En rømning
----------

| Historisk skitse fra Vestsjælland

| af

| Kr. Pedersen


| Næven udslidt, nakken krum,
| blikket vendt mod jorden;
| hjemmet kun et usundt rum
| fattigt uden orden.

| Bundet til sin fødestavn,
| herremandens eje.
| Kun et dyr med kristennavn
| uden røgt og pleje.

| Det var vore fædres kår, 
| hundrede år tilbage.
| Rædselssagn endnu der går
| fra de onde dage, 
| purken hører end med gru
| mens på knæ han rider,
| ting der gør han harm i hu
| fra de fjerne tider.


| Når man sysler med gamle papirer fra den tid, som ovenstående
| skildrer, støder man gang efter gang på ordet rømningsmand eller
| bortrømte n.n.s gård og lignende. Dette rømningsvæsen, der
| muligvis var mere almindeligt her langs kysterne end længere inde
| i landet, synes ikke at være benyttet i litteraturen så meget,
| som emnet i sig selv indbyder til. - Her er et lille forsøg i den
| retning.

| Det var en aften sidst i marts 1757, at en fremmed karl kom
| vandrende til Vedskølle. Man kunne se, at det var en fremmed, da
| han førte nogen bagage med sig i en tværsæk over skulderen. (En
| tværsæk var en sæk, der var lukket i begge ender, men åben på
| midten. Forøvrigt en meget praktisk indretning og langt mere
| behagelig at bruge end nutidens kufferter.) At han var fremmed,
| kunne man også skønne af, at han så sig godt for og mønstrede
| hver gård og hvert hus meget nøje.  Det var langt over sengetid,
| og folk var forlængst gået til ro, så der var ingen lejlighed til
| at spørge om vej, men for resten turde han heller ikke tale med
| nogen, da det gjaldt så meget om ikke at blive set af nogen.

| Det var dog ikke helt tilfældigt, at han var kommet til Vedskølle.
| I den by var der et menneske, han kendte, nemlig en pige, som hed
| Maren, og hendes fader havde han også set, denne hed Morten
| Nielsen. Men om disse mennesker ville og kunne hjælpe ham, nu han
| var i nød, var et andet spørgsmål. For hjælp trængte han til,
| hvis det ikke skulle gå helt galt for ham. Han vidste, at
| Bremerholms jern ventede ham, hvis man fik fat på ham.

| Sagen var nemlig den, at der var opstået en uoverensstemmelse
| mellem ham og ridefogden på Vedbygårds gods, hvor Oluf, sådan hed
| karlen, var hjemmehørende. Ridefogden ville have Oluf til at
| overtage en fæstegård, hvor manden var død, samt at overtage
| enken og børnene og gælden til herskabet, kort sagt det hele. Ved
| en forhandling om disse forhold gik det galt. Oluf var måske
| noget mere fripostig, end ridefogden syntes passende for en
| bondekarl. Det ene ord tog det andet, og ridefogden fandt sig
| beføjet til at bruge den ret, han havde til at tugte en opsætsig
| bondedreng, kort sagt, han brugte ridepisken. Oluf tog det første
| det bedste våben, der var ved hånden, det var en vognkæp. Det gik
| dog ikke værre, end at ridefogden kunne råbe om hjælp, og med det
| samme stod det klart for Oluf, hvad han havde gjort og kunne
| vente sig. Foreløbig skjulte han sig i skoven, hvor optrinnet
| fandt sted, og da det kort efter skumrede, skyndte han sig hjem
| og pakkede sin tværsæk.  Det kneb med at få sagt farvel til
| moderen, men det skulle gå stærkt, der var ikke et minut at
| spilde. Der kunne komme udsendinge fra gården for at hente ham,
| og så var det hele ødelagt. Han tog en hest i stalden at ride på
| det første stykke.  Han kunne siden slippe den, så fandt den nok
| vejen hjem igen.

| Det var ikke første gang, at tanken om rømning var opstået hos
| ham.  Han havde altid tænkt sig, at hvis forholdene kunne blive
| uudholdelige, så stod vejen da åben for ham til at rømme. Når han
| skulle være helt ærlig overfor sig selv, følte han sig draget mod
| det eventyrlige, som en sådan rømning frembød. At han, som kunne
| klare sig allevegne, ikke skulle kunne gennemføre den, faldt ham
| aldrig i tanken.

| Nu, da han ved nattetid gik på Vedskølle gade og ikke havde det,
| han kunne hælde sit hoved til, var al hans overlegenhed som blæst
| bort. Havde han dog bare taget de rap af pisken og ladet som
| ingenting, hvad så mange før ham havde gjort, da kunne det dog
| være, at han kunne have fået drejet omkring, så han havde
| undgået den skæbne, som nu truede ham. Nu følte han sig som et
| jaget dyr, han turde ikke tale til nogen, de kunne jo angive ham.
| Bare han dog kunne træffe Maren. Det kunne være, at hun vidste
| hjælp - dog nej, hvordan skulle hun det?

| Olufs og Marens bekendtskab stammede fra sommeren før. De havde
| truffet sammen til Keldstrup Kildemarked. Marens mormor,
| Kirsten Niels Mortens, der stammede fra Vårby, havde gået og
| skrantet det sidste par år, og det blev stadig ikke bedre med
| hende. Hun havde sat sig i hovedet, at hvis hun kunne komme til
| den hellige kilde i Keldstrup St. Hans aften, så skulle hun nok
| komme sig, og samtidig kunne de køre igennem Vårby og se, om der
| var nogen af hendes slægt der endnu. Morten Nielsen vred sig
| noget ved så lang køretur, men han gav sig dog hurtig, da Maren
| tog mormoderens parti. Maren gik ud fra, at alt, hvad der stod i
| menneskelig magt, skulle gøres for mormor. Der var dog en ting
| til, men den omtalte Maren ikke, at det var morsomt med en sådan
| udflugt. Hun var nemlig selvskreven til at hjælpe mormor.

| Samtidig hermed forberedte man sig til kildetur til samme kilde i
| Olufs hjem. Hans moder havde for et års tid siden brækket et ben
| og aldrig fået det sat rigtig sammen, hvorfor hun måtte gå ved
| krykke. Her var det moderen og sønnen, der havde allieret sig om
| at prøve denne mirakelkur. Skade kunne det da aldrig, og der var
| heller ingen bekostning, så i Guds navn da.

| Der var som sædvanligt stort Kildemarked i Keldstrup St. Hans
| aftens dag og nat. Ved en lejlighed som denne, hvor mange
| mennesker kom sammen, benyttede man lejligheden til at faldbyde
| varer, man ønskede at sælge, og ligeledes til at købe, hvad man
| trængte til. Der var desuden gøglere af alle slags, beværtninger
| og dansegulve, kort sagt, alt hvad der fandtes på markeder i
| købstæder. På een måde var disse landlige markeder bedre, da der
| ikke skulle betales accise eller told af varerne som i købstaden.

| Ved et tilfælde kom vore bekendte samtidig og kom derved til at
| holde side om side i een af de lange vognrækker. De unge følte
| sig straks tiltrukket af hinanden, og Maren følte, hvor blodet
| steg hende til hovedet, hvad der i Olufs øjne gjorde hende endnu
| mere tiltrækkende. Marens første tanke var, at det var da godt,
| at hun havde fået den nye kjole syet; den gamle var eller god nok
| endnu - sådan set, men den var for lille til hende nu, og hun
| følte selv, at hun så så tøseagtig ud i den.

| Man blev hurtig rystet sammen, og al den undseelse og
| tilbageholdenhed, som hørte til god gammel bondeskik, var
| forsvunden, før den rigtig kom til udfoldelse. Mandfolkene tog
| sig af hestene, og det tog nogen tid. Imens begyndte kvinderne
| at gå mod kilden, det var om at gøre at komme til, før trængselen
| blev for stor. Det gik langsomt, men Maren var en god støtte for
| dem begge. De havde allerede nået kilden, før mandfolkene kom, så
| der blev ikke stort at gøre for disse. Efter at de syge havde
| drukket af vandet og badet de syge legemsdele, fik man
| patienterne anbragt så nær kilden som muligt i en slags
| søsterseng, der var lavet af halm, som de havde med i vognene,
| samt hestedækkener. De følte sig straks lidt bedre og sagde til
| de andre, at nu kunne de godt gå en omgang ud at se på stadsen,
| så kunne de komme tilbage ved solnedgang, så skulle de atter
| bruge kilden og så have sig indrettet for natten. Mormor hviskede
| i øret på Maren, at nu passede hun nok godt på sin fader, at han
| ikke fik for meget brændevin, og selv fik Maren en mark til at
| more sig for. Jo, mormor var spendabel i aften.

| Omkring selve kilden var der ikke megen stads at se; kun jammer
| og elendighed. Her var al den sygdom, som fandtes i flere miles
| omkreds, samlet på et sted. Pludselig opdager Morten Nielsen en
| gammel krigskammerat fra soldatertiden. Morten Nielsen havde
| stået ved "Malisen" i 6 år. Trods det at kammeraten var patient
| var det dog et glædeligt sammentræf, og de var snart fordybet i
| gamle minder. De unge blev utålmodige, men Morten sagde, at de
| kunne godt gå, han blev hos sin syge ven. De unge gik hen på
| markedspladsen.  Maren, der aldrig havde været til andre
| markeder end Skelskør, var helt overvældet at alt, hvad her var
| at se. Oluf derimod havde før været til St.  Sørens Kildemarked i
| Holmstrup, der var endnu større end dette, og lod sig ikke så let
| imponere, ja, var ikke fri for at være lidt overlegen. Men trods
| alt syntes han, at dette var mere morsomt, hvorfor det var det,
| ville han dog ikke sige.

| Her var meget at se, men det meste de så var dog hinandens øjne.
| Begge havde de en følelse af, at de havde kendt hinanden i mange
| år. De fortalte hinanden om deres familieforhold, om deres
| sorger og bekymringer, også om deres glæder, men den største
| fornøjelse de hidtil havde oplevet var dog denne kilderejse i
| dette dejlige vejr. O, hvor var det morsomt alt sammen.

| Efter aftale kom de tilbage til patienterne ved solnedgang. Det
| var dog forbavsende, hvor det var kvikket op på dem allerede.
| Jo - det var rigtignok en god kilde. Atter gentog man vandkuren
| og bestemte sig til at blive natten over ved kilden. At sove St.
| Hansnat ved kilden var toppunktet på kuren.  Mormor mente også
| nok, at det kunne gå an, ganske vist havde hun nogle slemme
| kuldegysninger, men det fortog sig nok, når vandet rigtig fik
| gjort sin virkning.

| Det var dog ikke fri for, at Maren havde en bekymring. Hendes far
| var blevet borte for hende. Hverken han eller hans kammerat var
| at finde noget sted.  Skulle han, trods det, at han ingen penge
| havde, alligevel se sit snit til at få fat i brændevin? Men hvad
| - nu var det bestemt, at de skulle blive natten over, så fik han
| vel sovet rusen ud, før de skulle hjem. Nu skulle Oluf og hun hen
| at danse. Å - hvor var det morsomt.

| Det er sagt, at elskovens opvågnen er den lykkeligste tid i et
| menneskes liv, og dette er vist rigtigt. I hvert fald var der
| sikkert ikke lykkeligere mennesker til hin midsommeraften end
| vore to unge. De dansede på grønsværet ved måneskin; de gik
| måneskinsture ud for at tælle St. Hansblus, de snakkede og lo, lo
| ad alt det mellem himmel og jord, hvor var livet dog skønt og
| herligt. De var enige om, at i fremtiden ville de til kildemarked
| i Keldstrup hvert år.

| Af denne lykkerus blev de brat revet ud. På deres spadseretur var
| de på Marens forslag kommet over til kilden for at se, om mormor
| sov. Her var alt uro og forvirring. Mormor var blevet meget syg
| og klagede sig ynkeligt: "Herregud, at jeg skulle komme her og
| forvolde så megen fortræd. Å ja da. Få fat i din far, Maren, og
| lad os komme hjem." "Ja, men jeg kan ikke finde far," sagde den
| bekymrede Maren. "Oluf, løb du ud og se om du kan finde ham." "Å
| Herregud dog, så skal jeg dø herude på den åbne mark, men jeg må
| se at holde livet, til jeg kommer hjem, hører du Maren, hvornår
| tror du, vi kan være hjemme?" "Nu skal jeg spænde for, mormor, så
| kommer far nok imidlertid."

| Da Oluf kom tilbage uden Morten Nielsen, var mormor allerede
| anbragt i halm og dækkener bag i vognen; hun havde ingen klar
| forestilling om, at Morten manglede endnu, men forlangte at komme
| af sted lige med det samme. Maren ville gerne - ja, uendelig
| gerne - have talt endnu et par ord med sin ven, men det var
| umuligt i dette virvar af mennesker, og under det pres, som den
| syge mormor udøvede, også hestene forlangte at komme af sted. Det
| ene med det andet gjorde, at afskeden blev så kort, ja egentlig
| slet ingen afsked blev. Faderen, hvad nu med ham? Ja, han kom til
| at tage skade for hjemgæld, han kom til at gå hjem.

| To dage efter kilderejsen døde mormor; Morten Nielsen kom hjem
| tidsnok til at se de sidste livstegn hos hende.

| Men tilbage til Oluf på Vedskølle gade en sildig forårsaften.

| Det var ikke den samme glade og overlegne ungersvend, som ved
| kildemarkedet.  I sin fantasi havde han ofte udmalet sig alt det
| eventyrlige, som en rømning førte med sig. Dette var måske
| medvirkende til, at han var kommet i denne situation. Nu
| pludselig var al glansen gået af Sct. Gertrud. Hans indtog i
| Vedskølle havde han også fantaseret meget om i de sidste 3
| fjerdingår. Højt til hest ville han komme og spørge om vej til
| Morten Nielsens gård. Jo, han skulle nok stille sine sager sådan,
| at de Vedskølle piger ville blive blå i ansigtet af misundelse
| på Maren.

| Og nu den ramme virkelighed.

| Når han ikke tidligere havde besøgt Maren, var det ikke, fordi
| han var blevet afkølet, tværtimod stod mindet om hende mere
| stålende end nogensinde, men alene den store afstand imellem dem
| var skyld deri.

| Først den travle sommer og høsttid, så kom efterårstiden og siden
| vinter med ufremkommeligt vejr, men nu til påske skulle det være,
| det havde han lovet sig selv dyrt og helligt. Der havde ingen
| forbindelse været imellem dem siden kilderejsen. Ingen af dem
| kunne læse eller skrive, og afstanden forbød personlig
| sammenkomst.

| Når han havde valgt at søge til Vedskølle, var grunden først og
| fremmest for at gense Maren endnu en gang, endskønt han kunne
| sige sig selv, at nu kunne der ingen forbindelse blive imellem
| dem. Men der var også den, at Maren havde fortalt, at der var
| adskillige der på egnen, som var rømt. Derfor var der erfaringer
| at høste nytte af. Nu var det bare om at gøre at træffe Maren.
| Ved midnatstid kom månen op, og det hjalp ham til at orientere
| sig. Først gik han en tur rundt i byen, der traf han et sted,
| hvor der var gilde og lystighed, dog ikke musik, men sang og
| højrøstet latter. Mon ikke Maren var der? Pludselig slog en ny
| tanke ned i ham: "Men hvis nu hun har fundet en anden ven|"
| Tanken virkede næsten lammende på ham. Når galt skulle være, var
| der ikke noget i vejen for, at hun kunne være gift. Ja, men hvad
| i alverden skulle han så? Men han kunne jo ikke få hende
| alligevel. Ja, det var lige meget, han kunne ikke tåle at tænke
| på, at en anden fik hende. Det hele løb sur for ham, og han
| vidste hverken ud eller ind.

| Efter den beskrivelse han kunne huske, at Maren gav af sit hjem,
| kunne han finde en gård, som måtte være den rigtige. Den skulle
| ligge ved hovedvejen til Basnæs, sydlig i byen, med udsigt til
| Basnæs skov.

| Han kom til porten. I denne var et hul, som der stak en vognstang
| ud af. Den satte han sig på og overvejede sin stilling.

| Selv om Maren var fri endnu, hvad ville hun så sige om det
| skridt, han var ved at foretage? Selvfølgelig ville hun sige, at
| han var en god tosse, han skulle have taget pryglene og sagt tak
| til i stedet for at vælte sig ud i denne elendighed. Havde han
| dog bare været død| Ja, det kunne han da nok blive, men ganske
| vist var han nu så fattig, at han ikke havde et stykke reb. Ja,
| ja, det fandt han vel på råd for, han havde da seler. Men dog
| nej, at hænge sig i hendes port, og hun skulle komme og finde
| ham, nej aldrig i verden, lad os først se, hvad hun vil sige til
| ham, den anden udvej stod da stadig åben for ham. Var der dog
| bare nogen, der kunne hjælpe og støtte ham, men der var ingen.
| Jo, var der dog ikke een? Gud. Jo, det havde præsten derhjemme i
| Reerselv, Hr. Lars sagt så tit: "Kast al Eders sorg på Gud, han
| har omsorg for Eder." "Men jeg er vist for stor en synder til, at
| det gælder for mig." Dog jo, han knælede ned og lagde hovedet på
| vognstangen: Fader vor....

| Nu hørte han latter og unge stemmer omme fra byen, og der kom
| nogen herimod

| - der var to - en mandsstemme og - Marens stemme. Hurtig søgte
| Oluf ind i porten og lagde sig fladt ned på vognbunden. De to
| standsede ved porten og Oluf kunne tydeligt høre alt, hvad de
| sagde.

| Den fremmede sagde i en bønlig tone: "Kom nu Maren, vi kan jo
| gifte os lige hvad tid du forlanger det."

| Hun: "Nej, det kan der ikke være tale om, slip mig Jørgen."

| Han: "Det er farligt, hvor du er stor på det, bare du ikke kommer
| til at fortryde det."

| Hun: "Slip mig siger jeg, eller jeg slår dig lige i synet."

| Han: "Er det Jens Pæsens Kristen, der står mig i vejen, så vil
| jeg bare sige dig, at ham kan jeg slå hovedet ned i maven på
| ligesom en hvisk. Får jeg så ikke en gang et kys." Hun: "Nej,
| hverken du eller Jens Pæsens Kristen. Der har du den." Dermed
| slog hun voldsmanden i ansigtet, mens hun samtidig smuttede ind i
| porten. Men førend hun nåede at få lukket, trængte den anden sig
| ind, men her fik Maren undsætning, uden at hun så, hvorfra
| hjælpen kom eller fik tid til at spekulere over det. Voldsmanden
| tumlede hovedkuls ud af porten, som Maren derefter skød slåen
| for, idet hun sagde "God nat, Jørgen" med hån i stemmen. Oluf:
| "Hys" (hviskende) "det er Oluf". Maren: "Men hvor i alver......"

| Der blev nu en spørgen og forklaring. De var kommet hen i
| hestestalden, hvor de sad på et omvendt trug. Endnu havde de
| ikke berørt, om det var klogt eller dumt med rømningen, men
| Oluf var spændt på at få sin dom. Han spørger derfor ængstelig:
| "Du synes vel, at det er dumt af mig, som jeg har båret mig ad"
| Maren: "Dumt, hvad mener du?" "At jeg ikke tog kløene og lod som
| ingen ting." "Ja, men Oluf dog, du kunne da ikke gøre andet, end
| du gjorde.  Det er jo netop det, der har skadet bønderne
| allermest, at de lod sig hundse af de store. Jo mere de bøjede
| af, des dristigere blev herremændene og deres håndlangere, og jo
| mere magt tiltog de sig. Hvis alle bønderkarle gjorde som du,
| skulle de store snart få skeen i den anden hånd." "Oh, du dejlige
| pige, jeg var så bange for, at du vilde bebrejde mig, hvad jeg
| har gjort, og jeg gør det også selv på en måde, fordi vi kommer
| til at skilles." "Skilles siger du, Oluf. Hvorfor skal vi
| skilles?" "Fordi jeg må og skal forlade dig og søge mit brød
| andetsteds."  "Ja, men jeg tager da med dig, hvor i verden du
| drager hen." "Hurra, du dejlige pige. Nu er jeg den lykkeligste
| mand i dette land."  "Ja, men pas da på Oluf, du vælter jo
| truget, når du tager sådan på vej. For resten er det også for
| tidligt at råbe hurra endnu, der kan nemt støde uheld til, så vi
| bliver opdaget."  "Ja, du har nok ret, Maren, men når jeg tænker
| på, hvor modløs jeg var for en halv time siden, og så nu, nu kan
| jeg møde hvad modgang det skal være uden at tabe modet." Oluf
| udstødte et dybt suk, som udtrykte taknemmelighed. På Marens
| spørgsmål hvorfor han sukkede, fortalte han om de sjælekvaler,
| han havde gennemgået i aften, og når han nu sukkede var det,
| fordi han følte en dyb trang til at sige tak.

| Nu fik de travlt med at lægge planer til den forestående flugt.
| Der var en skipper, en jyde, der havde en lille jagt eller stor
| dæksbåd, som med visse mellemrum sejlede langs kysten, begyndende
| ved Kallehave, dernæst Masnedø, Svinø, Karrebæksminde, Bisserup
| og Basnæs-fjorden, hvor han hvert sted indtog last af
| rømningsmænd. På udturen havde han en agent, hans egen broder,
| der passerede den samme strækning på landet, og der kom i
| berøring eller skaffede sig underretning om dem, der ønskede at
| ryste det hjemlige støv af sine træsko. I reglen blev der
| truffet aftale om, hvor flygtningen skulle møde, også tiden
| forsåvidt det kunne lade sig gøre. Skipperen kom så og ankrede
| op, og i nattens mulm og mørke blev lasten indtaget, een her, to,
| tre eller fire et eller andet sted, og før dagen gryede var
| skuden langt borte. Derefter gik turen til Kiel og derfra til
| fods de 4 mil til Altona, hvor der var en værtshusholder (jyde),
| som sørgede for, at de fik plads eller arbejde. Skipperen
| fulgte selv med hele turen gennem Holsten.

| Nu vidste Maren, at agenten havde været i byen for nogle dage
| siden, men om der var nogen her, der skulde med denne gang,
| vidste hun ikke. Den slags forehavender blev jo ikke bralret ud
| på gader og stræder. Hun vidste ikke heller, om han muligvis
| allerede var sejlet med sin last.

| Alt dette skulle undersøges i morgen. I aften kunne de ikke mere.
| Olufs hoved hvilede tungt på Marens skulder. Han havde ikke sovet
| sidste nat, så naturen krævede sin ret. Maren fik lavet et leje
| til ham i en tom hestebås og gik selv ind i seng. Søvnen ville
| dog ikke indfinde sig, dertil havde hun fået for mange nye
| indtryk. Hvad ville forældrene sige?  Hun var deres eneste barn,
| og dette skridt, hun nu var ved at foretage, måtte volde dem
| sorg, men hvad skulle hun gøre. Det ville også volde Oluf sorg,
| hvis hun lod ham sejle sin egen sø.  Han var så alene. De var dog
| to. Mest ynkedes hun over faderen.  Ganske vist var han forfalden
| til drik, men det var han ikke alene om. Så godt som alle
| bymændene - især de lidt ældre - var mere eller mindre forfaldne.
| De hårde vilkår, som de var underkastede, bevirkede, at de søgte
| lindring, hvor den var lettest at finde. Især de, der havde været
| soldat i en årrække - som Marens fader havde - var meget anløbne.
| Trods alt holdt hun meget af sin fader, han var så blød af sind
| og kunne så godt sætte sine egne interesser til side, når han
| kunne tjene andre med det. Moderen var gjort af et stærkere stof.
| Hun vidste, hvad hun var værd, og forstod at varetage sine egne
| og hjemmets interesser, men som det ofte går den slags mennesker,
| at de interesser, der ligger nærmest og er mest iøjnefaldende,
| bliver favoriseret på bekostning af dem, der betegner det lange
| sigt.

| Før Maren vidste af det, viste det første dagskær sig på himlen,
| men så havde hun også sin plan færdig med hensyn til forældrene.
| Hun gik ind i stuen og vækkede dem. Nu fortalte hun dem, at da
| hun i aftes gik hjem fra kartegildet, havde hun truffet en karl,
| som hun kendte lidt til fra kilderejsen i fjor. Han var kommet
| hertil, fordi han stod i begreb med at rømme af landet. Han
| trængte så hårdt til hvile og søvn. Maren havde sørget for, at
| han kom til at ligge i hestestalden i nat og spurgte nu, om det
| ikke var rigtig, som hun havde båret sig ad. "Jo, jo, det var det
| vel nok, bare de ikke kom i fortræd, hvis herskabet fik at vide,
| at vi havde huset en rømningsmand," mente moderen.  Faderen
| spurgte, om det var ham Oluf, ham huskede han godt. Maren bejaede
| dette spørgsmål, og med hensyn til herskabet, så havde det jo
| ikke nødig at få noget at vide herom. Hun tilføjede, at nu gik
| hun ud at malke, så ville hun sige til ham om at gå ind på hendes
| kammer og blive der foreløbig, så fandt de vel på råd med, hvad
| der siden skulle gøres, men først og fremmest gjaldt det om, at
| ingen fremmed fik ham at se.

| Nu var det om at komme i forbindelse med Jydeskipperen. Der skulle
| være en husmand i Bissrup, som undertiden havde forbindelse med
| ham.  Maren kendte ikke denne mand, men han måtte opsøges, og efter
| middagsmåltidet begav Maren sig på vej til Bisserup. Som påskud
| brugte hun at ville besøge sit søskendebarn, der tjente som pige
| på Holsteinsborg.

| Maren fandt husmanden og fik at vide, at i løbet af nogle dage
| kom skipperen ind til Bisserup for at afhente 2 karle der, som
| skulle med derfra. Han skulle nok også sige til skipperen om at
| løbe ind i Basnæsfjorden for at få 2 "karle" med. Det blev
| aftalen, at disse skulle selv holde udkig efter skibet, da det
| ville tage for lang til, hvis skipperen skulle sende bud først.

| Da Maren kom hjem tog moderen hende ordentlig i skole, hvorfor
| hun havde så megen interesse for dette fremmede menneske. Da
| Maren tøvede med svaret, fo'r moderen op. "Hvad i alverden er din
| mening, når han rømmer af landet, hvad fornøjelse kan du så have
| af ham." "Jo, når jeg nu rejser med ham." Moderen: "Du rejse| Du
| rejse| med ham, men er du da helt tosset, har man nogentid hørt,
| at et fruetimmer rømmer af landet." Maren: "Een skal være den
| første. Men ville det være bedre at blive gift her, og så manden
| siden rømte fra kone og børn?" Moderen fortsatte: "Du, som kan
| få lige hvad ungkarl her i byen du peger på; det er nu Hans
| Jørgens Jørgen, han er helt tosset efter dig." Maren: "Ja, det
| kender jeg nok, men han har det med at være tosset efter alle
| fruentimmer. Du ved ligeså godt som jeg, at han har mindst 2
| uægte børn at betale til." Moderen: "Men så er der Jens Pæsens
| Kristen, han vil hellere have dig i dag end i morgen." Maren: "Å,
| den træpind, han ligner jo en gammel mand." " Ja, men så er der
| Povl Nielsen, som bliver enkemand inden ret længe, han skal da
| have en kone igen, det er han nødt til; ham kan du ikke have
| noget at sige på." Maren: "Du véd da ikke, om han vil have mig,
| men det er også ligemeget, for jeg vil ikke have andre end Oluf,
| og så for - " Moderen: "Jamen er du da helt tosset tøs. Hvad
| stort ser du egentlig hos ham? Du kan jo vente at han slår dig
| med en vognkæp, når han bliver gal." Maren: "Det gør han måske
| nok, hvis jeg giver ham af ridepisken." Moderen: "Ja, men det er
| da en stor fejl hos ham, at han ikke tager mod pryglene og siden
| lader som ingenting." Maren: "Det er netop det store ved ham, at
| han bider fra sig, når nogen kommer ham for nær. Hvis alle - -"
| Moderen: " Du ved ikke, hvad du selv siger.  Hvis alle bar sig -
| -" Maren: "Ja, så blev der bedre at være i landet. Som det går,
| kan det ikke blive ved at gå. Det bliver det ene år værre end det
| andet med, at de store træder os bønderfolk på nakken. Derfor er
| det godt, at der er folk, der slår fra sig og ikke er bange for
| at tage følgerne, som de kommer." Moderen: "Det er dog farligt,
| som du kan lægge ud, er det ham Oluf, der har lært dig alt det."
| Maren: "Ja, vi snakkede meget om det, da vi var til kildemarked."
| Moderen: "Havde vi dog bare aldrig ladet mormor få sin vilje med
| den kildetur, så havde al den ulykke aldrig kommet over os."

| Nu blandede Morten sig i samtalen: "Hvor vil du få rejsepenge
| fra, du ved, at skipperen tager 6 rdl. for hver, han sejler over,
| og så skal de helst have 1 rdl. eller mere til at stå imod med
| den første tid." Moderen: "Det er dog en farlig hoben penge. Dem
| kan vi da umuligt skaffe." Maren: "Du skal ikke være bange mor,
| det er der tænkt på" Moderen: "Har Oluf da penge?" Maren: "Han
| har nok til sin rejse og rigeligt det, og jeg har også penge
| nok." Moderen: "Hvor har du penge fra." Maren: "Jeg har arvet dem
| efter mormor. Da hun blev syg ved kilden, ville hun partou hjem
| straks for at finde sine penge frem, men hun blev for svag, inden
| vi nåede hjem, men så forklarede hun mig, hvor de var, og jeg
| fandt dem også." Moderen: "Hvor mange var der." Maren: " 9 rdl. 5
| mark og 4 skilling. Det er penge, som mormor har sparet op
| skilling for skilling igennem hele sit liv for at have noget at
| stå imod med, hvis det skulle komme til at knibe særligt hårdt.
| Hun har en gang taget 3 mark til en ligkiste til sin lille dreng,
| ellers kunne han ikke komme i jorden." Moderen: "Hvor gemte hun
| dem." Maren: "Under en bestemt sten i havegærdet, og hun sagde
| udtrykkeligt, at pengene skulle være mine, men jeg måtte ikke
| bruge dem, uden hvis det en gang kom til at knibe rigtig hårdt
| for mig. Nu synes jeg, at jeg kan bruge dem med god
| samvittighed."

| Moderen fortsatte: "Der er også en anden ting, Maren. Har du
| tænkt på, at det bliver bare mandfolk der på skibet, det bliver
| meget ubehageligt for dig." Maren: "Å hvad, mandfolk er da også
| mennesker. For resten tager jeg mandfolketøj på og giver mig ud
| for mand." Moderen: "Da må jeg sige, at du er fræk. Tænk dog på,
| hvis det bliver opdaget. Du bliver alle dine dage kaldt
| Bukse-Maren, eller kanske noget meget værre, du ved jo selv, hvor
| villige folk er til at give øgenavne."

| Denne samtale fandt sted om aftenen efter at familien var gået
| til ro. Forældrene lå i sengen og Maren lå på gåsebænken under
| vinduerne, hvor hun havde indrettet sig et leje, nu hendes eget
| kammer var optaget.

| Pludselig bliver der ståhej ude i stegerset, hvorfra der lyder
| råb og banden. Sagen var, at Oluf var vågnet ved, at et menneske
| stod og ragede ham i hovedet, samtidig med, at en mandsstemme
| sagde: "Se så, min pige, nu skal du ikke smutte fra mig, førend
| vi er blevet enige." Oluf blev forskrækket og sagde: "Hvad er
| det? Hvem er du?" Den anden: "Hvad S.... er det, hvem er du?"
| Oluf: "Det kommer ikke dig ved, vil du se du kommer ud." Det ene
| ord tog det andet og tegnede til et alvorligt klammeri. Nu kom
| Morten og spurgte: "Hvad er dette her? Jamen det er jo Jørgen.
| Hvad vil du her på denne tid?"  "Jeg  - jeg - jo, jeg ville se,
| hvad det er for en rad, der går herind og ligger hos Maren."
| Morten kaldte på Maren, der var blevet meget bange, da hun
| troede, det var bud efter Oluf. Nu kom hun med et spædelys i
| hånden, som hun dog først skulle have tændt ved
| skorstensgløderne; det tog nogen tid, for hun var kommet til at
| ryste.

| Da sammenhængen gik op for hende, kunne kun ikke styre et
| latterudbrud, men lo og lo. Oluf og hendes fader blev smittet og
| deltog i morskaben. Den uheldige Jørgen deltog dog ikke -
| tværtimod. Latteren forvandlede hans flovhed til arrigskab.
| Henvendt til den leende Maren snerrede han: "Din forbandede mær,
| dette skal du få betalt," hvorefter han forsvandt.

| Dagen efter var det søndag og hele familien skulle til kirke. Det
| vil sige, hvis de var raske. Mærkelig nok var der megen
| sygelighed om søndagen. Det var dog ikke så strengt med
| kirkegangen nu, som under den forrige konge (Chr. VI), men Hr.
| Jørgen (Jørgen Monrad, præst i Tjæreby 1732-1758) så dog gerne,
| at alle mødte, og hvis de ikke mødte, skulle han nok spørge til
| dem. Han var også en god præst, med god forståelse af de fattige
| bønders vilkår.

| Maren var også i kirke, og hørte på den lange prædiken, som gik
| ud på, at have den rette lutherske tro. Hendes tanker havde så
| mange steds ærinde.  Først og fremmest hos vennen derhjemme, der
| sad i en slags arrest, fordi ingen måtte se ham, men også vemod
| ved tanken om, at det var sidste gang, hun sad i denne kirke,
| begyndte at melde sig.

| Omsider var gudstjenesten forbi, og nu havde man den mere
| interessante del tilbage, nemlig kirkestævnet. Det bestod i, at
| alle officielle bekendtgørelser blev læst op til kundgørelse
| for alle og enhver. Der var først kgl.  Majestæts love og
| forordninger og efterlysning af udbrudte slaver, også bortløbne
| kreaturer kom med. Maren stod og hørte på oplysninger, uden at
| hendes interesse blev fanget, men pludselig kom der noget, som
| hun lagde mærke til.

| "Ungkarl Oluf Andersen fra Vedbygårds Gods efterlyses for
| voldelig adfærd mod sit herskab. Oluf A. er 24 år o.s.v. For
| oplysninger, der fører til hans pågribelse, betales 5 rdl. Der
| menes, at han holder til i nærheden af kysten."

| Maren følte det, som alt hendes blod strømmede til hovedet, ja,
| truede med at sprænge det. I samme øjeblik så hun, at Jørgen
| betragtede hende med et hoverende smil, der sagde, at nu gik der
| en prås op for ham.

| Da kirkegængerne på hjemvejen drøftede denne efterlysning, troede
| man nærmest, at herunder skjulte sig en tildragelse, som den på
| Bakkeskov ved Præstø for snart en snes år siden, hvor bønderne
| slog herremanden ihjel.  Endskønt 5 rdl. fristede meget, var man
| dog enige om, at selv om man skulle træffe den efterlyste, så
| ville det være synd at melde ham. Jørgen dannede dog en
| undtagelse, idet han mente, at det var rigtigst at melde ham,
| især hvis det i sig selv var en dårlig person, og det var Jørgen
| overbevist om, at det var.  Marens nerver blev sat på en hård
| prøve den eftermiddag. Hver gang hun hørte porten gå, rystede
| hendes knæ. Hun indså, at hun måtte fin┅de et andet skjulested
| til sin ven. Gården her ville blive ransaget før eller siden; men
| hvor skulle hun gemme ham? 5 rdl. var en stor fristelse for mange
| i en så pengeknap tid som denne.

| Basnæs Fjord er en vig af Smålandshavet, den er begrænset ud mod
| havet af to såkaldte fed, dette er stenrev, der er 2 á 3 fod
| over daglig vande. Fra øst kommer Glænø Fed, fra vest kommer
| Sevedø Fed. Der er kun en forholdsvis kort afstand imellem dem,
| og dette sted betegnes som "mellem næbene" og er indsejling
| til fjorden, der her er så dyb, at mindre skibe kan sejle ind her
| for at ligge i læ.

| Maren havde set, at på Glænø Fed var en tanghytte, som
| ålefiskerne i efterårstiden havde lavet for at finde lidt ly,
| ja, i en snæver vending kunne den også bruges til natteherberg.
| På andre årstider kom der sjældent mennesker på dette øde sted.
| Nu var det Marens plan at tage denne hytte i besiddelse, til
| afsejlingen skulle finde sted. Der var også den fordel, at det
| var netop det sted, der var opgivet af manden fra Bisserup. Men
| det havde sin vanskelighed med at komme derover. Vejen ad
| Stubberup og Glænø var lang og besværlig, men at sejle fra
| Basnæs Skov derover var kun et øjebliks sag. Der var også en
| fladbundet pram, der tilhørte et par husmænd, der brugte den til
| at stange ål fra, men hvordan få den tilbage igen?

| Det blev et meget stærkt regnvejr hen mod aften, men dette kunne
| ikke forhindre planens gennemførelse. Ja, det viste sig siden,
| at det var en fordel for vore flygtninge.

| Det var Marens hensigt at hjælpe Oluf over den samme aften, men
| selv at vende tilbage og lade som ingen ting, for så atter at
| besøge ham næste dags aften. De kunne heller dårlig fragte al
| bagagen på een gang. Skipperen forlangte nemlig, at hver af
| hans passagerer skulle medbringe et knippe tørt halm til
| natteleje. Han sejlede nemlig med fast ballast af kampesten. Hans
| last var aldrig særlig tung, nemlig levende last frem og
| smuglergods - mest manufaktur - tilbage. Det blev dog nødvendigt
| at stoppe halmen i sække, for at den ikke skulle røbe, hvad vej
| de var taget.

| Hele arrangementet klappede, som det skulle. Båden lå på sin
| plads og var i orden, og snart kunne de tage deres nye lejlighed
| i brug; men klam og kold var den. De måtte til at reparere den
| med det samme med nogle favnfulde tang; den tørre halm gjorde
| også god nytte. Hytten så ud som en tilfældig bunke tang med et
| hul i den ene ende, som et menneske lige kunne krybe igennem.

| Tiden gik hurtigt, og snart var det på tide, at Maren begav sig
| på hjemvejen trods det, at hun aldrig før havde roet en båd
| alene, forløb turen heldigt.  Det var nu blevet tørvejr, men
| træerne dryppede endnu. I stedet for at gå gennem skoven fulgte
| hun stranden til Basnæs for derefter at følge hovedvejen til
| Vedskølle. Da hun kom i nærheden af gården, blev hun pludselig
| grebet af en forunderlig gru. Forklaringen er vel nok den, at
| hendes nerver havde været overbelastede, og det gav sig udslag i
| en pludselig angst for at møde en genganger, nemlig "den gamle
| general."

| Generalløjtnant Lorenz de Boysett havde ejet Basnæs fra 1705 til
| sin død i 1728. Der havde knyttet sig megen mystik til denne mand
| i levende live. Han var født i Frankrig, kom her til landet i en
| fremrykket alder, avancerede fra den ene officersgrad til den
| anden. Blev efterhånden meget rig uden at man kunne se, hvorfra
| det stammede, men man var enige om, at det ikke var helt lovlige
| midler, han havde brugt. Ligeledes var der mystik i hans forhold
| til kirken. Han måtte således ikke benytte den kaldsret til
| Tjæreby kirke, som tilkom ham som kirkeejer. Der blev sagt, at
| det var fordi han havde en anden konfession, men hvad det betød,
| vidste den uvidende bondebefolkning ikke, i hvert fald var det
| noget overnaturligt. Ligeledes hans ualmidelige høje alder; det
| så ud for menigmand, som om han ikke kunne dø, hvilket han dog
| omsider gjorde. Dertil kom også det moment, at hans eneste søn
| satte hele herligheden overstyr i løbet af få år ved et
| eksempelløst udsvævende liv. Jo, der var grunde nok til, at "den
| gamle general" ikke kunne finde hvile i sin åbne begravelse i
| Tjæreby kirke, men viste sig ved nattetider, snart her og snart
| der, men oftest i nærheden af gården. Der var adskillige, der
| havde set ham.

| Da Maren tilfældig kom til at tænke på dette, var pludselig alt
| hendes mod borte. Den uforknytte og trods alt modige Maren, når
| det gjaldt materielle forteelser, kunne nu ikke flytte en fod af
| angst for at møde en genganger.  Derved viste hun, at hun var en
| ætling af sin tid, hvor overtroen hvilede som en mare på
| befolkningen og selvfølgeligt mest på den uoplyste del. Maren
| havde altid haft et let nemme og kunne sin børnelærdom på
| fingrene, sådan som degnen havde læst den op for børnene| Hun
| havde også lært en del bønner, som kunne anvendes i forskellige
| forekommende situationer, men hun mindedes aldrig at have hørt om
| en bøn til brug ved et møde med en genganger, den eneste bøn, hun
| huskede i dette øjeblik, var "Bøn af en kvinde i barnsnød",
| og den syntes hun alligevel var for grinagtig til dette brug. At
| forme en bøn selv kunne aldrig falde hende ind, det var jo
| præstens bestilling, derfor havde han studeret så mange år. En
| anden een kunne jo gerne sige noget forkert. I sin kvide fostrede
| hun en tanke, som først mange år senere fik et kortfattet og
| slående udtryk i en enkelt sætning: "Med et fadervor i pagt skal
| du aldrig gyse". Endelig fik hun atter mod til at fortsætte sin
| vandring, og snart var hun hjemme.

| Det var ikke uden grund, at Maren havde frygtet en ransagning i
| hjemmet. Næste morgen stillede ridefogeden med 4 mand for at
| søge efter flygtningen, som det var bleven meldt skulle opholde
| sig der i gården. Alt blev efterset.  Sengene, bagerovnen, hver
| en krog på loftet og halmen på stænget. Ridefogden var skuffet.
| "Hvor har I gjort af ham."  "Ja, der havde ganske vist været en
| fremmed karl, som havde ligget 2 nætter, men han var taget af
| sted igen i aftes, og de vidste ikke, hvor han var nu. Ridefogden
| ville dog ikke opgive sin jagt lige straks, men sendte sine 4
| mand enkeltvis for at hjemsøge alle huse og gårde i byen for at
| forhøre sig om nogen havde set eller hørt noget til ham. Selv gik
| han til sin hjemmelsmand, den før omtalte Jørgen, for at få
| nøjagtig besked om flygtningen.

| Jørgen forklarede meget omstændeligt, hvorledes han havde fulgt
| Maren hjem fra kartegildet, og da de nåede porten, havde hun så
| travlt med at komme ind, men Jørgen havde holdt hende tilbage, da
| der endnu var noget, han ville have fortalt, men så pludselig
| havde hun skubbet ham ud af porten, det vil sige, nu bagefter var
| han kommet i tanker om, hun nok havde haft en hjælper, men han
| havde ingen set, da der var mørkt i porten. Videre fortalte han,
| hvordan hans mistanke var vakt. Lørdag aften skaffede han sig
| adgang til hendes kammer. Han havde tidligere lagt mærke til, at
| krampen på Mortens køkkendør let lod sig trække ud, og som han
| formodede, fandt han et mandfolk i Marens seng. "Var Maren der
| også," spurgte ridefogden. "Det ved jeg ikke, for ham
| grinebideren fo'r op og begyndte at skælde ud, men et øjeblik
| efter stod hun ved siden af ham med et tændt lys og grinede den
| rakkermær," svarede Jørgen. "Var de klædt af?" spurgte
| ridefogden. "Han var i bar skjorte, hun havde klokken på,"
| svarede Jørgen. "Det kan blive en alvorlig sag. Jeg kan godt unde
| hende en ordentlig tak for sidst, fordi hun holder mig for nar og
| skjuler sådan en bandit," sagde ridefogden. "Også jeg," sagde
| Jørgen, "hun har også holdt mig for nar, og grinet mig lige op i
| ansigtet. Men hvordan kan det lade sig gøre?" Ridefogden: " Jo,
| det er let nok. Hvis du fastholder, at Maren har været i sengen,
| så kan vi få hende til at stå til skammen på kirkegulvet til
| Public Absolution" (Offentlig skrifte). Jørgen: "Kan det lade sig
| gøre, vil præsten gå med til det?" Ridefogden: "Det kan
| lade sig gøre, hvis du bare holder fast ved, at du har set eller
| følt hende i sengen sammen med ham, og hvad præsten angår, skal
| jeg nok sørge for, at han går med. Vi, det vil sige grev
| Jarlsberg (Grev Vedel Jarslborg var ejer af Basnæs 1733-1764) har
| længe været misfornøjet med Hr. Jørgen, og greven har lov til at
| flytte ham andetsteds hen, når det embede, han flytter til, ikke
| er ringere, end det han flytter ham fra, og nu er det sådan, at
| på grevskabet i Norge bliver der snart et ledigt embede, og Hr.
| Jørgen ved det godt, men vil meget nødig til Norge, nu han er en
| aldrende mand. Derfor har vi, det vil sige grev Jarlsberg, god
| hånd i hanke med ham." Jørgen: "Ja, lad kirkegulvet få hende
| rigtig til at tilstå det hele."

| Public Absolution var indført under Chr. 6. Det bestod i at
| vedkommende synder måtte stå frem på kirkegulvet og tilstå sin
| synd med løfte om ikke oftere at gentage den. Det var oprindelig
| tanken, at det skulle gælde alle moralske brøst, men efterhånden
| var det blevet almindeligt, at det hovedsageligt var
| overtrædelser af det 6. bud. Dog har der i Tjæreby kirke været
| offentlig skrifte for tyveri, men det var en undtagelse.

| En søndag, når en sådan forestilling skulle finde sted, skulle
| folk nok komme til kirke, og det blev nærmest opfattet som en
| god folkeforlystelse.

| Også her så man et udslag af bondenedværdigelse, idet det altid
| var almuen, der blev behandlet sådan. Hvor meget herremanden
| eller hans overordnede funktionærer gjorde sig fortjent til samme
| medfart, har man ikke et ekempel på, at de har lidt denne tort.

| Efterhånden kom de 4 udsendte mænd tilbage uden resultat. Der var
| ingen, der havde hørt eller set noget til den eftersøgte.

| De 4 hjælpere blev nu sendt hjem, og ridefogden begav sig igen i
| Mortens gård, hvor han påny optog forhøret. Hvad tid den
| fremmede forlod gården, om der var nogen, der fulgte ham på vej?
| Jo, Maren havde fulgt ham et lille stykke på vej. Maren blev
| kaldt ind: "Hvor var du henne i aftes?" Maren: "Det skylder jeg
| ingen regnskab for." Ridefogden: "Er du næsvis, tøs, at svare
| mig sådan. Pas du hellere på, hvad du siger. Eller jeg har midler
| til at få dig til at svare ordentlig." Maren: "Jeg ved ikke, hvad
| det er for midler, ridefogden taler om." Ridefogden: "Jeg har det
| middel, at jeg kan få dig til at stå frem på kirkegulvet og
| bekende det hele." Moderen: "Jamen jøsses dog| hvad er det han
| siger, hvad har du dog gjort tøs?" Maren: "Ja, det må jeg også
| spørge om?"  "Du har haft en fremmed mand i din seng." Maren:
| "Ja, det er rigtig nok, at der har ligget en i min seng, men da
| lå jeg herinde på gåsebænken." Både faderen og moderen bekræftede
| dette, men ridefogden fortsatte: "Ja, det er kønt af jer, at I
| holder hånden over jer datter, men jeg har nu vidner på, at du
| var hos ham, og derfor skal du stå til skamme på kirkegulvet."
| Moderen: "Nej, dette er dog for galt, men præsten siger da aldrig
| ja til det." Ridefogden "Præsten gør, hvad jeg forlanger af ham,
| og jeg forlanger, at han tager dig til Public Absolution på
| søndag otte dage." Nu blev Maren vred. Blodet steg til hovedet på
| hende, hun stillede sig foran og så ham lige i øjnene og sagde:
| "Skal jeg på kirkegulvet, så skal jeg nok fortælle hele
| menigheden, hvad for en karl du er, og hvis du var under samme
| lov, som vi andre, så havde du været på kirkegulvet mange gange,
| og du havde også fortjent det. Det var dig, der fik Mads Jørgens
| Kirsten på kirkegulvet, og det var også dig, der var skyld i, at
| Ole Niels Kirsten kom der. Men jeg skal love dig, at mig får du
| ikke at se der."

| Ridefogden søgte at komme til orde, men det var umuligt. Også
| begge forældre indtog en truende stilling. Han trak sig tilbage,
| da han nåede døren, råbte han: "På søndag otte dage." Det var
| moderen, der først fik sit mæle: "Aldrig i verden havde jeg tænkt
| mig, at min datter skulle komme til at stå til skamme på
| kirkegulvet."  "Det får du heller aldrig at se mor, for søndag
| otte dage er jeg over alle bjerge." Moderen: "Ja, der er sandt,
| og Gud ske lov for det. Jeg ville også tage min død over det. Ja,
| nu kan jeg se, at det er rigtigst at rømme, for når de kan
| behandle folk sådan, så er dét det eneste rigtige at stikke af.
| Nu må du endelig se at komme af sted, jo før jo hellere." Det
| blev nu aftalt, at afrejsen skulle finde sted så snart mørket
| faldt på, for da at holde sig skjult sammen med Oluf. Hvor
| skjulestedet var, var de enige om, at forældrene ikke måtte vide,
| hvis det tilfælde skulle indtræffe, at de skulle blive
| underkastet pinlige forhør.

| Der blev nu travlhed med forberedelser. De skulle have en god
| madpose med, nok til 2 personer i en uges tid. Så længe ventede
| man ikke, det ville vare, men for en sikkerheds skyld var det
| godt at være belavet på alt. Det var næsten det værste med den
| madpose, da spisekammeret næsten var tomt. Dog fandt moderen på
| råd, idet den bedste af gårdens fire høns måtte række hals.

| I det hele taget lagde forberedelserne beslag på kvindernes
| tanker, hvad der var en fordel, da sorgen ikke tog overhånd så
| let.

| Ejendommeligt følte de nu begge, at de var så enige om arbejdet.
| Det havde ofte knebet med enigheden, men nu gik det så let.
| Faderen gik til og fra og mindede dem om endelig ikke at glemme
| noget. "Husk endelig at få lidt salt med." Ja, omsider kom han
| også med en flaske brændevin, som han havde tiltigget sig omme
| hos Else Vævers på kredit, for Oluf skulle da have en dram til
| den megen tørmad, og for resten var brændevin den bedste medicin
| for søsyge.

| Maren, der ellers altid havde modvirket faderens hang til
| spiritus, blev så rørt over dette udslag af uegennytte, at hun
| sagde: "Nej; Far| Når nu jeg er ude af døren, vil du blive ked af
| det. Behold derfor snapsen selv, det vil stive dig lidt af, så
| længe det varer."

| Som naturligt var, havde moderen mange formaninger til datteren.
| Den væsentligste var endelig at sørge for at blive rigtig gift,
| så snart forholdene tillod det. Oluf kunne jo dø eller på anden
| måde komme væk fra hende, og da var hun for alvor dårligt
| stillet.

| Hvad der hjalp Maren meget i denne alvorlige stund, var det
| ukuelige håb, at trods alt gik hun en lysere fremtid i møde ude i
| det fremmede. Som forholdene havde udviklet sig herhjemme, var de
| utålelige for bønderne.  Hos Maren var håbet ikke blot en spæd
| spire, men en stor og kraftig plante, som kunne tåle en del
| modgang uden at knækkes.

| Hun instruerede forældrene om at fortælle, at hun var syg og
| sengeliggende, indtil der var gået nogle dage og flugten
| fuldbyrdet. Og så de mange hilsener; her regnede hun op, hvem
| der skulle have særlig hilsener.

| Da de var kommet lidt ind i skoven, standsede Maren og sagde, at
| nu måtte de ikke gå med længere. De aftalte, at når skipperen
| atter kom på denne tur, skulle hun sende hilsener og bud med ham
| om, hvordan rejsen forløb, og for resten havde de ham som
| mellemmand. Ja, Maren mente endog, at hvis det gik dem rigtig
| godt, kunne det siden være, at hun kunne tage med ham og aflægge
| en visit i sit barndomshjem. Dette mente forældrene aldrig ville
| ske, men når hun bare ville sende hilsen og bud en gang imellem,
| så var det godt.

| Det blev en afsked uden suk og tårer. Bønderfolk bærer ikke deres
| følelser udvendigt til skue for enhver.

| Hun gik rask til igennem skoven og fandt båden på sin plads. Hun
| blev modtaget med åbne arme af Oluf, som havde kedet sig så
| helt umanerligt. Han blev glad, da Maren fortalte om sagernes
| stilling nu og om, at hun nu ville gøre ham selskab til timen
| slog. Ja, for al tid.

| Det var en drøj tørn, der ventede dem. Båden skulle sejles
| tilbage, mens de unge mennesker skulle tilbagelægge vejen til
| vadestedet over Glænø, Vejlen, som den kaldes. Det blev en kold
| omgang at soppe til Glænø, da vandet endnu kun holdt 3 á 4
| graders varme, derefter måtte de passere hele Glænø Vesterfed
| på langs. Hele natten gik med denne tur, og det var næsten lyst,
| da de nåede deres tangslot. Trods boligens ringhed var det dog
| med en følelse af stort velbehag, at de tog den i besiddelse igen
| efter nattens strabadser.

| I to døgn var de lænket til dette fængsel; om dagen turde de ikke
| forlade hytten for ikke at blive set fra land, men i mørkningen
| gik de ud for at røre benene. Det begyndte at blive kedeligt, og
| det kneb lidt med Olufs humør.  Atter begyndte han at angre sin
| forhastede handlemåde, men Maren var dog i stand til at forjage
| disse griller. Endelig 3. dags morgen i en forrygende østenstorm
| så de et skib kommende øst fra følgende kystlinien i en strygende
| fart. Vore to flygtninge blev glade.  Endelig slog forløsningens
| time. Nu lagdes forsigtighedshensyn til side, og de vinkede til
| det frelsende fartøj; nu kun et øjeblik, så var de frelst. Man
| hvad var det? Pludselig stod skibet stille; det var grundstødt.

| Hvad skulle det blive til? Kunne det komme løs igen? Kunne det så
| sejle videre? Der var meget mandskab om bord, det vil sige
| passagerer. Man kunne se, at de prøvede på at sætte hækjollen i
| søen, men det ville ikke gå på grund af den høje sø, der kom lige
| agter ind.

| I al sin hjælpeløshed kom Maren til at se over mod Basnæs Skov,
| og så da, at den båd, som hun selv havde benyttet så ofte, var på
| vej over mod dem. Hun tænkte, at det var hjælp til de skibbrudne,
| men Oluf anslog det til at være bud efter flygtningene, og det
| viste sig hurtigt at være rigtigt; de to ombordværende var
| ridefogden og Jørgen. Sagen var den, at ridefogden ikke havde
| opgivet at fange Oluf og Maren, kun vidste han ikke deres
| skjulested. Han troede, det var et sted i sko┅ven, og han troede
| også, at Jydeskipperen nok en dag kom for at hente dem, så var
| der en lejlighed til at fange dem, inden de kom ombord i skibet.
| Jørgen stod på vagt oppe på det høje tårn, hvorfra han kunne se
| ethvert skib, der nærmede sig, og nu var forhavendet lykkedes
| eller så godt som lykkedes.

| Nu var gode råd dyre for flygtningene. Selv Marens hjerte sank
| betydelig, men til hendes overraskelse havde Oluf sin beslutning
| færdig. Nu gælder det liv eller død, sagde han. Vi er to mod to.

| Maren havde forlængst skiftet tøj. Oluf havde nemlig et sæt tøj
| med foruden det han havde på. Af udseende var hun en kraftig
| stærktbygget karl, nu gjaldt det, om hun også kunne slås som en
| mand. Først og fremmest gjaldt det om at finde passende våben.

| Det fik Oluf snart ordnet.  Et halstørklæde blev revet over og
| ind i hver halvdel lagt en sten af passende størrelse. Et sådant
| våben kunne slå dødelige slag, hvis det ramte rigtigt. Nu var det
| om at gøre at få slået først. Derfor gik de båden i møde, så de
| kunne angribe modstanderne, idet de forlod båden. Da båden kom så
| nær, at de kunne veksle ord, begyndte Jørgen at håne Maren. "Nu
| skal det, og så bandede han, blive sjov i kirken, når du skal ud
| på kirkegulvet; hvor skal jeg grine af dig, som da du grinede af
| mig. Den, der ler sidst, ler bedst, ved du nok."

| Kort at fortælle. Slaget blev kortvarigt, men meget heftigt. Oluf
| slog en arm over på ridefogden, Maren kæmpede bravt med Jørgen,
| til Oluf kom hende til undsætning og knuste den ene skulder på
| ham. Efter denne omgang kommanderede Oluf de uheldige kæmper ud
| i båden. Efter at have taget årene fra dem stødte han båden fra
| land og lod dem drive for vind og vove. Vinden førte dem i
| retning af Øksnæsfjorden.

| Det grundstødte fartøj var imidlertid drejet rundt, så det nu
| vendte bredsiden mod vinden og samtidig krængede meget over i
| læ. Følgen deraf blev, at nu kunne det flyde på mindre vand, og
| på den måde kom det over grunden. Nu rettede de sig noget igen,
| og skipperen fik det manøvreret ind mellem næbene, hvor der var
| noget læ. Det tog dog nogen tid at få det sejlklart igen, da
| ballasten havde forskubbet sig noget. Atter kom en båd ud fra
| Basnæs bemandet med politi fra Skelskør, men endnu inden denne
| båd kom på prajehold, hev skipperen sit anker op og satte kursen
| mod sydvest.

| Et årstid efter blev der buldret på Mortens port i Veskølle en
| nat.  Efter at Morten havde forhørt sig om, hvem det var, blev
| den fremmede lukket ind. Det viste sig at være Jydeskipperen, der
| kom med hilsen fra Maren og Oluf. Det gik dem godt. Oluf havde
| fået fast arbejde som pramdrager på Elben. Der var den gang folk,
| som levede af med et forspand af okser,  der gik inde på bredden,
| at trække skibe og pramme mod strømmen, og det var en god
| levevej.  Maren havde lige fået en dreng. Skipperen havde besøgt
| dem, og de havde aldrig fortrudt, at de havde vovet springet ud i
| det fremmede og ukendte.

| Kr. Pedersen