En uopklaret ildebrand

Et tidsbillede fra 1793

af

Kr. Pedersen, Tjæreby ved Skælskør

Sorø Amtstidendes søndagstillæg 11. april - 30. maj 1937

Den 24. september 1790 blev ungkarl Lars Christoffersen og pigen

Marie Jørgensdatter trolovede (Tjæreby kirkebog).

Lars Christoffersen var barnefødt i Menstrup på en gård, der

tilhørte universitetet. Han var flyttet til Tjæreby for en halv

snes år siden. Når dette kunne lade sig gøre, var det, fordi han

tog tjeneste på en universitetsgård, hvoraf der lå tre i Tjæreby.

Han var altså ikke rejst fra godset, og stavnsbåndet kunne ikke

hindre det. Han var nu 29 år gammel. Marie Jørgensdatter var 23

år. Datter af Jørgen Andersen, som beboede en af de nævnte gårde.

Der skulle ikke være noget egentligt trolovelsesgilde, kun den

allernærmeste omgangskreds. Karen Jørgens, pigens moder, var nu

færdig med forberedelserne og ventede mandfolkene, som var hos

præsten. Der kunne vist blive tid til at lukke den hæl på

bindehosen, inden de kom. Med det samme fik hun tid til at samle

tankerne lidt. Ja, det var jo kedeligt dette her; men nu var der

ikke noget at gøre mere for at forhindre det. Ja, det ville

ovenikøbet være uforsvarligt som sagerne stod. Nå, hvad| Det gik

kanske også bedre, end hun havde forestillet sig.

Lars havde tjent flere år hos dem, men i de sidste dog hos deres

nabo. Han havde været en ualmindelig dygtig og pålidelig karl,

men Karen kunne dog ikke lide ham, fordi han var så selvklog.

Han havde altid sin egen mening om alle ting, og han udtalte den

også, uden at tænke på om han muligt stødte andre dermed. Karen

havde tidligere søgt at rette på ham, men han bare grinede af

hende og sagde, at han havde lige så godt lov til at sige sin

mening, som hun sin, enten den så passede hende el ler ej.

Jørgen, hendes mand, syntes godt om partiet - men - ja, hun kunne

jo godt tilstå det for sig selv, han havde jo heller ikke bedre

forstand end folk i almindelighed. Særlig galt havde det været

med hendes forhold til Lars, siden han begyndte at gå og smidske

for Marie, det vil sige siden Karen blev opmærksom på det, for

egentlig havde han nok gjort det, siden han kom til Tjæreby, og

det var vel nok derfor, at han var blevet i byen. Nu var det så

gået sådan, at Karen måtte bide i det sure æble og selv skyde på

med begge hænder. Ja, da Lars forleden dag havde drillet hende

med, at han godt kunne rejse sin vej, siden hun havde så meget

imod ham, så havde hun måttet bede ham om endelig ikke at slå

hånden af hendes datter. Nå, det var der heller ingen fare for.

Han gjorde så meget ud af Marie, men kedeligt var det nu for

Karen, at hun ikke havde så megen magt over sin egen datter, som

hun ønskede sig, og det var hans skyld. Godt var det dog, at det

ikke var nogen fattig karl, hun fik til svigersøn. Han havde

sikkert noget på kistebunden; han havde aldrig lagt noget øde, og

gode klæder havde han også.

Nu kom Marie ind og fortalte, at de kom skrås ned over

Nyvangstofterne. Snart sad man bænket om bordet og om et

dampende suppefad. På denne årstid var det jo noget småt med

sulevarer, men i dagens anledning var der et par høns, der havde

rakt hals. Det var ikke noget stort selskab, der var samlet.

Foruden de unge og pigens forældre var der Peder Jæsesens og hans

kone fra Magleby, samt Hans Christensen og hans kone fra en anden

af universitetsgårdene, Lars’s husbondsfolk. Samtalen ved bordet

kom selvfølgelig snart til at dreje sig om de unges

fremtidsudsigter. Lars mente ikke, det havde nogen nød, nu

stavnsbåndet var løst; kunne der ikke blive noget på det højlærde

gods, og det kunne der næppe, så var der herregodserne. Der kunne

der sagtens blive noget, om ikke lige straks så dog siden. Karen

Jørgens sagde hertil, at de måtte hellere se at få et hus, for

husfolk havde det så roligt. De havde ikke noget hoveri at svare,

skulle aldrig møde på hovmarken, uden de lod sig leje af

gårdmændene, og det fik de deres gode betaling for. Lars

svarede, at han ville ikke være husmand, så hellere få en

udflytter gård, der kunne man så dejligt have al ting for sig

selv. “Nej, endelig ikke en udflyttergård”, sagde Karen. Hvis hun

selv skulle vælge, ville hun helle re bo på en kirkegård end på

en udflyttergård. Når man nu så disse udflyttede Tystoftegårde,

så kom man jo til at tænke på, at disse folk måtte være spedalske

eller lignende, siden de måtte bo ude på den vildene mark, hvor

der ikke var ly eller læ for nogen vind. Samtalen blev her

afbrudt, fordi der kom et fremmed menneske ind i stuen. Det var

skræder-Niels eller Niels Christensen, som hans navn var. Han var

nabo og beboede et hus ved siden af. Han var en lille vanfør

mand, som var kendt for at være om sig alle vegne, hvor der var

lidt at redde. Et godt måltid mad f.eks. Det var derfor ingen

overraskelse, at han kom her. Lars sagde derfor: “Nå, nu kunne du

så lugte suppen”. Skræderen gav sig ikke tid til at svare, men

spurgte: “Har I hørt, at Morten og Niels Høj skal i slaveriet”?

“Sæt dig hen og få en skefuld suppe med; når du får fedtet halsen

til, så fortæller du bedre”, sagde Jørgen Andersen.

Til underretning for læserne må her fortælles en begivenhed, der

havde fundet sted ca. tre uger forinden. En dag først i september

var alle Basnæs’ hovbønder samlet for at binde hvede på

hovmarken. Det gik sådan for sig, at hver mand fik anvist en ager

(ca. 3 favnes bredde). Når hele rækken var stillet op, skulle

arbejdet begynde samtidigt over hele linien efter et givet

signal. Hveden skulle bindes i halmbånd, som var udleveret. Op på

formiddagen begyndte det at småregne, og forvalteren, Rasmussen

hed han, gav ordre til at standse med arbejdet. Det kneb til med

at få standset. Grunden har sagtens været den, at der lå så meget

derhjemme, der ventede, Nok er det, at forvalteren og

ladefogeden, Ivar Pallesen var dennes navn, måtte gentage ordren,

som nu også blev efterkommet. Forvalteren red langs rækken, og

blev der opmærksom på en mand, der stod og bandt endnu. Det var

landsoldat Morten Jeppesen fra Tjæreby, der stod og bandt sit

båndknippe om. Forvalteren, der troede, at det var hvede han

bandt endnu, drejede hesten om og gav Morten en ordentlig dragt

af ridepisken. Morten greb hesten ved tøjlen, og der begyndte et

vældigt mundhuggeri. De to nærmeste mænd, husmændene Niels Høj og

Peder Jensen fra Tjæreby, kom også til og deltog. Hvad der er

sagt blev aldrig helt opklaret, da vidnerne ikke kunne høre det

ene for det andet; dog blev det slået fast, at Niels Høj havde

råbt: “Du kan bare prøve på at slå. Jeg tager ikke mere end eet

slag”. De to hovedvidner, ladefogeden og murmesteren på gården,

havde begge været for langt borte til at få enkelthederne med,

dog havde de begge set Morten holde hesten ved hovedet og hørt

den nævnte udtalelse af Niels Høj. Ved ladefogdens mellemkomst

skiltes de. Forvalteren red hjem, og de andre fortsatte med

arbejdet hele dagen, det var nemlig blevet tørvejr igen.

Forvalteren tog til Skelskør og meldte de tre mænd for “voldelig

adfærd mod sagesløs mand”. Der blev nu holdt nogle

politiretsmøder om denne sag, og det var et af disse, skræderen

kom og refererede for selskabet. Med hensyn til straffen tog

skræderen dog fejl, da han forvekslede forvalterens påstand om

straf (ikke under tre måneder i Københavns forbedringshus) med

dommen som dog først faldt senere (Fra Vester Flakkebjerg Herreds

politirets protokol)

Nu kan det nok være, at bønderne fik samtalestof. Lars var den

første, der gav sin harme luft. Havde det været ham, der havde

fået af pisken, skulle forvalteren ikke have sluppet så billigt.

“Jeg havde revet ham af hesten og givet ham sådan en omgang, at

han nok skulle have set sig bedre for en anden gang.” “Jøsses

kors dog|” udbrød Karen, “så havde du kommet i slaveriet for

livstid”. Nej så havde det været klogere ingen ting at gøre, for

når forvalteren havde opdaget, at han havde taget fejl, så havde

han nok gjort det godt igen på en eller anden måde. Der udspandt

sig nu en livlig ordveksling om, hvad der var det rigtigste af

disse modsætninger. Under den nærmere drøftelse af begivenheden

på hovmarken udkastede Lars den påstand, at Morten Jeppesen og

Niels Høj godt kunne trænge til at få over næsen, da de tit var

noget næbbede og voldte ufred med herskabet. Hans Christensen

spurgte, om han ikke stod på sine standsfællers parti. “Ret skal

være ret,” sagde Lars, “og det er ikke altid, at bønderne har

ret. Det er ofte et uforskammet driveri, der finder sted på

hovmarken. Vel er det ikke så tit, jeg har været til hove, men

så meget har jeg da set, at der ofte kunne udrettes det dobbelte,

uden at nogen blev overanstrengte.” “Hys, hys|” skyndte Karen sig

at udbryde. “Pas dog på din mund, Lars. Hvis det kommer ud, at

du siger sådan noget, kan det gerne gå dig ligesom Jørgen

Christensen fra Lundby, som blev sådan gennempryglet sidste

Skelskør marked, fordi han havde sagt noget lignende.” Peder

Jæresen spurgte nærmere ud om denne sag, og skræderen, som altid

var godt underrettet, fortalte: “Jo, Jørgen Christensen havde

været meget åbenmundet overfor herskabet, om hvad bønderne havde

talt om indbyrdes, og derfor havde disse lovet ham en ordentlig

dragt prygl, når de fandt lejligheden passende. Nu forleden ved

markedet i Skelskør havde Mads Larsen fra Lundby givet ham sådan

en omgang midt på gaden, mens de andre lundbyer stod rundt om og

nød afstraffelsen.

Efter denne omgang belavede Jørgen C. sig på at tage hjem. Der

var dog nogle af lundbyerne, som fandt, at han havde fået for

lidt, og de gik derfor uden for Smidstrup by, hvor de afventede

hans komme. Jørgen C., som havde sin kone med, blev trukket ud af

vognen og fik atter en omgang værre end den første. Denne gang

var det Povl Pedersen, der var hovedmanden (Fra Vester

Flakkebjerg Herreds politirets protokol). Der udspandt sig nu et

ordskifte om dette var ret eller ikke. Det sluttede med, at den

rolige og besindige Hans Christensen fastslog, at den dag måtte

komme, da man kom til at ophæve hoveriet. Som det gik nu, blev

bønderne fristet til at rotte sig sammen mod herskabet, og det

var et spørgsmål, hvem der tog mest skade af det. Hans C. mente

nu, at det var bønderne. Med det samme de var ved slagsmål, fik

de drøftet en anden begivenhed af samme slags fra samme

markedsdag. Det var deres egen degn, hr. Breson, som havde fået

så læsterlig med tærsk af en udpræget slagsbroder, Ole

Christensen fra Høve, så degnen gik med indbundet hovede endnu

(Holsteinsborgs birks retsprotokol).

Endskønt de godt var enige om, at degnen havde godt af en lille

omgang, så var han dog kommet temmelig uskyldig til det denne

gang. Som så ofte før måtte skræderen holde for med hensyn til

løjerne. Han var som sagt om sig på alle områder, og han måtte

også høre for det. For at få samtalen ledet i anden retning,

begyndte han at tale om den forestående udskiftning i Tjæreby.

Han var i stor spænding om, hvorvidt han ville komme i

betragtning med hen syn til at få tildelt jord. Han mente selv,

at komme ind under begrebet husmand. Han havde da før haft en ko

græssende på bymarken, men i de sidste år ingen på grund af, at

den var død, og han havde ikke evnet at anskaffe en igen. Lars

syntes ikke, at det kunne gavne skræderen stort at få en huslod,

som rimeligvis lå langt ude på marken et sted. Man kunne bare se

til de Tystofte husmænd, som havde fået deres lodder ude på

Fælleden. Hovvejshusene, som man kaldte dem, fordi de lå ved

hovvejene, de fleste ved Borreby hovvej. Det kunne endda gå for

dem, der var bygget huse til, men for alle dem, der boede i byen,

var sådan en jordlod ganske værdiløs, og for dem, der var bygget

til, var fordelen tvivlsom. Husene var nemlig dårligt byggede af

gamle materialer, enten fra nedrevne gårde i byen eller gamle

bygninger på herregårdene. For at spare, opførte man de såkaldte

tvillingehuse, det vil sige 2 familier i et hus, som så lå tværs

over skellet med stuerne ved siden af hinanden, kun med det tynde

skillerum imellem, som stod lige over skellet. Det var lavet

sådan for at få det luneste sted i huset at bo i, men der fulgte

den ulempe med, at man i den ene stue kunne høre alt, hvad der

blev sagt i den anden, og det befordrede aldrig noget godt

naboskab.

Hans Christensen mente, at hvis en sådan koloni af husmænd måtte

lave et fællesskab, en by, for dem selv, så kunne det endda gå,

men det måtte de jo ikke. Han var godt enig med Lars om, at det

var for lille en plet jord til at dyrke med korn. Der skal 6

heste for en plov, især første gang den skal pløjes. Der ville

næsten den halve jord gå med til vendeplads, og skal der gro

korn, skal der også vandgrøfter til og det vil yderligere

besværliggøre driften. “Nej,” sagde Lars, “husmand vil jeg ikke

være nu efter udskiftningen. Vel har det været det bedste før,

men nu bliver det dårligere end ingenting. Så hellere gårdmand

eller galt skal være så indsidder.” Karen Jørgens fik et stramt

træk om munden. Hendes mand kendte det og vidste, at det

bebudede en skarp replik, han skyndte sig derfor at aflede sam

talen. “Jeg har i dag snakket med Per Lassen, I véd ham der bor i

den udflyttede Tystoft gård her ude vest for højene. Han var i

går aftes ude at spille til bryllup i Vedskølle. Da han gik hjem,

skød han genvej over alle marker. For ikke at komme for nær til

Fladmosen, I véd nok væderen, så kom han op i nærheden af

Bavnehøj. I véd med stendysserne, og da lige med et så han højen

stå på 4 gloende pæle, og så at de underjordiske også holdt

gilde. Han kunne tydelig høre musikken. Han blev så forskrækket,

at han besvimede. Han vidste ikke hvor længe han lå der, men da

han kom til sig selv, var det højlys dag, og han frøs, så han

dårligt kunne gå hjem, han så også dårlig ud. Marie udbrød: “Det

var da rædsomt”. Lars sagde samtidigt: “Tror I ikke, at Jørgen

Holses gode brændevin har været med i spillet.” I véd, at Jørgen

er en mester til at lave brændevin, men han er også en klog mand;

han giver ikke spillemanden mere end lige til at holde humøret

ved lige, men så lige til slutning giver ham alt det, han kan

pæle i sig. Jørgen Andersens forsøg på at undgå sammenstød

mellem hans kone og svigersøn var ikke lykkedes. I en irriteret

tone spørger hun: “Du vil kanske gøre det til løgn, at der er

underjordiske i Bavnehøj.” “Det har jeg ikke sagt,” svarede

Lars. “Kun det har jeg sagt, at den, der har drukket af Jørgen

Holses brændevin kan nok træffe at få noget at se, som andre ikke

kan få øje på.” Jørgen Andersen skyndte sig igen at aflede. “Jeg

tror alligevel, Per har set noget, for han var meget “andereret”

og sagde, at han skulle nok vogte sig for at komme højene for

nær.” Sidse Per Jæses spurgte, hvad der var med den vædder, som

var blevet omtalt. “Jo,” forklarede Karen Jørgens. “I de mørke

efterårsaftener går der en vildfarende vædder ude i Fladmosen,

men hvis nogen vil prøve på at fange den, kan de ikke få holdt op

med at løbe, før de styrter om af udmattelse. Hvis sådan et

menneske overlever, bliver han underlig alle sine dage.” Måltidet

var forlængst forbi.

Efter suppen havde man spist hønsekød med brød og snaps til.

Jørgen Andersen var ikke så nymodens at bruge snapseglas, som der

ellers var nogle, der havde begyndt på. Man benyttede et tinbæger

på ½ pægl, som gik fra mund til mund, og for hver mund, det

passerede, blev tømt og fyldt igen. Kvinderne skulle også smage,

hvor godt det var lavet. Efter at madresterne var fjernet, blev

bægeret ved at gå sin gang. Jørgen måtte stadig ud i “steset” med

dunken for at fylde på, men som den kloge mand, han var, spædede

han mere og mere vand i brændevinen efterhånden. Det var ikke så

meget besparelseshensyn, som faren for, at sprængstoffet, som var

i luften, skulle eksplodere, hvis brændevinen var stærk.

Efterhånden steg stemningen hos selskabet, især hos skræderen.

Han begyndte at fortælle om en lang rejse, han skulle på. På

spørgsmålet om hvor og hvad, fortalte han, at han havde søgt råd

og bistand hos provsten i anledning af den ønskede jordlod.

Provsten havde rådet ham til at tale med inspektøren for

universitetsgodset, han boede på Eskildstrup ved Ringsted. Det

var en spadseretur på ca. 7 á 8 mil, og den skulle foretages nu,

mens vejret var godt. Hans Christensen anbefalede ham at søge

befordring med kalvekuskene fra herregårdene her omkring, når de

kørte til torvs i København, men der var en hage ved dette råd,

at han skulle have en god forsyning af mad og drikke med til

fælles fortæring på vejen. Dette kunne skræderen ikke tænke sig

at skaffe, så det blev nok til fods det skulle foregå.

Lars kunne ikke forstå, at nogen ville gøre så stor ståhej for

sådan et skaldet stykke jord, som dog ingen ting var værd

alligevel, når der var udskiftet. Karen lod falde en bemærkning

om, at folk er så forskækkelig kloge nu om stunder. Uden at hun

havde tilsigtet det, havde hendes stemme et anstrøg af bitterhed.

Lars opfattede det som en snert til ham. (Bægeret havde nu været

3 gange rundt), og svarede lidt skarpere end han selv vidste:

“Ja, heldigvis er folk da ikke lige tossede allesammen.” Karen

opfattede det som en skose til hende selv, hvad det vel også var,

og svarede endnu skarpere: “Det har altid været en fordel at være

husfolk.” Hun rettede det til: været en fordel ligeså længe jeg

kan huske og lige så længe min mor kunne huske tilbage også. Da

vi skulle giftes, sagde hun: “Tag ikke gård, hvis i på nogen måde

kan blive fri.” Det kunne vi imidlertid ikke, men min søster og

hendes mand blev fri, og de har haft det meget bedre end vi, og

vi er dog ikke af dem, der har haft det værst. Jeg kan derfor

blive så gal i hovedet, når der er nogen, der vil gøre sig klog

og ikke agte på erfarne folks tale.

Det var ikke Lars’ natur at give efter i en ordstrid og mindst af

alt i en sag som denne, der berørte ham selv så meget. Han

svarede i en hård tone: “Jeg er ligeglad, hvad I og jer mor og

alle andre gamle kællinger siger, for I forstår ikke, at nu

bliver det hele væltet om, og der begynder en hel ny tid.

Jørgen Andersen kom sin pligt som vært ihu og satte bægeret i

gang igen, mens han forsøgte at få et andet emne på bane. Dette

mislykkedes, da hans kone ikke ville slippe tråden, især nu da

ordskiftet have fanget hele sel skabets opmærksomhed. “Væltet om,

ny tid, siger du, ja, det kan man nok se. Ungdommen nu om

stunder har ikke spor af repekt for de ældres mening og er

faring, og hvis man i al ordentlighed vil vejlede dem, bliver man

bare overfuset og skoset.” Lars indså, at der var fare for, at

ordskiftet skulle antage hel personlig karakter, hvad der helst

skulle undgås, sagde han, da han havde tømt bægeret, som nu var

nået til ham. “Jamen, kan I da ikke forstå, at hvis vi nu fik 3

eller 4 tdr. land ved Egeslevlille eller Lundstorp skel eller

ude ved Ærtebjerg eller et lignende sted en fjerdingvej borte,

kunne vi så holde en ko på det. Så skulle man løbe der flere

gange om dagen for at malke og flytte. At dyrke det med sæd, kan

der da aldrig blive tale om, uden vi skal bo på det; men så tro I

jo, at vi er spedalske eller noget lignende.” Karen begyndte at

blive lidt mindre sikker, men holdt dog tonen: “Hvorfor skulle I

netop så langt bort, kunne I ikke lige så godt få en lod nær ved

byen.”

Lars mærkede, at han begyndte at vinde terræn, og svarede i en -

Karen syntes hoverende - tone, hvad der yderlig irriterede hende:

“Det gør de ingen steder. Undertiden lader de den husmand, der

bor i gårdens husstue, få 3 tdr. land af gårdens jord, men så er

det altid længst borte fra byen. Andre steder tager de alle

husmændene under et og giver dem et stykke af Fælleden; der får

de gerne 5 tdr. land. Det er på den måde, de har det i Tystofte.”

Karen kunne nok se, at Lars var hendes overmand med at kende den

nye ordning. Men ikke desmindre skulle han nu have sandheden at

vide, enten han så peb eller sang. Hun ville ikke lide den tort

at blive sat til vægs af sådan en som han. “Ja, du véd god

besked med al ting, og så véd du dog ingen ting alligevel. Du

kender ikke til, hvad det vil sige ikke at kunne svare sit

herskab landgilde og andre ydelser til tiden. Du tror, at al ting

går så glat, som det hidtil har gået for dig. Vel véd jeg nok, at

det er bedre tider nu, end da jeg var ung, men hvem véd, hvor

længe det varer. Det skulle være mærkeligt, om det ikke går

tilbage igen, og hvem er det så, der har fordelen. Hvem, der kun

har et hus, kan altid flyde ovenpå. De kan gå på arbejde hver

eneste dag og tjene deres gode dagløn. I mine unge dage fik en

husmand 4 skilling om dagen og klarede sig godt, hvor meget bedre

er det ikke nu, da de får 8 skilling. Og der er en ting til, der

er noget, der hedder held og uheld, det er noet ingen er herre

over - ikke helt da -, men der er menne sker, der altid har

uheld, og det er de selvkloge. For det er jo sådan, at de magter,

der råder for held og uheld, de kan også blive stødt af den megen

klogskab, og så vil de også snakke med. Men jeg véd nok, at det

er lige som at slå vand på en gås at prøve at få dig til at bruge

din forstand, og derfor tier jeg også helt stille og lader dig

skabe dig, som du selv vil, og så lade det gå, som det kan. Det

er nok ikke så længe, man har tilbage at gå her på jorden, og det

ville da heller ikke være godt, når dem, man helst vil råde og

hjælpe, ikke på nogen måde vil tage imod ræson; så må man hellere

ligge med næsen i vejret.” Karen fik her afbrudt sin ordstrøm ved

at opdage, at gæsterne var ved at bryde op. Lars havde flere

gange forsøgt at afbryde hende, men Marie havde hvisket ham noget

i øret, og han betvang sin vrede. Jo, han skulle nok tie -

foreløbig - mere ville han ikke love.

Tiden gik sin gang. Brylluppet blev holdt i stilhed, da de 3 uger

var gået, og de unge folk flyttede til Vedskølle, hvor de fik

husly i Hans Johnsens husstue foreløbig.

Niels Høj, Morten Jeppesen og Peder Jensen havde fået deres dom,

der for de 2 førstes vedkommende lød på hver 4 ugers fængsel i

Københavns forbedringshus, og for den sidstes, bøde på 6 rdl. Det

fremgår af saens akter, at når Niels Høj fik lige så hård straf

som Morten Jeppesen, var det, fordi han havde sagt “du” til

forvalteren. “Du kan prøve at slå…” Skræderen havde været på

Eskildstrup og der fået anvisning på at indgive en skriftlig

ansøgning til landvæsenskommissionen, der skulle forestå

udskiftningen (Landvæsenskommissionens akter 1791) i Tjæreby.

“Ork, herregudheden dog, det var dog en rædsom ulykke, at det

skulle overgå os|” Det var Karen Jørgens dybe hjertesuk i

anledning af, at kommissionen havde bestemt, at de netop skulle

have den jord, på hvilket Bavnehøj med de 2 store dysser lå. Det

var forholdet til de underjordiske, der gav anledning til

ængstelse. Det havde jo været sådan, at når byen i fællesskab

dyrkede jorden om højen, så var det også byen, der måtte bære

følgerne, hvis man på en eller anden måde kom til at fortørne de

underjordiske beboere. Men nu, da der ikke kom andre end dem

selv, så var det også dem selv alene, der kom til at bære

følgerne i form af uheld med kreaturerne eller bedriften i sin

helhed.

Både Karen og Jørgen betragtede det som en stor ulykke, der havde

ramt dem. De kunne ikke frigøre sig for den tanke, at det gjaldt

om at komme i et godt forhold til dette naboskab så hurtigt som

muligt, - men hvorledes? Det var ikke enhver givet at komme i

forbindelse med den slags. De talte om det ved dag, når de var

alene, og de hviskede om det i himmelsengens dyb. Det var nødvendigt

at forhandle i størst mulige hemmelighed, da man aldrig kunne vide,

hvor lange øren sådan noget skab havde. Tys| Tys| Man kunne naturligvis

spørge sig til råds hos præsten, ja, provst var han endda, men det

kunne ikke hjælpe noget. De vidste af erfaring, at når der var tale

om den slags frygt, så skammede provsten dem ud for, at deres tro

var for svag. Når blot man troede på Gud og Jesus Christus, så

havde den slags ting ingen magt over én. Ja, provsten kunne sagtens

snakke, han sad i et godt fedt embede, og med den lærdom, han besad,

kunne han vel nok holde onde magter fra sig og sine. Omsider kom

de til et foreløbigt resultat. Karen vidste, at der i skovene ved

Sorø skulle bo en “klog” mand, der særlig havde god forstand på

alt, hvad der vedrørte underjordiske højfolk. Jørgen krympede sig

ved tanken om at søge den slags hjælp, men Karen lod ham ingen ro,

før han var omstemt. Det var da til at snakke med ham, så kunne

man da sien gøre, hvad man vil le. Der var dog folk, der sagde om

den “kloge”, at han var tosset, men folk siger også så meget. Vist

var det, at han nød et vist ry (især længere borte) for at stå i

forbindelse med underjordiske og at have særlig god for stand på

den slags ting. Det var dog ikke underligt, da han selv var en

skifting. det kunne man tydeigt se. Det blev besluttet, at Jørgen

i al hem melighed skulle gøre en rejse hen for at finde ham og høre

hans mening. En morgen tidlig, før nogen i byen var oppe, red han

ud, og kom sent om aftenen. Resultatet af rejsen var blevet, at den

kloge mand (profeten kalde de ham) skulle komme og se på forholdene.

Men så meget kunne han sige på forhånd, at skulle der gøres noget

rigtigt virksomt, så skulle der begraves et levende dyr i eller ved

højen. Nu fik de at se, når han kom. Det værste var, at der ikke

kunne gøres noget lige straks, for hvad der skulle gøres, skulle

gøre i næde, og det var lige ved nymåne nu. Men på den anden side,

hvad der skulle gøres, skulle også gøres før forårspløjingen begyndte

og med gun stigt vejr kunne den snart begynde, man var allerede i

april. Det blev en hård prøve for Karens og Jørgens tålmodighed.

Det havde været fuldmåne for flere dage siden, men så endelig kom

han da også.

Hu ha, uha| Mage til beskidt menneske havde Karen aldrig set. Han

var nærmest lille af vækst, men meget kraftigt bygget og lidt

pukkelrygget. Han havde et helt vildnis af hår og skæg, der

oprindelig havde været ildrødt, men nu omtrent var hvidt, og så

var han så underlig. Munden stod aldrig stille på ham. Han

snakkede med sig selv uafbrudt, men det var kun et enkelt ord,

der kunne opfattes, og så gøre at stå på en god fod med dem. På

Karens spørgsmål om de ikke også holdt køer, grinede han så lumsk

og sagde: “Der er vel køer nok i byen.” Nå, men de skulle se at

komme til et resultat med, hvad der skulle gøres. Ja, manden

ville give dem det bedste råd, han kendte: at give højfolkene et

levende dyr. Men det skulle ikke være et værdiløst dyr, for det

gjorde ingen virkning. “Det skal være dyr, som I selv sætter pris

på,” sagde han. Jørgen tænkte på sin skimlede 2-års plag, men han

tav klogelig stille med det. “Kunne hunden ikke bruges,” spørger

han. “Er det en god hund.” “Ja, jo, det er en meget god hund.”

“Hvad er det i vejen med den,” spørger profeten. “Der er ikke

noget i vejen med den, andet end den render og strejfer al tid og

er næsten aldrig hjeme; men eller er det en god hund.” “Den duer

ikke,” er klærede den sagkyndige. I har da også andre dyr.” Karen

foreslog den brogede kalv. “Hvad fejler den,” blev hun spurgt.

“Den fejler ikke andet, end den er lidt dårlig i maven, med det

kan den da komme sig for.” “så duer den ikke, syge dyr vil de

ikke have.”

Under denne samtale kom et lam hoppende hen over gulvet. De havde

nemlig et får, der havde lemmet tidligt det forår, men fåret døde

kort efter. Karen havde reddet det ene lam og dæget det op med

sut. Lammet kunne ikke være i fårehuset, hun havde derfor stillet

et brædt på kant under bordet mellem sengegavlene, hvor lammet

havde sin seng de første dage, siden fik det lov til at løbe frit

om. “Åh, hvad, sådan et lille skidt kunne da ikke svine meget

til,” og nu fulgte det Karen, hvor hun gik og stod, når det ikke

sov. Karens moderfølelse var blevet vakt, og hun behandlede

lammet næsten som sit eget barn. Da profeten så lammet, sagde

han: “Der har vi offerlammet.” Karen proeste rede; det kunne der

ikke være tale om. “Kom så med et andet dyr, der er lige så

godt.” Karen foreslog det ene og så det andet. Manden blev helt

grov i munden. Hvad kunne det hjælpe at sende bud efter ham, når

de ville være klogere end ham. “Ja, så i Vorherres Gudsens navn

da, når det ikke kan være andet,” sukkede Karen til sidst. Det

blev nu aftalt nærmere, hvorledes det skulle udføres. Det skulle

ske på slaget 12, men det var umuligt at konstatere helt

nøjagtig, hvad klokken var på tiden, så det måtte man tage på

bedste beskub. Karen ville helst være fri for at være med, men

det kunne hun ikke blive. Jørgen tiggede hende for at tage med,

men den fremmede slog hoved på sømmet og sagde, at hun skulle

med, ellers havde man ingen garanti for, at det hjalp. Man blev

enige om at lægge sig et par timers tid. Som den kloge og

forudseende kone Karen var, havde hun tænkt på natteleje til

gæsten. Den ene himmelseng i stuen blev ikke benyttet for tiden.

Hun kunne derfor ikke være andet bekendt end byde ham den ne. Men

da hun havde set, hvilken tilstand han var i (hun syntes, at

lusene dryssede af ham på bænken, havde hun gemt sengeklæderne,

der var kun sengehalmen og et par gamle dækkener, som han måtte

tage til takke med. Det blev et par lange og pinefulde timer for

Karen. Den fremmede holdt en snak med sig selv, imellem som han

grinede og råbte op. Karen havde aldrig tænkt, at noget kunne

være så uhyggeligt. Det stod for hende, at det var fanden selv,

der lå i den anden seng. Bare det dog ikke endte rent galt, det

de havde begyndt på her. Det havde været sådan det sidste halve

år, at når hun om natten hørte en puslen eller en anden lyd, som

hun ikke kunne forklare sig, da havde hun ængstelig korset sig og

tænkt på højfolket, men det var for ingenting at regne mod, hvad

hun oplevede nu.

Der i den anden seng lå djævelskabets herre og mester og godtede

sig over det herredømme, han havde over hende og hendes mand. For

det kunne ikke nytte at nægte det, han havde herredømmet over

hende. Hun turde ikke sætte sig op mod ham. “Å, ja| Havde man dog

bare ligget i fred og ro oppe på kirkegården|” Men hvad så? Altid

når hendes tanker strejfede døden, så hun for sit indre blik et

felt på altertavlen i Tjæreby kirke, der forestillede dommedag.

De fordømte sjæle i skikkelse af små børn blev kastet i gabet på

et stort uhyre, der slugte dem alle, men på den anden side gik de

retfærdige ind til herrens glæde. Skulle hun blive blandt dem?

Det havde hun aldrig tvivlet om tidligere; men nu var det ikke

mere så selvfølgeligt. “Å, lammet| lammet, som hun havde haft så

meget glæde af. Lammet, som ikke kendte anden moder end hende og

derfor kom til hende med ubegrænset tillid. Dette lam var hun i

færd med at kaste i djævelens gab, ikke fordi at lammet havde

gjort noget, tværtimod, bare for at hun og hendes kunne få det

bedre. Var det på den måde, at hun skulle vinde ret til at gå

ind i paradiset, iført de lange hvide klæder?” “Å, hvor var det

forfærdeligt med alle disse tanker, der kom myldrende. Var hun da

selv skyld i alt dette? Nej, og atter nej. Det var byen, som

havde væltet sit ansvar over for højfolket over på hende og

hendes hjem. - Ja, var det nu det alligevel? - Byen havde jo

ingen ting foretaget sig i den ret ning; det var

udskiftningskomedien, der var skyld i det hele. Det var ham

landmåleren, der havde maget det sådan, at de skulle have højene.

Ja, men der var jo dog nogen, det skulle ramme. Den ene så godt

som den anden. Det var så kun et hændeligt uheld, men herre Gud,

at det skulle gå ud over det stakkels lam - og så hende selv, -

hvis hun nu risikerede sin evige salighed. Men havde hun da ikke

noget at sætte imod dette, var der ikke noget i hendes liv, der

kunne danne modværge mod denne risiko? Jo, det var der

heldigvis. Hun havde altid været en respektabel kone med en god

forstand - bedre end de flestes, og hun havde også brugt sin

forstand godt. Lars havde engang revet hende i næsen, at hun var

herskesyg. Det var måske også rigtigt, set fra hans side, med den

forstand, han havde. Men hun vidste med sig selv, at det var

altid det bedste, hun ville, og derfor var hun berettiget, ja

ligefrem forpligtet til at sige, hvordan sagerne skulle behand

les. Hvis ikke den klogeste skulle råde, hvem skulle så. Det var

da også hendes klogskab, der havde udvirket, at denne

forsigtighedsforanstaltning var truffet.” Hendes betragtninger

blev her afbrudt af en skraldende latter fra den anden seng.

Karen gøs. Aldrig syntes hun at have hørt en så hånlig latter;

det var, som den fremmede gjorde nar af hende.

Hvor tiden dog var lang. Mon det ikke snart var midnat Det var

længe siden, at klokken slog elleve, men den havde ikke slået

tolv endnu. Hun havde mest lyst til at stå op, men turde ikke,

uden at hun fik Jørgen med, og han var slumret ind, den stakkel.

Gæsten blev mere og mere urolig, og hun blev mere og mere bange

og trykkede sig tættere ind til Jørgen, som nu også vågnede. Man

blev enige om at stå op og gå til arbejdet. Karen havde nu mest

lyst til at lade det hele fare og ingen ting gøre; men det kunne

umuligt lade sig gøre efter profetens udsagn, da højfolket var

underrettet og derfor ventede dem. Det ville hævne sig hårdt at

holde dem for nar. Den fremmede mand spurgte efter brændevin, og

det havde også været godt at få en god hybenkrasser, men desværre

havde de ikke brændevin i huset. Det var sluppet op, og nu skulle

de have sået til, før de brændte igen, for at se hvor meget korn

de kunne undvære. De var heligvis ikke af dem, der sag de:

Brændevinen først, hvis der blev korn til rest, kunne det bruges

til så sæd. Den fremmede bød Karen at binde lammet, men dette

kunne hun dog ikke nænne. Hun hentede lammets flaske og lod det

følge sig. Man begav sig på vej. Mændene forsynet med værktøj.

Det var en stille, stjerneklar forårsnat. Månen var ikke stået

op, den skulle komme ved midnatstid. Viberne og vildænderne skreg

og skræppede nede i Fladmosen, det var nok ræven, der var på

jagt. Agerhønen kaldte på sin mage, og man hørte et fjernt

hundeglam i retning af Tystofte.

Jørgens ben rystede. Han kom til at tænke på en lignende færd,

som han i sin barndom havde hørt om. Det var for mange, mange år

siden, at Vedskøller og Tjærebyer lå i åbenbar krig, hvad de

forøvrigt havde gjort så ofte siden. I Vedskølle havde man en

Hest, der var død lige op mod jul, og nu besluttede man at spille

Tjærebyerne et puds, som de sent ville glemme. Man skar hovedet

af den døde hest og satte det på en stage. Julenat gik en del af

Vedskøllerne til Tjæreby for at plante hovedet der i byen. På

vejen passerede de et mosedrag, der hed Hindmose. Da de kom der,

hørte de en hest vrinske i retning af Tjæreby. Dette var der ikke

noget mærkeligt i, da hestene gik ude hele året, men det

mærkelige skete, da hestehovedet, som de bar på, svarede igen med

at vrinske. Mændene smed hoved og stage og løb hjem så hurtigt de

kunne. Da man dagen efter gik ud for at se efter hovedet, lå det

splittet i mange stumper (Dansk folkemindesamling). Jørgen var

belavet på, at noget lignende ville ske her, ja, ønskede det

endda. Han gik og tænkte på, at nu skulle han ikke glemme sine

træsko, for flugten kom selvfølgeligt til at foregå på

hosesokker. Der skete dog ingenting. Manden satte dem ind i,

hvad de havde at gøre. De skulle begge to rette sig efter ham og

på ingen måde sige et eneste ord, hvad der så skete, da et eneste

ord kunne ødelægge det hele. Selv måtte han nok tale, for han

skulle jo udtale de ord, som skulle gøre sin virkning. Det

skulle foregå lige øst for den store høj. Mændene begyndte at

grave, og Karen gav lammet den sidste mælk. “Å, herre Gud dog,

det stakkels lam.” Det første sted stødte de på sten (det skal

nok træffe sig, at der er uheld); de måtte begynde forfra et

andet sted. Også her stødte de på en sten, men her kunne der da

blive en halv alen jord oven på lammet, hvis det lå ned. Efter et

par forgæves forsøg på at få det til at ligge, måtte Karen ofre

sit ene hosebånd til at binde det med. Lammet udstødte et

frygteligt vræl, et vræl som Karen aldrig siden glemte, men et

par skovlfulde jord dækkede det, og man hørte det ikke mere. I

følge instruksen skulle Jørgen og

Karen nu knæle på graven, mens profeten officielt skulle

overdrage ofret til højens beboere. Med hinanden i hånden, mere

død end levende og rystende som espeløv knælede de med ryggen

vendt mod højen. Karen syntes, at hun kunne mærke lammets

åndedrag under sine knæ. Å, hvor var det svært, det var rædsomt,

hun havde den største lyst til at rende fra det hele, og så lade

det gå, som det kunne; men hun følte sin afmagt overfor den

fremmede mand. Da hun stønnede under den sjælelige byrde, greb

profeten hende i skulderen og betydede hende at tie stille, var

det, som det var djævelen, der havde tag i hende. Jørgen havde

det heller ikke for godt. Den kolde sved løb ned over hans

ansigt, han skævede hele tiden til højen, han ventede, at den

vilde løfte sig og kaste sig over dem, også han ville hellere end

gerne løbe, men han var magtstjålen af den fremmede. Denne

stillede sig nu i højtidelig positur foran dem med ansigtet mod

højen og begyndte at læse eller remse noget op i en monoton tone,

men efterhånden steg stemmen, til et skrig, som - oh, rædsel -

blev besvaret af Jørgen og Karen i fællesskab. De så, at der var

ildebrand i Tjæreby, så tydeligt den røde lue hæve sig højere og

højere. De sprang op og løb alt, hvad de kunne. Ildløs i en tæt

sammenbygget by eller bydel var den største ulykke, der kunne

ramme. Her gjaldt det om minut ter, ja, om sekunder. Løb, løb,

løb| Gud ske lov, her kom da en lejlighed til at slippe væk fra

djævelskabet, førend det var for sent. Her var da en god, gyldig

grund til at forsvinde.

Men? Men? Men hvad nu? Når et menneske er ved at drukne eller på

anden måde kommer i pludselig dødsfare, kan det i løbet af en

brøkdel sekund få tænkt flere og klarere tanker, end det under

daglige forhold bruger timer til. På samme måde gik det Karen nu.

Dette - ildebranden - var Guds straf for deres forhold her. Denne

bevidsthed gjorde pinen endnu værre. Nu ville det også gå ud over

uskyldige mennesker, og det var hende, der var skyld deri. Hun

ville springe i vandingen, når hun kom til den; dette var ikke

til at udholde. Karen snublede og faldt, trådte i sit skørt, da

hun ville rejse sig og faldt igen. Jørgen fik derved et

forspring. Hun løftede sine skørter, mens hun løb af alle livsens

kræfter, medens hun samtidig fortsatte sit tankearbejde. Det var

da også forfærdeligt, at der var sådan to magter til, der kæmpede

om herredømmet over menneskene. Hvis man gjorde noget for at

formilde den ene, så straffede den anden. Hvilken var egentlig

den stærkeste? Nu mindedes hun pludselig et ord af provsten: “I

dumme bønder tror mere på det djævelskab, der er i jorden, end på

Vorherre i himlen, deraf kommer al jer ulykke.” Ja, men det var

jo så sandt, så sandt. Havde hun gået den vej og bedt om hjælp og

bistand hos Gud, så havde alt dette været undgået. Men nu var det

vel for sent. Ilden havde nok for meget fat. Ja, men Gud kunne

gøre mirakler. Ja, hun ville bede, men i sin dødsensangst kunne

hun ikke få formet nogen bøn, det blev kun til: “Hjælp| Hjælp|

Hjælp|” Jørgen var også i dødelig angst, mens han løb. Han havde

stadig en følelse af, at højen var lige bag efter ham og ville

begrave ham. Karen var blevet borte, mon den havde begravet

hende? Omsider skævede han over skulderen og så ingen

overhængende fare. Nu hørte han også hendes råb om hjælp.

Tvivlrådig sagtnede han farten, men pludselig stod han bomstille.

Karen havde nu nået ham. Trods sin forpustethed fik han sagt:

“Det er månen, der står op.” Karen sagde: “Det er Gud, der har

frelst os.” Hun sank ned på jorden og udbrød grædende: “O Gud ske

lov og tak i al evighed.” “Amen,” sagde Jørgen stille. Karen fik

nu sat Jørgen ind i situationen, som hun så på den nu. Da

profeten nu kom larmende og skældende med forlangende om

gentagelse. De skulle ikke havde noget med hans trolddomskunster

at gøre mere. Nu havde de fået øjet op for, at der var en anden

magt, der hjalp dem, og det var den stærkeste. Jørgen Andersen

gav manden en rigsdaler og bød ham at skrubbe ud af gården og

byen med det samme. De erkendte begge over for hinanden, at de

følte et savn nu. Et savn, som dog kunne afhjælpes – i morgen.

Det var savnet af deres træsko, de lå ude ved højen. Ja, Karen

følte også et andet savn, som ikke blev så let at genoptrette,

det var savnet af den store tillid til egen klogskab; den havde

fået et knæk.

Sommeren 1792 forløb uden uheld af betydning. Der begyndte

allerede at vise sig fordele ved udskiftningen. Hvem der var

flittig og arbejdsom fik sået mere jord til end før, især på

bylodderne. For udflytterne var det en anden sag, da de havde

udmarkernes sten, krat og århundrede gammel græsmark at kæmpe

med. Især var der fordel for de højlærde. De kunne så og høste,

når det passede dem og skulle ikke vente på hovbønderne, der

skulle anvende så megen tid på hovmarken.

Forholdet mellem Karen Jørgens og hendes svigersøn var bedret

meget, dels fordi de ikke så hinanden hver dag, dels fordi den

oplevelse ude ved højene havde dæmpet Karens kamplyst. Det havde

taget lang tid for hende at overvinde hin nats sindsbevægelse.

Det havde dog hjulpet meget, da de efter Jørgens forslag var gået

til alters et par uger efter. Nu var der snart gået et år siden

hin begivenhedsrige nat, som de aldrig kunne tænke på uden at

gyse. Nu var det søndag, og de unge var kommet hjem med deres to

drenge, hvoraf den yngste skulle døbes den dag, og barselsgildet

skulle stå hos bed steforældrene. Dagen forløb uden misstemning

lige til aften, da Lars lod springe den bombe, at han lå i

forhandling med forvalteren på Basnæs om at overtage den

tidligere nævnte Per Larsens gård. Per var nemlig kommet så dybt

i vanskeligeder nu, at det ikke kunne gå længere for ham, og

forvalteren ville gerne have Lars ind på den gård. Jørgen

Andersen rystede bare på hovedet, men Karen tog straks ordet og

sagde: “Det var en meget dårlig nyhed, du kom med der. Så kan I

måske sidde der nogle år og lægge jees bedste kræfter der, og

siden gå derfra med tomme hænder og ligesom Per ikke have det

sted, hvortil I kan hælde jert hovede. Nej, vil I lyde mit råd,

så se at få fat i den huslod ved siden af skrædder-Niels’, den er

til at få for tiden, og det ville da være meget bedre.

Skrædderens bestræbelser var nemlig kronet med held. Ved

udskiftningen havde han fået en lod på 3 tdr. land. Den lå ganske

vist noget langt borte, helt oppe ved Præstemarken, der hvor

vejen fra Tjæreby til Tystofte danner skel mellem Præstemarken og

Universitetsjorden. Her var der udlagt nogle lodder til de

husmænd, der boede i den højlærde krog. En af disse havde

skræderen fået, og det var en nabolod, der nu var til at få. Da

Lars og Karen før havde stødt sammen om spørgsmålet - gårdmand

eller husmand, var de forsigtige begge to, men på den anden side

var de også ærlige og ville ikke svigte deres overbevisning.

“Det er en dårlig lod derude,” sagde Lars. “Det halve af den er

for høj til græs, og det halve er mose.” Karen: “Jamen i mosen er

der tørv, meget mere tørv, end I kan brænde. For resten siger

provsten ogå, at den tid vil komme, da man på disse smålodder

kan føde en ko og høste brødkorn til en familie, og måske endda

få lidt til overs til en gris.” Lars: “Hvis det er sandt, men jeg

tror da også, at det er løgn.”, hvor meget mere kan der så ikke

høstes på en 20 gange så stor lod? Hvordan skulle man holde fred

på sådan en plet jord så langt borte? Løse kreaturer vil jo æde

al sæden om natten, og hvis kreaturer er det så?” Karen: “Du har

da lov til at hegne den, ja, kan oven i købet få præmie, når du

laver det rigtigt.” Lars: “Ja, tak skal I have. Bygge en vold op

2 alen i højden med vandgrøft på begge sider, det vil jo næsten

tage det halve af jordlodden. Når der så skal vendeplads til 4

plovheste, så går resten af jorden til forpløjning og hjørner.”

Man kom til at tale om en truende ildløs i Vedskølle, som dog

blev forhindret, fordi der kom så megen hjælp straks. Der blev

bemærket, at det var hel digt, det ikke var en udflyttet gård, da

havde det gået helt galt. Karen udkastede den tanke, at det måtte

være forfærdeligt for de udflyttede folk at tænke på ildebrand,

da der umuligt kunne blive tale om hjælp på grund af afstanden.

Og at tænke på, hvor let skarnsmennesker kan volde folk

uoprettelig ulykke ved at sætte ild på en sådan gård ved

nattetid. “Nej, véd I hvad,” svarede Lars, “der stiller I jo

tingen lige på hovedet. I en by er det let at sætte ild på (det

vil sige for en, der bor der), der bliver ikke så langt at

transportere ilden. Men at føre ilden ud til udflyttere kan være

ret besværligt, det kender vi nok.” Karen: “Ja, men der er da så

mange nu om stunder, der render rundt med fyrtøj i lommen til at

tænde pibe ved.” Lars: “Fyrtøj er noget lunefuldt skidt. I véd da

også med jer selv, at I render hellere byen rundt for at låne

ild, end I begynder at slå ild selv, men, føjede han til med et

smil, det er måske også for at få lejlighed til en fadersladder.”

Karen: “Ja, ja, Lars, du skal ikke spotte. Du véd nok, at der går

tit ild i spotterens hus.” I aftenens løb prøvede Karen også på

at overtale datteren til, at de skulle opgive den gård, men her

mødte hun mindst lige så stor modstand som hos svigersønnen. Med

et dybt suk konstaterede hun for sig selv, at der var ikke noget

at gøre, men der var ingen, der siden skulle komme og bebrejde

hende noget, hvis det gik galt. Hun vidste med sig selv, at hun

havde gjort, hvad hun kunne.

14 dage efter påske 1793 drog Lars Christoffersen med sin kone og

sine 2 små drenge, Morten og Christoffer, ind i gården på

Tystofte mark. Det var med glade forhåbninger og - ja, man kan

vel godt sige - store forventninger om lykke og tilfredshed. At

der var vanskeligheder, store vanske ligheder, var de ikke blinde

for, men disse var kun til for, at de skulle overvindes, og det

skulle de nok kunne. Endskønt gården havde været udskiftet i

nogle år, var dog kun en ringe del af jorden til at så i endnu.

Der lå store stykker imellem i fuldstændig urtilstand.

Bygningerne var trods det, at de var så godt som nyopførte, meget

forfaldne. Der var kun 3 længer, den fjerde skulle påføres, så

snart det kunne ske. Ja, her var nok at tage fat i. I gården var

der som i alle gårde en husstue, hvor der boede en familie, som

skulle arbejde på gården. Disse folk var ikke indstillet på det

arbejdstempo, som nu blev indført. Det kom til sammenstød, som

førte med sig, at husfolkene rejste. Så var de der alene.

Hoveriet skulle passes først og fremmest. Marie var så alene med

det hele derhjemme. Hun havde fået en skoletøs til at se efter

drengene. Samtidig skulle denne også se efter lam og gæslinger,

når de fik den slags. Endvidere skulle tøsen køre plovheste,

når Marie pløjede - der var ikke andre til det. Marie måtte love

for sin far, han kom tit og løste hende af lidt, så hun kunne få

lavet lidt mad og få ordnet huset lidt. Hun følte imidlertid godt,

at dette ikke kunne blive ved at gå, det oversteg hendes kræfter.

Hvad der gav anledning til megen ærgrelse, var de løsgående kreaturer.

Før udskiftningen havde man haft hele Udmarken og den trediedel af

Bymarken, der hvilede, til at græsse kreaturerne på. Der var så

gerne en ældre mand, som med bistand af nogle børn vogtede dem. Nu

skulle enhver selv passe sine, og det var der mange, der var

ligegyldige, meget ligegyldige med. Lars tog kreaturer op nogle

gange - men det fortrød han snart. Det satte ondt blod blandt

naboer og en ting til, han måtte gentagne gange selv hente sine dyr

hos andre. En nat måtte han hente sine heste i Magleby. Den tilfældige

arbejdskraft, han fik fat, voldte også ærgrelse, der blev bestilt

for lidt i forhold til, hvad det kostede. Nogen som helst form for

selskabelighed kunne der ikke være tale om. De havde ikke engang

været sammen i hendes hjem, kun et par gange - enkeltvis i ærinde.

Sådan led tiden henimod høst. Høstudsigterne var ikke ringe, når

henyn tages til forholdene, men det kan jo ikke nægtes, at der

var sået for lille areal af gårdens tilliggende jord. Lars gjorde

dog, hvad han kunne for at udvide arealet til næste års høst.

Således pløjede han det stykke op, der lå nærmest svigerfaderens

skel, hvor højene lå lige på den anden side. En søndag

eftermiddag først i august gik Jørgen og Karen en omgang om deres

egen mark, og kom da også til skellet ind til de unges enemærker.

Karen blev meget forstemt ved at se, hvad der var sket. Hun

huskede endnu, hvad den tossede (kloge) mand havde sagt om dette

stykke jord, og hun følte ængstelse for, hvad der nu ville ske.

Vel var hendes frygt for højfolket for intet at regne mod

tidligere, men - men - man kan jo aldrig vide. - Lars og Marie

var travlt beskæftiget med at køre sten bort af den nypløjede

jord. Karen og Jørgen gik hen til dem, og Lars spøgte med, at de

kom for at hjælpe til. Karen var meget forstemt og udtalte nogle

forblommede ord om uheldige arbejder, som kunne volde

ubehageligheder. Lars troede, at hun hentydede til, at de

arbejdede om søndagen. Han slog det hen i spøg med, at provsten

kunne ikke se dem, og selv om han gjorde det, så skete der ikke

da ikke andet, end at de blev skældt ud. Det var ikke som i gamle

dag, da man kunne komme i gabestokken for en sådan forseelse. Man

talte lidt om høsten, om arbejdet og andre tilfældige emner.

Marie spurgte, om de ikke ville med hjem og få midaften. Hun

havde ingen fine retter, men hun havde nogen rigtig god

syltemælk. (tykmælk, som vallen var siet fra. Spistes på bart

brød) Karen sagde “Nej tak,” og føjede nogle dunkle ord til om,

at vi hver især gerne kunne få brug for syltemælk. Hun ville ikke

nærmere ind på dette spørgsmål, men sagde blot: “Lad os gå hjem,

Jørgen.” Så gik de.

e unge forstod ikke, hvad der var i vejen. De måtte på en eller

anden måde have fornærmet hende, men med hvad? De gættede på

forskelligt, men fæstede sig tilsidst ved, at det nok var, fordi

de aldrig havde tid til at komme hjem sammen. De besluttede nu,

at når de havde spist deres midaftensmad ville de tage børnene

med og gå en omgang til Tjæreby. De skulle da også have lidt

helligdag, det var første gang, medens de var derude, at de

tillod sig en sådan luksus. Lars tog den lille Christoffer på

armen. Morten kunne så nogenlunde selv stolpre af sted ved

moderens hånd. De blev overordentlig godt modtaget. Det var

navnlig drengene, der var midtpunktet for glæden.

Bedsteforældrene så og beundrede alle de mange frem skridt,

børnene havde gjort i sommerens løb. I det hele forløb denne

lille visit på den bedste måde. De unge folk mindedes den ofte

siden som den hyggeligste stund i denne travle sommers forløb.

Karen var glad, omend Marie kunne mærke, at der var en ængstelse

eller hvad det nu var, der tyngede hende, som gav sig udslag i

vemodige suk. “Kom endelig snart igen,” sagde Karen, da de tog

afsked. “Jeg længes efter at se jer igen. Der er ingen, der véd,

hvad der kan ske.”

Nej, ingen véd, hvad der kan ske. De unge folk vidste ikke, at

næste søndag skulle de stå ribbet for alt, klæder, indbo, hus og

hjem, al rørlig ejendom, kort sagt alt, hvad de ved deres arbejde

havde erhvervet sig, men sådan var det. Alt var gået op i luer.

Lørdagen den 9. august kom Lars hjem fra hovmarken omkring kl. 9.

Hans rug var moden og den skulle også høstes dagen efter. Men da

han var bange for ikke at kunne nå det hele, så tog han fat og

mejede rug et par timer. Ved 11-tiden gik han i seng. Marie var

gået tidligere til ro, hun var ikke rigtig vel, bare hun ikke

havde overanstrengt sig for meget. Lars mente, at kl. var

omkring 2, da han vågnede fordi lille Christoffer græd. Til sin

rædsel så han, at hele gården var omspændt af ild. De nåede lige

at komme ud med drengene uden at få noget med. (Tjæreby sogns

fattigkommission 1837) Der indebrændte 20 gæs, 9 unggrise og 1

kalv. De øvrige kreaturer var på marken.

Så stod da her to grædende forældre med to grædende børn og så

på, at deres glade forhåbninger og store forventninger forsvandt,

som røgen fra det store bål. At komme i gang igen kunne der ikke

være tale om for mennesker, der ikke ejede de nødvendigste

klæder, langt mindre andet. Forvalteren på Basnæs kom til stede

hen på morgenstunden. En mand i Vedskølle, der havde været

tidligt oppe for at flytte heste, havde set branden; han havde

straks spændt for og kørt til Basnæs for at melde det. Der kom

selvfølgeligt mange andre, men det blev kun som tilskuere, da der

næppe var gløder tilbage.

Forvalteren holdt forhør, men der fremkom intet til forklaring af

ildens opkomst, kun så meget blev fastslået, at den var påsat.

Den havde begyndt i vindhjørnet. Lars og Marie måtte nu flytte

hjem til Tjæreby. Karen fik sit ønske opfyldt om at se dem snart

igen, men det var dog ikke på denne måde, hun ønskede det. Hvad

der yderlig forøgede mystikken og uhyggen ved denne brand var, at

naboens gård mod vest, Per Jørgensens, nedbrændte natten efter på

samme tid og med samme resultat; der fik de dog reddet et par

kister med tøj ud af øverstuen. Hen i november måned begyndte

politiet at interessere sig for sagen. Der løb et rygte om, at

Per Larsen skulle have sagt, at han godt kunne lave det sådan, at

Lars Christoffersen heller ikke kunne blive ved gården. Per havde

dog sit alibi i orden, han havde været i Skelskør den dag det

brændte. Han boede nu i Hans Johnsens husstue i Vedskølle, der

hvor Lars og Marie var flyttet ud af. Han ernærede sig ved

tilfældigt arbejde og ved at spille til dans ved gilder. Dagen

før branden havde han været på arbejde i Skelskør, men blevet så

sent færdig, at han var blevet der om natten. Hvad der yderlig

havde forøget mistanken mod ham var, at da han og konen var til

september marked i Skelskør, havde konen ved aftenstid opfordret

ham til at gå med hjem, “da han ellers gerne kunne få sagt noget,

som han siden kom til at fortryde.” Men som sagt, han alibi var i

orden, så der blev ikke rørt mere ved det. Næste nat, da den

anden gård brændte, var han i Høve.

Lars Christoffersen kunne heller ikke tænke sig at have noget

udestående med Per, der kunne give anledning til en sådan

forbrydelse. Lars’ forhold til naboer og andre blev også

undersøgt, uden at føre til noget resultat. Han havde ganske

vist kort forinden været uvenner med smeden i Tystofte, og denne

havde skældt ham ud for “en forløben rad”, men Lars kunne ikke

tænke sig, at smeden havde taget det så alvorlig. Sagen blev

derfor henlagt og aldrig siden opklaret. Der var dog een, der

havde en mistanke, men den kom aldrig over vedkommendes læber.

Det var Karen Jørgens. Havde Lars ikke pløjet det stykke jord,

havde han nok været gårdmand i Tystofte endnu. Der var dog en

uklarhed i hendes ellers så klare logik. Hvorfor skulle den anden

gård så brænde? Ja, der er gåder til, som selv de mest

skarpsindige ikke kan løse.

Lars og Marie blev indsidderfolk i Tjæreby for resten af deres

liv. Maries helbred var ikke godt, hun havde alligevel fået for

meget der ude på gården. Da hun blev ældre blev det dog bedre.

Hun blev en gammel kone højt oppe i halvfjerdserne. Da hun var 70

og enke søgte hun fattigkommissionen om lidt almisse.(Tjæreby

sogns fattigkommission 1837) Hendes indbo blev i den anledning

registeret og takseret til over 11 rdl. Dette var et meget stort

beløb for et almissebo, de fleste lignende lå omkring 5-6 rdl.

Kommissionen kom da også til det resultat, at hun var ikke

ringere, end hun kunne skaffe sig selv det fornødne, men den

ville heller ikke være fedtet, og tilstod hende hele 3 læs tørv

årligt.