Rottekrudt
----------

| af

| Kr. Pedersen

| Skuepladsen for den tragiske begivenhed, som her skal fortælles
| om, er Egeslevmagle og tidspunktet er 1812.

| Egsle, som navnet dengang udtaltes, så i hovedtrækkene ud som nu.
| Udkiftningen var tilendebragt for gårdenes vedkommende, men for
| husenes var der langt igen med udflytningen til lodden, som mange
| gange lå langt inde på marken. Det var en god motion for
| husmandskonerne at gå den lange vej flere gange om dagen for at
| flytte og vande koen, og ikke mindst for at malke den.  Angående
| det sidste var det almindeligt, at konerne gik med malkespanden
| på hovedet, medens hun flittigt behandlede bindehosen med
| hænderne.

| Angående den økonomiske situation så var den relativ god for
| gårdandsstanden. Udskiftningen og de nye driftsformer, som denne
| bragte med sig, gjorde, at man høstede meget mere end før, og
| krigstilstanden i 1807-14 i forbindelse med den stærkt faldende
| pengeværdi gav gode priser. For håndværkere var tiden også god.
| Rigeligt med arbejde til stadig højere løn. Derimod var tiden
| ikke god for husmændene og indsidere. Disse fik deres løn
| væsentlig i naturalier og efter gamle regler og vedtægter, som
| tiden var ved at løbe fra. I det hele taget havde husmændene
| endnu ikke fået nogen fordel af udskiftningen. Tværtimod.

| På denne tid residerede provst Seyer Malling Beyer som næsten
| uindskrænket sognekonge. Han var nu godt og vel 70 år gammel, men
| da han blev i sit embede endnu i næsten 30 år efter denne tid,
| kan man skønne, at han ikke har været aflægs endnu.

| Ved at bladre i de gamle kirkebøger studser man ved atter og
| atter at støde på de mange udenfor ægteskab fødte børn. Dette var
| ikke alene tilfældet med Egsels sogn, men for hele egnen måske
| for hele landet.

| Dette er i korthed rammen om de begivenheder, der tog sin
| begyndelse i sommeren 1812.

| Det efterfølgende er et udtog af Flakkebjerg Herreds
| Politiprotokol.

| I en gård i Egsel (nuværende ejer Anton Hansen) boede gmd.
| Christen Larsen med hustru og børn. Deriblandt en datter ved navn
| Kirsten Christensdatter, som er hovedpersonen i det drama, som
| skal oprulles her. Hun var 29 år gl., lille af vækst (ca. 56
| tom.) og noget vanfør af ryg. Hun havde altid opholdt sig hjemme
| hos forældrene, men havde lært at væve.

| Ved et af de huse, som lå ved vejen til Høve (der var flere den
| gang) boede en hugger (tømrer) ved navn Jørgen Wollerup med sin
| hustru Johanne Elisabet Emanuelsdatter, ca. 40 år.

| Endvidere boede et sted i byen en husmand ved navn Peder Sørensen
| med sin hustru Elisabet Kirstine Rasmusdatter, som også vævede.

| Begivenhederne begyndte med, at Lisbet Per Sørens kom til Kirsten
| for at låne en vævekam. Kirstens kam var imidlertid itu, og de
| kom til at tale om, hvorvidt Jørgen Wollerup kunne lave et sådant
| redskab. Samalen drejede der efter ind på huggerens huslige
| forhold. Kirsten beklagede ham for den dårlige kone, han havde.
| Efter Kirstens opfattelse var huggerkonen drikfældig og ødelagde,
| hvad manden med møje skafede til huse. Lisbet indrømmede
| rigtigheden af den andens påstand og fortalte selv om huggerens
| kone.

| Næste gang, de to talte sammen kom de ind på samme emne, og
| Kirsten udkastede den tanke, at det egentlig var en fortjenstlig
| gerning at give huggerkonen noget ind, så hun ikke drak mere.

| Lisbet indrømmede også dette, og samtalen drejede nu ind på,
| hvorledes sådan noget kunne iværksættes. Kirsten så den største
| vanskelighed i at få givet ofret giften ind. Lisbet syntes, at
| dette let kunne ordnes, men hvordan få fat i giften? Jo, den
| skulle Kirsten nok skaffe, når Lisbet ville sørge for, at
| huggerkonen fik en sådan portion ind, at hun kunne dø af det. Det
| blev så aftalt i enkeltheder, hvorledes det skulle gå til.

| Kirstens fader havde på provst Beyers anbefaling fået noget
| rottekrudt (arsenik) på Skelskør apotek til at vaske kalve for
| lus. Det tiloversblevne havde han gerne i en uaflåst kiste i
| øverstuen, hvad datteren vidste besked med. Hun tog så meget
| deraf, som hun anså for nok, og leverede det til Lisbet, men med
| påbud om ikke at gøre alvor af forehavendet, når Jørgen W.
| arbejde i byen, da han så ved en fejltagelse kunne gå i løbet
| også. Det trak noget ud, før der kom en lejlighed, men omsider
| fik han byggearbejde i Skelskør, og Kirsten skyndte sig at minde
| Lisbet om sit løfte.

| Da nu øjeblikket var inde til gerningens udførelse, begyndte
| Lisbet at få betænkeligheder. Hvorfor det dog var så
| magtpåliggende at få huggerkonen af vejen? Efter nogle udflugter,
| tilstod Kirsten, at det var, fordi hun selv vilde giftes med J.W.

| Ja, men det var dog langt fra givet, at han ville have hende.

| Jo, det var sikkert nok. Han havde lovet det, hvis hans kone gik
| hen og døde.

| Lisbet var også bange for, at der skulle falde mistanke på dem.

| "Å, skidt," sagde Kirsten, "det kan vi da sagtens lyve os fra."

| Efterhånden som iveren kølnedes hos Lisbet, tog den til hos
| Kirsten. Nu skulle det være; bedre lejlighed kom der aldrig. Nu
| var det bare måden. De forsøgte med at komme noget af giften i
| brændevin; men dette blev dog atter opgivet. Retsprotokollen
| siger ikke, hvorfor det blev opgivet, men formodentlig er snapsen
| blevet farvet. Den næste plan var at bage en rigtig lækker
| pandekage, komme noget af giften i dejgen og blande resten i
| sukkeret ovenpå kagen, og denne plan blev så også udført. Lisbet
| bagte kagen på sin egen skorsten, men forinden havde hun advaret
| huggerkonen mod at spise eller drikke noget, der blev hende
| foræret fra byen.

| Her står man overfor en uløst gåde, og protokollen giver ingen
| løsing. Enten er det hendes betænkelighed eller samvittighed,
| eller også har Kirsten haft så stor magt over hende, at hun har
| været nødt til at gøre, som hun gjorde, men alligevel har søgt at
| afbøde forbrydelsen. Nok er det, at hun afleverede kagen, og på
| spørgsmålet om, hvem den var fra, svarede: "Christen Larsens
| Kirsten", men hun føjede til, sagtens hviskende: "Du må endelig
| gemme den godt, så hverken mennesker eller dyr kommer til skade
| med den."

| Da J.W. kom hjem, fortalte konen om kagen, og de besluttede næste
| morgen at anstille et forsøg ved at lade en kat æde et stykke af
| kagen. Katten døde i løbet af 2 timer.

| Selvfølgeligt var historien ude over hele byen med det samme,
| også Kirstens moder hørte den, og hun forlangte, at datteren
| straks skulle gå om og bede huggerkonen om forladelse for at
| forebygge, at det ikke blev meldt til politiet. Selv gik hun med
| derom og fik resten af kagen udleveret, som hun der efter brændte
| på huggerkonens ildsted. Den eneste, der ikke fik noget at vide
| de første par dage, var Christen Larsen, pigens fader. Der var
| ingen, der nænnede at gøre ham den sorg. Omsider gjorde provsten
| det i form af bebrejdelse for, at han ikke havde passet bedre på
| giften. C.L. blev helt ude af sig selv af vrede og bød sin datter
| at rejse straks, han ville hverken høre eller se hende mere. I
| sin vånde udtalte denne sig overfor moderen.  Bare hun kunne
| komme til København for at søge tjeneste. Ved moderens
| mellemkomst gik C.L. også ind på at køre hende til København. Han
| kørte selv, som han siden foregav i forhøret, fordi han ikke
| havde en karl, som han betroede køretøjet til på så lang en tur.
| Den egentlige grund har sikkert været, at det hele skulle gå så
| "gedøle" af som muigt, og de har sikkert taget afsted om natten.
| Det var først i juni måned, og med lidt fantasi kan man
| forestille sig disse menneskers sindstilstand, da de forlod
| Egsle.

| Politiet blev dog også underrettet. Protokollen siger intet om
| hvordan, men sognefogeden, udflyttergårdmand, Mads Hansen, havde
| lige fået en bøde på 6 rdl. for ikke at have meldt en husmand,
| der havde begyndt en smugkro, så han, sognefogeden, har nok
| snakket om det, da Kirsten var vel af vejen. Nok er det, politiet
| blev underrettet, og det gav C.L. ordre til at hente sin datter
| igen. Hun havde straks fået plads hos en spækhøker i Lille
| Larsbjørnsstræde, Gude Andersen, men var allerede flyttet til en
| anden spækhøker på Skolemestergangen, hvis navn hun dog ikke
| erindrede. Det hele havde kun varet 14 dage.

| Det første forhør blev afholdt den 17. juni 1812. Resultatet
| blev, hvad der her i sammendrag er fortalt. Kirsten og Lisbet
| blev begge belagt med arrest, som protokollen udtrykker sig. Der
| blev næsten dagligt afholdt forhør, hvor mange mennesker måtte
| med. Særlig Jørgen W. og hans kone måtte ofte derud.

| Med hensyn til J.W.'s andel i sagen oplyste han, at hans
| bekendtskab til pigen indskrænkede sig til, at han af og til
| havde arbejdet i C.L.'s gård, og dèr undertiden vekslet ord med
| hende, som med gårdens øvrige befolkning, men han påstod, at han
| absolut aldrig havde lovet hende ægteskab eller i nogen måde at
| have givet hende anledning til at tro noget sådan. Med hensyn
| til, hvorfor ægteparret ikke havde gjort anmeldelse om den
| påtænkte forbrydelse, svarede de begge enstemmigt, at de ikke
| nænnede at gøre C.L. den sorg, og da forbrydelsen var afværget,
| mente de heller ikke, at det var nødvendigt.

| Forhørene gik imidlertid deres gang, og kom mest til at dreje sig
| om hver af de 2 kvinders andel i forbrydelsen, hvilke ingenlunde
| var let, da de hver for sig søgte at vælte så megen skyld som
| muligt over på den anden.

| Den 6. juli kom sagen imidlertid ind i en ny fase, idet J.
| Wollerups kone begik selvmord. Forhøret derom fortæller følgende:

| Aftenen før, da W. og konen kom hjem fra forhør, havde den
| sidstnævne henvendt til til en nabokone, om denne ville malke til
| morgen for hende, da hun selv skulle "til tings" igen. (Der har
| hørt en jordlod til huset, måske i Råbjerg.) Næste morgen var hun
| stået op ved 4-tiden og sat sig til at stoppe mandens hoser.  W.
| selv blev liggende og faldt i søvn igen. Ved 5-tiden blev han
| vækket af et bud fra naboen, Niels Bentsens enke, som skulle
| hente en loklappe, som W. havde lånt. (Dette redskab er en klods
| træ med et skaft på, til at banke et nylagt lergulv sammen med.)
| W.  sagde, at loklappen stod der og der, og forøvrigt fortsatte
| han den afbrudte slummer. Ved 7-tiden stod han op og gik ud i
| vænget for at flytte en kalv. Samtidig stod hans pleje søn,
| Severin Jørgensen, der var i tømrerlære hos W., også op, og gik
| for at fodre grisen. Herved så han, at hans plejemoder hang i
| laden. Han løb straks ud til plejefaderen og fortalte, hvad der
| var sket.  Efter en kort rådslagning, besluttede de sig til at gå
| til provsten, for af ham at få nærmere be sked om, hvad der
| skulle gøres. Provst Beyer stod netop og barberede sig, men gik
| straks med dem hjem og konstaterede, at liget var koldt, og det
| derfor var unyttigt med oplivningsforsøg. Ligeledes konstaterede
| provsten, at der var lagt nyt lergulv, som var klappet aftenen
| før, men endnu var så blødt, at ethvert fodaftryk stod tydeligt,
| og provsten fandt ingen andre fodspor end den afdødes.

| Provsten gav nu ordre til, at W. skulle melde det skete til
| politiet i Skelskør. Severin Jørgensen lånte en hest hos N.
| Bentsens enke, hvorpå han red derud. Endelig ved 11-tiden kom
| øvrigheden, og den døde blev skåret ned.

| Om motivet til selvmordet melder forhørene intet om, men man
| tager vist ikke meget fejl, når man gætter følgende: Under
| politiets jagt efter motiver for W. til at skille sig af med sin
| kone, har man trevlet ægteparrets huslige forhold op, og der har
| sikkert været adskilligt, der ikke har været til gunst for konen.
| At få disse forhold frem i fuldt dagslys, har hun ikke kunnet
| bære.

| Dette selvmord forbedrede ikke W.s stilling i giftmordsforsøget,
| endskønt det viste sig, at det var klog taktik af ham at have
| taget provsten med på råd. Hvad der yderligere forværrede hans
| stilling var, at Kirsten måtte tilstå, at hun var gravid, og hun
| angav J.W. som den skyldige. W. blev nu også arresteret, men
| vedblev stadig at nægte sig skyldig i enhver henseende.

| Nærmere opklaring nåede man aldrig. Underretsdommen faldt 16.
| oktober 1812.  Den lød på dødsstraf for Kirsten Christensdatter.
| Elisabet Kirstine Rasmusdatter skulle 3 måneder i spindehuset,
| mens Jørgen Wolerup blev fri fundet. Og skulle de alle tre
| insolidum betale rettens omkostninger 300 rdl.

| Dommen skulle imidlertid prøves ved alle instanser, og
| overretsdommen faldt 29. december samme år og blev stadfæstelse
| for Kirstens vedkommende. I domsakterne hedder det, at dommen vil
| være at fuldbyrde, når hun har født det barn, som hun var svanger
| med. Her er dommerne imidertid kommet bag efter. Skelskør
| kirkebog fortæller nemlig:

| Mandag den 30. november kl. 1 morgen 1812 er født i arresten den
| Kirsten Christensdatter hendes uægte dreng, hjemmedøbt den 6.
| december, som er den 3. søndag i advent, og kaldet Christen.
| Udlagt barnefader: Jørgen Wollerup i Egeslevmagle.

| For Lisbets vedkommende blev det til frifindelse, det samme var
| tilfældet med W.; dog skulle omkostningerne betales af dem alle 3
| i forening.

| Hermed slutter så Kirsten Christensdatters saga. Det er ikke
| muligt at efterspore hende mere. Hendes sag har ikke været for
| højesteret, som den efter alle regler skulle have været. Hun er
| heller ikke død, da så kirkebøgerne ville vise det. Det
| sandsynligste er, at hun er blevet sindsyg, bukket under for
| fængselspsykosen efter at hendes barn er født, og da i stilhed
| puttet ind i en af datidens dårekister.

| Om Jørgen Wollerups senere skæbne vides det, at han året efter
| blev gift med en enke, og at han levede som en estimeret
| håndværker til sin død 1829. Han var i mange år bygningskyndig
| vurderingsmand, og hans navn findes endnu på adskillige
| vurderingsdokumenter fra hin svundne tid.

| Kr. Pedersen