "Å, herre jøsses dog, så véd jeg besked.

| Det var mig, han så efter." Hun tænkte på posen i sengehalmen,
| men hun kunne dog ikke få disse tanker omsat i ord. Maren gruede
| for, hvordan de skulle komme den lange vej til Lundby nu i den
| mørke nat. Mændenes kortspil var gået i stå, og det skulle da
| fortsættes, men det ville ikke rigtig gå, de rystede på hånden.
| Nu faldt kortene pludselig ud af hånden på Lars, han var ved at
| give kort, for uden for vinduet mod haven lød et hvinende
| kvindeskrig. Et øjebliks stilhed, så atter et skrig.  Kvinderne i
| stuen skreg næsten lige så højt og så hen til mændene. Den eneste
| af disse, der beholdt fatningen nogenlunde, var Hans, der
| spurgte, om der var nogen herfra, der var ude. Det var der ikke.
| "Vi må ud for at se, hvad det er," sagde Hans. "Nej| Nej|" råbte
| kvinderne, "gør det ikke." Hans: "Ja, men der er en, der er i
| knibe." Maren: "Nej, gør det ikke, sådan noget skal man lade
| passe sig selv." Nu hørte man, at der blev taget kraftigt i
| havedøren til øverstestuen, som gik op. Derpå en klynkende
| kvindestemme inde i øverstestuen. Hans Jensen gik hen og åbnede
| døren og sagde til de andre om at komme med lyset. Der var ingen,
| der turde. Han gik helt derind, og man hørte han spurgte: "Hvem
| er det" og lignende. Omsider var der en, der med rystende hænder
| holdt lyset hen til døren, og nu så man Hans komme halvt bærende
| med smedekonen. Det første indtryk hun gjorde på selskabet var,
| at hun var gået helt fra forstanden, hvad der også passede med
| overleveringen om, at den, der kom til at stå ansigt til ansigt
| med det overnaturlige, tog skade på  sin fornuft. Efter at være
| bragt til sæde i en lænestol, fik hendes angst luft i en voldsom
| gråd, som forhindrede al forklaring. Langt om længe kom er der så
| meget rede på det, at hun havde set den "slemme" selv, han havde
| taget hende og puttet hende ind i øverstestuen. På Hans'
| spørgsmål, om han havde taget hende hjemme hos sig, svarede hun,
| at hun var gået en tur bag om byen. "Så var du måske blevet
| vildfarende og skulle hen for at kigge ind af vinduet for at se,
| hvor du var?" Ja, ja, sagde konen, synlig oplivet ved at komme så
| nemt til en forklaring på sin tilstedeværelse. Hans Jensen
| smilede; han tænkte det var en gavtyv, der kendte hendes fejl.
| Han slog nu ind i en spøgende tone og forlangte nøjere besked om,
| hvordan han så ud og lignende.  Under al denne ståhej, som opstod
| ved smedkonens indførelse i selskabet, og hvad derefter fulgte,
| havde Birthe uset forladt selskabet og var gennem "steset" gået
| ud i haven. Hun havde en anelse om, hvem den "slemme" var, som
| huserede derude. Trods uhyggen og angsten måtte og skulle hun
| have vished for sin anelse. Det var derfor med højt bankende
| hjerte, at hun trådte ud af døren og hostede lidt. En svag
| fløjten henne fra hjørnet opfattede hun som svar og spurgte: "Er
| det dig?" "Birthe, Birthe, gudskelov jeg traf dig. Du kan tro,
| jeg har gode nyheder." "Jeg siger også gudskelov, Ole, at du kom;
| men mine nyheder er ikke gode." Hun fortalte i korte træk om
| moderens giftermålsplaner med hende. "Men lad mig nu høre dine
| nyheder." "Jo," fortalte Ole, "da jeg i dag kom på gården for at
| køre med korn, kom der bud, om jeg ville komme ind til
| forvalteren. Han spurgte, om jeg så ville have gården på
| Stigsnæs. Jeg svarede, at det ville jeg gerne, men så ingen udvej
| til at skaffe indfæstningen. Men så sagde han, at hvis jeg var
| villig til at flytte ud, når udskiftningen kom, så kunne
| herskabet godt tæn kesig at give henstand med noget af
| indfæstningen, men 100 daler skulle de dog have udbetalt. Jeg
| sagde, som sandt var, at jeg kun havde 30 daler, og de 20 havde
| jeg endda lånt ud, og vidste ikke, om jeg kunne få dem
| ligestraks. Så siger han, om der ikke var et pigebarn, som jeg
| kunne gå i kompagni med, så kunne det være, at det gik bedre. Så
| smilede han. Jeg har for resten aldrig troet, at forvalteren
| kunne være så flink. Jeg har altid syntes, at han var så bøs, men
| han er lige så flink at snakke med som et almindeligt menneske."
| "Jeg fortalte ham, at det var dig, jeg tænkte på, men at der kun
| var ringe håb om, at din moder ville hjælpe til. "Ja, ja," sagde
| han, "det er ikke værd at give op, før alle muligheder er prøvet,
| og endelig er der da pigens øvrige familie. Jeg har en lille
| mistanke om, at der er noget på kistebunden sommesteds dér. Jeg
| vil råde dig til," sagde han, "at tale med unge Hans Jensen i
| Vedskølle. Når du har gjort det, kom så til mig igen, så kan det
| være, vi finder en udvej." "Gudskelov," udbrød Birthe, "så er der
| kanske dog håb alligevel;  jeg har også så inderligt bedt Gud om
| at hjælpe os." Birthe blev helt forundret over sig selv, at hun
| uden undseelse kunne åbenbare, at hun stod i et personligt
| forhold til Gud. Den åndelige blufærdighed var stor blandt
| bønderne. Men hendes forundring steg yderlig, da hun hos sig selv
| følte en beslutsomhed som aldrig før. Forklaringen er vel den, at
| et menneskes udvikling ofte foregår i spring. I et øjeblik kan
| der ske gennembrud, vågne egenskaber, der hidtil har sovet.
| Følgen deraf kan blive, at hvad man før så som noget stort,
| svinder ind til bagateller. Hindringer, man tidligere betragtede
| som uoverstigelige, får nu ingen eller kun ringe betydning.  En
| sådan udvikling foregik nu hos Birthe i løbet af sekunder. "Ja,"
| sagde hun resolut, "forvalteren har ret, vi må straks snakke med
| Hans Jensen om det." Ole blev også opmærksom på forvandlingen hos
| hende og udbrød glad: "Det er ret, min pige, kan du få ham herud
| uden al for stor opsigt?" "Lad bare mig om det. Men det var dog
| en farlig skræk, du jog i livet på os allesammen;  hvor traf du
| smedekvinden?" spurgte Birthe. "Jo, jeg listede om for at træffe
| dig, da så jeg, at der stod et kvindfolk og kiggede gennem
| vinduet. Jeg troede, det var dig og gik rask derhen. Jeg havde
| den lærredsklud for ansigtet, som du véd, jeg tager på, når jeg
| søger efter dig for ikke at blive kendt. Hun så mig ikke, før jeg
| stod ved siden af hende.  Hun gav et skrig og faldt om. Jeg
| rejste hende op, men så skreg hun igen.  Jeg puttede hende ind af
| døren i en fart, så ville du nok kunne regne ud, at jeg var i
| farvandet. Jeg havde først været i Lundby for at fortælle dig
| nyheden. Jeg opdagede snart, at du og din moder ikke var hjemme,
| så måtte i være i Vedskølle, tænkte jeg." "Gudskelov, at du kom.
| Jeg er nu så sikker på, at det nok skal gå - ikke sandt du slemme
| kvindeforskrækker," sagde Birthe med lune, "men nu går jeg ind
| efter Hans Jensen."

| Birthe gik rask igennem køkkenet. Atter forundrede hun sig over
| sig selv.  Hun syntes, det var så længe siden, hun var gået ud
| den samme vej. Da var det med ængstelige skridt. Ængstelsen
| stammede ikke blot fra den øjeblikkelige situation, men havde sin
| grund i frygt for fremtiden. Nu havde hun fået mod til at trodse
| alle de hensyn, der bandt hende før.  I stuen var man endnu
| optaget af smedekonen. En snaps brændevin havde stivet hende så
| meget af, at hun nu kunne stå på sine ben.  Da de fleste af de
| andre også trængte til en stimulans, gik halvpægleglasset rundt,
| og det bevirkede, at mundtøjet begyndte at komme i gang igen. Det
| var selvfølgelig spøgelseshistorier, der var emnet. Det var dog i
| en dæmpet tone og med ængstelige kig mod vinduerne.  Mette sad i
| sin stol og virrede nervøst med hovedet. Jo, det måtte være døden
| - eller hvad værre var - der gik derudenfor, og det var hende,
| han kom efter, hvem skulle det ellers være. Hun kom til at tænke
| på, at hun hvert år til jul havde strøet hørfrø rundt om gården
| for at holde djævelskab borte fra den i det kommende år, og det
| havde altid virket godt; men hun havde i de sidste år brugt
| mindre og mindre kvantum frø - det havde da værdi - og i år havde
| hun brugt det mindste nogensinde. Mon det skulle være årsagen?
| Men nu kom hun til at have bud efter provsten, så snart det blev
| dag, hvis hun ellers levede så længe. Hun rystede ellers over
| hele kroppen og følte en mathed i alle lemmer. Det var da også
| ærgeligt med det, at hun altid havde nægtet at have penge. Hvis
| hun ikke snart fik det ordnet, så blev resultatet, at børnene
| blev uenige om at dele. Det blev Hans og Sidsel, der fik mindst,
| fordi de var mindst påståelige. De kunne ellers tilkomme mest. Og
| så var der Birthe, hun skulle også på en eller anden måde
| betænkes; hun var dog den, der havde det bedste sind for sin
| gamle mormor.  Hun fortrød nu alligevel, at hun havde sat sig op
| mod provsten i dag, for han var dog en Guds mand alligevel, og
| var det Guds vilje med den udskiftning, og det var det vel, når
| provsten sådan arbejdede for det, så måtte man vel se at finde
| sig til rette med det, også om man syntes, det er tosset. Og hvad
| betød så det hele, når man tænkte på ham, der gik udenfor, og som
| hvad øjeblik, det skulle være, kunne komme for at hente hende.

| I det samme hørtes trin på stenbroen i "steset", og døren gik op.
| Mette råbte i angst: "Å, herre jøsses, dog" og brast i gråd.
| Birthe trådte ind, frisk og frejdig og udbrød forundret: "Men
| mormor dog, hvad går der af jer?" "Å, er det dig, min pige, kom
| og hjælp din gamle mormor, jeg er så bange, jeg tror jeg skal dø,
| og jeg er ikke belavet på det. Birthe bøjede sig ned over den
| gamle, og denne hviskede til hende: "Kan du huske en bøn, som du
| kan læse for mig eller også et salmevers; jeg kan hverken huske
| det ene eller det andet i aften." Med hænderne støttet på stolens
| armlæn og med bøjet hoved fremsagde Birthe: Og stormede end
| mørkets Hær, vor undergang at volde, vi frygte ej, vor helt er
| nær, vi sejrene beholde.  Al verdens stærke magt er Jesus
| underlagt, hver den, som tror på ham, hver den, som følger ham,
| kan aldrig stå til skamme.  Mette blev rolig og sagde: "Tak, min
| pige, det havde jeg helt glemt." Birthe siger: "Nu går jeg fra
| jer et øjeblik, men kommer snart igen, men I skal ikke være
| bange, for der er ingen, der vil gøre jer eller nogen anden for
| træd."

| Derpå vendte hun sig mod smedekonen og sagde: "Du vil vel helst
| hjem nu Johanne, så skal jeg følge dig hjem, og så kan du gå med,
| Hans|" Selskabet studsede, de havde aldrig før hørt pigen tale
| med sådan en myndig hed. Man så til hinanden og til pigen igen.
| Hendes moder var den første, der fik mæle: "Men er du da blevet
| tosset, tøs, - hvad går der dog af dig?" Hans Jensen, som
| forstod, at her lå noget under, siger hurtigt: "Her bliver det,
| som Birthe har sagt, kom Johanne, nu går vi." Med konen imellem
| sig gik de ud igennem gården og porten. Hans Jensen underholdt
| sine ledsagere med at fortælle - med tørt lune - hvor heldige de
| var sluppet i aften, med at spøgelset ikke havde været mere
| glubsk, end tilfældet var. Spøgelser kan nemlig ikke fordrage
| nysgerrighed eller noget, der kan tydes som sådan. Birthe lo, så
| det gav genlyd i den stille by.  Da de havde puttet konen ind ad
| hendes egen dør og begyndt på tilbagegangen, stod pigen stille og
| sagde: "Ole|" Som tryllet op af jorden stod han der. "Ah, ha|"
| sagde Hans Jensen, "jeg tænkte nok, at der lå noget under her."
| Nu blev der en lang forklaring både med aftenens begivenheder og
| årsagen dertil. Derefter kom de unges spørgsmål: "Vil du hjælpe
| og råde os." Hans Jensen svarede: "Ja, råde jer vil jeg gerne,
| men hvad pengehjælp angår, da magter jeg ikke meget. En lille
| smule har jeg nok, men jeg trænger så hårdt til en ny vogn, og
| hvis det bliver til alvor med udskiftningen, og hvis de rammer
| én, bliver der nok bekostninger dér også. Men din moder, Bir the,
| har sikkert de penge, som skal bruges dér, men at få hende til at
| rykke ud med dem bliver nok ikke let, men mon dog ikke det skal
| lykkes?" Hans Jensen foreslog de unge en bestemt fremgangsmåde,
| der bestod i at påkalde hen des æresfølelse. Man aftalte nu, at
| Ole skulle gå med ind og så vove forsøget.

| Da Birthe med sine ledsagere havde forladt selskabet, herskede
| der en måbende forundring. At optræde sådan, hvor der var så
| megen angst og elendighed.  Hvad skulle det betyde? Mon denne
| prægtige unge pige skulle have taget skade på sin forstand? Man
| kom i tanker om, at hun kom udefra, det havde ingen tænkt på i
| det øjeblik. Hun havde sandsynligvis set det overnaturlige
| derude. Hun var i hvert fald anderledes, end hun plejede at være.
| Hvad skulle dette blive til? Sidsel gruede for sin mand. Hvorfor
| ville pigebarnet absolut have ham med ud i det grufulde, og
| hvorfor var han straks villig. Han havde altid været en god og
| skikkelig mand, hvis han nu også gik hen og blev underlig. Og
| hvorfor kom de ikke igen? Den tid, som det kunne tage at gå det
| stykke vej, var forlængst gået. Lars Pedersen beklagede sig over
| at komme hjem, men blev tilbagevist af Maren, hvad var det at
| tale om mod at køre til Lundby - og så vidste man aldrig - tøsen
| kunne jo træffe at blive dårligere.  Spændingen, nervøsiteten,
| angsten tiltog for hvert minut, man lyttede, man spejdede mod de
| små ruder. Mette var den mest rolige nu. Hun lukkede øjnene og
| mumlede nogle uforståelige ord, helt fraværende i egne tanker.

| Endelig hørtes den kendte pibende lyd af porten, som åbnedes og
| træskotrin lød i gården. Ind trådte Hans Jensen, oprømt og glad,
| det så Sidsel med det samme, og hvad var det, Ole, og endelig
| Birthe. "Ja," begyndte Hans Jensen, "vi traf en god ven her ude
| på gaden og tog ham med ind, for han har netop noget, han vil
| snakke om her." Ole var gået hen til Mette for at hilse og
| lykønske, hvorefter han gik rundt og gav hånden, også til Maren,
| som lidt modstræbende hilste igen. Uden alle de omsvøb, som
| ellers var almindeligt blandt bønder, begyndte han på en naturlig
| måde at fortælle, at Birthe og han var gode venner, og de agtede
| at gifte sig så snart der var lejlighed, og nu havde han tilbud
| på gård, men han manglede næsten 100 daler, og det var derfor
| heldigt, at han traf hele Birthes familie her, hvor de kunne
| drøfte sagerne. Maren skyndte sig at slå fast, at her var ikke
| noget at drøfte, for Birthe skulle giftes med Jørgen Sørensen i
| Lundby. Pigen svarede resolut, at hun havde vel også et ord at
| sige i den sag. Maren var nu vred, og der kom en lang og kraftig
| udtalelse om ungdommen i almindelighed og hendes egen datter i
| særdeleshed.  Både hendes mor og mormor var blevet gift med
| enkemænd og befundet sig godt ved det, så kunne hun vel også.
| Ordsproget om at "enkemand har, hvad ungkarl ikke har", stod da
| ved magt endnu. Hun sluttede med at slå fast, at hun aldrig gav
| sit minde til denne forbindelse. Birthe svarede, at så kom de til
| at gifte sig uden moderens minde. Ja, det kunne de prøve på,
| sagde Maren, det skulle hun nok forpurre. Ole fortalte nu, at han
| havde sagt til forvalteren, at den mulighed kunne komme til at
| foreligge, og denne havde da sagt, at så skulle han bare komme
| til ham. Herskabet havde midler nok til at sætte sin vilje
| igennem. Dette synes at gøre indtryk på Maren, men hun blev dog
| stadig ved sit. Forhandlingen gik nu over i samtaleform om, hvad
| herskabet kunne og ville gøre i en sådan sag. Under det støjende
| ordskifte, som nu udspandt sig, vinkede Mette sit barnebarn hen
| til sig i krogen, hvor hun sad, og de kunne nu temmelig
| uforstyrret føre en samtale. Den gamle begyndte: "Din kæreste er
| en køn karl, han ligner en karl, som jeg har kendt for mange år
| siden. Er du nu rigtig sikker på, at han er den rigtige?" "Ja,
| mormor, det kan I tro, hvis jeg ikke får ham, vil jeg aldrig
| gifte mig."  "Hvordan er I egentlig blevet kendt," spurgte Mette
| videre. "Vi havde set hinanden flere gange," svarede pigen, "men
| så sidste sommer var vi til hove sammen, vi rev hø i skovsøen, og
| da vi var færdig til aften, legede vi unge i skoven, men så véd
| jeg ikke, hvordan det gik til, lige på en gang var de andre
| blevet borte, og vi var alene tilbage. Det var ude i den del af
| skoven, som de kalder "Hovedet". Vi gik så langs stranden om til
| gården og så af hovvejen hjem. I kan ikke vide, hvor kønt al ting
| var den aften. Det var fuldmåne og så stille, så stille, og
| stranden var som sølv. Jeg har aldrig oplevet sådan en aften."
| Den gamle gjorde nogle underlige grimasser, men i halvmørket
| kunne pigen ikke se, om de var bifaldende eller ikke. Birthe
| fortsatte: "Dér lovede vi hinanden at holde sammen hele livet, og
| det gør vi også, enten moder vil hjælpe os eller ikke. Jeg
| troede, at hun havde givet efter, når hun mærkede, at det ikke
| kunne blive andet, men det ser ikke ud til det."

| Birthe opdagede nu, at hendes mormor græd, og det virkede tilbage
| på hende selv, så også hun begyndte at græde. Atter virkede dette
| tilbage på gamle Mette, så hun med grådkvalt stemme udbrød: "Ja,
| vil hun ikke, så er der andre, der vil." Med besvær fik hun rejst
| sig og skubbet stolen lidt, så hun kunne komme imellem den og
| sengen. Hun tog omhænget til side, og medens hun bøjede sig over
| hovedgærdet, faldt omhænget tilbage, så det dækkede hende. Den
| forbavsede pige spørger: "Hvad er det, vil I i seng, mormor?" Der
| var ingen i stuen, der lagde mærke til denne scene, man var så
| optaget af forhandlingen.  Atter kom Mette til syne med en fedtet
| lærredspose, der fulgte nogle halmstrå med. "Denne må du have,
| Birthe, der er ikke nok, men med Guds hjælp får I vel resten.
| Værsgo."  "Tak," sagde pigen uforstående og tog den tunge pose
| med vedhængende halmstrå. Men pludselig gik det op for hende, at
| det var penge, hun stod med, og med et skrig og tudbrølende råbte
| hun: "Ole, Ole, kom skal du se." Nogle af kvinderne rystede og
| råbte, hvad er der nu? Man anede ulykker alle vegne. Birthe satte
| posen på bordet foran Ole. Det gav en klingende lyd, da hun satte
| den. Halmstrående lå ved siden af og fortalte, hvor den var
| kommet fra. Ole var hurtig klar over situationen, og fo'r hen til
| Mette, hun var endnu ikke kommet til sæde, det gamle skind, for
| stolen skulle stå på et bestemt sted for at stå til på alle ben.
| Han omfavnede hende og løftede hende fra gulvet. Hun strittede
| imod og råbte: "Der er kun 47 og 2 mark og 4 skilling." Men det
| tog Ole ingen hensyn til, han dansede rundt med hende på sin arm,
| mens han sang: "Til pinse, når skoven bli'r rigtig grøn, da skal
| derud hver en bondesøn, for det er nu skikken her til lands at
| gi' vore piger en rigtig dans. Tra-la-la-la." "Pas på bjælken,
| pas på bjælken," råbte Mette, mens hun dukkede hovedet, så godt
| det lod sig gøre. Hun græd som et barn da han satte hende varsomt
| i stolen igen, og det var med besvær at hun fik sagt: "Gud
| velsigne jer børn."

| Der var ingen tørre øjne i Stuen andre end Marens, men også hun
| havde nogle underlige trækninger i sit stramme ansigt. Hans
| Jensen spurgte Ole: Hvor meget mangler du nu?"  "Det bliver kun
| 42 daler," svarede denne.  "Dem må du ud med, Maren," sagde Hans
| Jensen. "Ikke en skilling," var Marens svar. "Ja, så er der ikke
| andet råd, end vi andre må hjælpe. Jeg har 14 daler, dem kan du
| få at låne, og du Lars, må så op med de andre 28," sagde Hans.
| "Jeg," sagde Lars, "jeg har rigtignok ingen penge, det er vist og
| sandt."  "Å, løgn og rævestreger, som du selv siger," sagde Hans.
| Selskabet lo, selv Maren trak til på smilebåndet. Lars vedblev:
| "Hvor kan I dog tro det, jeg er den fattigste mand her i byen."
| "Ja, er det dog ikke mærkeligt," sagde Hans, "at der virkelig er
| folk, som må betale rentepenge og endda store renter, til den
| fattigste mand i byen, med det er nu også lige meget, kan du ikke
| undvære så mange, så lidt mindre, 20 daler for eksempel."
| Samtidig fik Hans lejlighed til at træde Birthe over foden. "Ja,"
| sagde denne, "lån os 20 daler lille, gode, søde Lars." "Så 10
| da," sagde hun bønligt. Lars rystede at ter, men fortsatte dog:
| "Skal det endeligt være, kan jeg vel skaffe 5, men jeg skal selv
| låne dem og betale 6 tilbage om et år, så det kommer jeg også
| selv til at tage." Marens øjne lynede.  Hans tog ordet igen: "Nu
| mangler I kun 23 daler. Mon dog I ikke kan få dem hos den noget
| fjernere familie. | daler et sted og måske 2 et andet sted?"
| "Jo, du har ret," sagde Birthe, i morgen vil jeg begynde, mon jeg
| dog ikke i løbet af 14 dage kan få dem skrabet sammen."

| "Nej, holdt," siger Maren, "det tiggeri skal vi dog ikke have
| noget af." Til Ole sagde hun: "I morgen kan du hente 50 daler hos
| mig, så behøver du ikke låne mere, så kan du gå til forvalteren
| med det samme og få det hele ordnet. Så på fredag holder vi
| forlovelsesgilde, for når det ikke kan være andet, må man ligeså
| gerne springe i det som krybe."  "Tak skal du have, nu skal du
| også have en hopsa." Enten hun ville eller ej, måtte Maren ud på
| gulvet og deltage i Oles yndlingsdans, men hun måtte dog selv
| bruge sine ben. Hele selskabet sang med, og det kan nok være, at
| der var sus i skørterne. Da de forpustede standsede, brast Maren
| i gråd. Hendes hårdhed var brudt. Lykkefølelsen ved at sætte
| andres interesser over sine egne, havde hun måske aldrig oplevet
| før, og den overvældede hende. Der var blevet helt stille i
| stuen, kun Maren kæmpede endnu med sin gråd. Datteren gik hen for
| at trøste moderen og sagde, at hun ikke måtte være så ked af det.
| Med besvær fik Maren sagt, at hun netop var så glad for, at det
| var gået, som det gik. Hun ville gå udenfor for at få herredømme
| over sin bevægelse, men da hun tog i øverstestuedøren, råbte
| Sidsel: "Gør det ikke." Alle huskede nu på spøgeriet, som man
| helt havde glemt under de dramatiske begivenheder.  Hans Jensen
| brast i en skraldende latter, som selv hans kones tilrettevisning
| ikke kunne standse. "Det er vist bedst, at du, Ole, fortæller os
| lidt om den "slemme", du kender ham jo bedre end nogen anden."
| Ole fortalte nu, at på grund af, at Maren havde forbudt ham at
| komme på hendes enemærker, havde han taget en lærredsklud med
| huller til øjnene for ansigtet for ikke at blive kendt, når han
| trods alt overtrådte hendes forbud. Han havde ikke tænkt på, at
| det kunne volde så megen uro, som det havde vist sig i aften, men
| nu bad han meget om forladelse for det. Alle tog sig nu en
| hjertelig latter over den udståede store forskrækkelse.  Hans
| Jensen slog fast, at det var godt med forskrækkelsen; uden den
| først, havde man næppe nået det resultat og den glæde, som nu
| rådede.

| Lars var dog ikke rigtig tilfreds, det var gået til med løgn og
| rævestreger.  De unge var løbet af med kagen, som han dog med
| rette kunne tilkomme et godt stykke af, men han lod sig dog
| trøste, da Ole erklærede, at han kun betragtede pengehjælpen som
| lån.  Mette troede nok nu, at det ikke kunne nytte at sætte sig
| imod udskiftningen; de unge ville jo prøve det, det skulle bare
| laves således, at man kunne vende tilbage til den gamle ordning,
| hvis man indså, at denne var den bedste.  Da man kort efter brød
| op, slog Mette fast, at det var den mest bevægede geburtsdag, hun
| havde oplevet endnu, og hun tilføjede med et lunt blink i øjet:
| "Med så store fremmede både ude og inde| Men det er da også
| første gang, jeg fylder halvfems|"

| Kr. Pedersen