Rottekrudt

af

Kr. Pedersen

Skuepladsen for den tragiske begivenhed, som her skal fortælles

om, er Egeslevmagle og tidspunktet er 1812.

Egsle, som navnet dengang udtaltes, så i hovedtrækkene ud som nu.

Udkiftningen var tilendebragt for gårdenes vedkommende, men for

husenes var der langt igen med udflytningen til lodden, som mange

gange lå langt inde på marken. Det var en god motion for

husmandskonerne at gå den lange vej flere gange om dagen for at

flytte og vande koen, og ikke mindst for at malke den. Angående

det sidste var det almindeligt, at konerne gik med malkespanden

på hovedet, medens hun flittigt behandlede bindehosen med

hænderne.

Angående den økonomiske situation så var den relativ god for

gårdandsstanden. Udskiftningen og de nye driftsformer, som denne

bragte med sig, gjorde, at man høstede meget mere end før, og

krigstilstanden i 1807-14 i forbindelse med den stærkt faldende

pengeværdi gav gode priser. For håndværkere var tiden også god.

Rigeligt med arbejde til stadig højere løn. Derimod var tiden

ikke god for husmændene og indsidere. Disse fik deres løn

væsentlig i naturalier og efter gamle regler og vedtægter, som

tiden var ved at løbe fra. I det hele taget havde husmændene

endnu ikke fået nogen fordel af udskiftningen. Tværtimod.

På denne tid residerede provst Seyer Malling Beyer som næsten

uindskrænket sognekonge. Han var nu godt og vel 70 år gammel, men

da han blev i sit embede endnu i næsten 30 år efter denne tid,

kan man skønne, at han ikke har været aflægs endnu.

Ved at bladre i de gamle kirkebøger studser man ved atter og

atter at støde på de mange udenfor ægteskab fødte børn. Dette var

ikke alene tilfældet med Egsels sogn, men for hele egnen måske

for hele landet.

Dette er i korthed rammen om de begivenheder, der tog sin

begyndelse i sommeren 1812.

Det efterfølgende er et udtog af Flakkebjerg Herreds

Politiprotokol.

I en gård i Egsel (nuværende ejer Anton Hansen) boede gmd.

Christen Larsen med hustru og børn. Deriblandt en datter ved navn

Kirsten Christensdatter, som er hovedpersonen i det drama, som

skal oprulles her. Hun var 29 år gl., lille af vækst (ca. 56

tom.) og noget vanfør af ryg. Hun havde altid opholdt sig hjemme

hos forældrene, men havde lært at væve.

Ved et af de huse, som lå ved vejen til Høve (der var flere den

gang) boede en hugger (tømrer) ved navn Jørgen Wollerup med sin

hustru Johanne Elisabet Emanuelsdatter, ca. 40 år.

Endvidere boede et sted i byen en husmand ved navn Peder Sørensen

med sin hustru Elisabet Kirstine Rasmusdatter, som også vævede.

Begivenhederne begyndte med, at Lisbet Per Sørens kom til Kirsten

for at låne en vævekam. Kirstens kam var imidlertid itu, og de

kom til at tale om, hvorvidt Jørgen Wollerup kunne lave et sådant

redskab. Samalen drejede der efter ind på huggerens huslige

forhold. Kirsten beklagede ham for den dårlige kone, han havde.

Efter Kirstens opfattelse var huggerkonen drikfældig og ødelagde,

hvad manden med møje skafede til huse. Lisbet indrømmede

rigtigheden af den andens påstand og fortalte selv om huggerens

kone.

Næste gang, de to talte sammen kom de ind på samme emne, og

Kirsten udkastede den tanke, at det egentlig var en fortjenstlig

gerning at give huggerkonen noget ind, så hun ikke drak mere.

Lisbet indrømmede også dette, og samtalen drejede nu ind på,

hvorledes sådan noget kunne iværksættes. Kirsten så den største

vanskelighed i at få givet ofret giften ind. Lisbet syntes, at

dette let kunne ordnes, men hvordan få fat i giften? Jo, den

skulle Kirsten nok skaffe, når Lisbet ville sørge for, at

huggerkonen fik en sådan portion ind, at hun kunne dø af det. Det

blev så aftalt i enkeltheder, hvorledes det skulle gå til.

Kirstens fader havde på provst Beyers anbefaling fået noget

rottekrudt (arsenik) på Skelskør apotek til at vaske kalve for

lus. Det tiloversblevne havde han gerne i en uaflåst kiste i

øverstuen, hvad datteren vidste besked med. Hun tog så meget

deraf, som hun anså for nok, og leverede det til Lisbet, men med

påbud om ikke at gøre alvor af forehavendet, når Jørgen W.

arbejde i byen, da han så ved en fejltagelse kunne gå i løbet

også. Det trak noget ud, før der kom en lejlighed, men omsider

fik han byggearbejde i Skelskør, og Kirsten skyndte sig at minde

Lisbet om sit løfte.

Da nu øjeblikket var inde til gerningens udførelse, begyndte

Lisbet at få betænkeligheder. Hvorfor det dog var så

magtpåliggende at få huggerkonen af vejen? Efter nogle udflugter,

tilstod Kirsten, at det var, fordi hun selv vilde giftes med J.W.

Ja, men det var dog langt fra givet, at han ville have hende.

Jo, det var sikkert nok. Han havde lovet det, hvis hans kone gik

hen og døde.

Lisbet var også bange for, at der skulle falde mistanke på dem.

“Å, skidt,” sagde Kirsten, “det kan vi da sagtens lyve os fra.”

Efterhånden som iveren kølnedes hos Lisbet, tog den til hos

Kirsten. Nu skulle det være; bedre lejlighed kom der aldrig. Nu

var det bare måden. De forsøgte med at komme noget af giften i

brændevin; men dette blev dog atter opgivet. Retsprotokollen

siger ikke, hvorfor det blev opgivet, men formodentlig er snapsen

blevet farvet. Den næste plan var at bage en rigtig lækker

pandekage, komme noget af giften i dejgen og blande resten i

sukkeret ovenpå kagen, og denne plan blev så også udført. Lisbet

bagte kagen på sin egen skorsten, men forinden havde hun advaret

huggerkonen mod at spise eller drikke noget, der blev hende

foræret fra byen.

Her står man overfor en uløst gåde, og protokollen giver ingen

løsing. Enten er det hendes betænkelighed eller samvittighed,

eller også har Kirsten haft så stor magt over hende, at hun har

været nødt til at gøre, som hun gjorde, men alligevel har søgt at

afbøde forbrydelsen. Nok er det, at hun afleverede kagen, og på

spørgsmålet om, hvem den var fra, svarede: “Christen Larsens

Kirsten”, men hun føjede til, sagtens hviskende: “Du må endelig

gemme den godt, så hverken mennesker eller dyr kommer til skade

med den.”

Da J.W. kom hjem, fortalte konen om kagen, og de besluttede næste

morgen at anstille et forsøg ved at lade en kat æde et stykke af

kagen. Katten døde i løbet af 2 timer.

Selvfølgeligt var historien ude over hele byen med det samme,

også Kirstens moder hørte den, og hun forlangte, at datteren

straks skulle gå om og bede huggerkonen om forladelse for at

forebygge, at det ikke blev meldt til politiet. Selv gik hun med

derom og fik resten af kagen udleveret, som hun der efter brændte

på huggerkonens ildsted. Den eneste, der ikke fik noget at vide

de første par dage, var Christen Larsen, pigens fader. Der var

ingen, der nænnede at gøre ham den sorg. Omsider gjorde provsten

det i form af bebrejdelse for, at han ikke havde passet bedre på

giften. C.L. blev helt ude af sig selv af vrede og bød sin datter

at rejse straks, han ville hverken høre eller se hende mere. I

sin vånde udtalte denne sig overfor moderen. Bare hun kunne

komme til København for at søge tjeneste. Ved moderens

mellemkomst gik C.L. også ind på at køre hende til København. Han

kørte selv, som han siden foregav i forhøret, fordi han ikke

havde en karl, som han betroede køretøjet til på så lang en tur.

Den egentlige grund har sikkert været, at det hele skulle gå så

“gedøle” af som muigt, og de har sikkert taget afsted om natten.

Det var først i juni måned, og med lidt fantasi kan man

forestille sig disse menneskers sindstilstand, da de forlod

Egsle.

Politiet blev dog også underrettet. Protokollen siger intet om

hvordan, men sognefogeden, udflyttergårdmand, Mads Hansen, havde

lige fået en bøde på 6 rdl. for ikke at have meldt en husmand,

der havde begyndt en smugkro, så han, sognefogeden, har nok

snakket om det, da Kirsten var vel af vejen. Nok er det, politiet

blev underrettet, og det gav C.L. ordre til at hente sin datter

igen. Hun havde straks fået plads hos en spækhøker i Lille

Larsbjørnsstræde, Gude Andersen, men var allerede flyttet til en

anden spækhøker på Skolemestergangen, hvis navn hun dog ikke

erindrede. Det hele havde kun varet 14 dage.

Det første forhør blev afholdt den 17. juni 1812. Resultatet

blev, hvad der her i sammendrag er fortalt. Kirsten og Lisbet

blev begge belagt med arrest, som protokollen udtrykker sig. Der

blev næsten dagligt afholdt forhør, hvor mange mennesker måtte

med. Særlig Jørgen W. og hans kone måtte ofte derud.

Med hensyn til J.W.’s andel i sagen oplyste han, at hans

bekendtskab til pigen indskrænkede sig til, at han af og til

havde arbejdet i C.L.’s gård, og dèr undertiden vekslet ord med

hende, som med gårdens øvrige befolkning, men han påstod, at han

absolut aldrig havde lovet hende ægteskab eller i nogen måde at

have givet hende anledning til at tro noget sådan. Med hensyn

til, hvorfor ægteparret ikke havde gjort anmeldelse om den

påtænkte forbrydelse, svarede de begge enstemmigt, at de ikke

nænnede at gøre C.L. den sorg, og da forbrydelsen var afværget,

mente de heller ikke, at det var nødvendigt.

Forhørene gik imidlertid deres gang, og kom mest til at dreje sig

om hver af de 2 kvinders andel i forbrydelsen, hvilke ingenlunde

var let, da de hver for sig søgte at vælte så megen skyld som

muligt over på den anden.

Den 6. juli kom sagen imidlertid ind i en ny fase, idet J.

Wollerups kone begik selvmord. Forhøret derom fortæller følgende:

Aftenen før, da W. og konen kom hjem fra forhør, havde den

sidstnævne henvendt til til en nabokone, om denne ville malke til

morgen for hende, da hun selv skulle “til tings” igen. (Der har

hørt en jordlod til huset, måske i Råbjerg.) Næste morgen var hun

stået op ved 4-tiden og sat sig til at stoppe mandens hoser. W.

selv blev liggende og faldt i søvn igen. Ved 5-tiden blev han

vækket af et bud fra naboen, Niels Bentsens enke, som skulle

hente en loklappe, som W. havde lånt. (Dette redskab er en klods

træ med et skaft på, til at banke et nylagt lergulv sammen med.)

W. sagde, at loklappen stod der og der, og forøvrigt fortsatte

han den afbrudte slummer. Ved 7-tiden stod han op og gik ud i

vænget for at flytte en kalv. Samtidig stod hans pleje søn,

Severin Jørgensen, der var i tømrerlære hos W., også op, og gik

for at fodre grisen. Herved så han, at hans plejemoder hang i

laden. Han løb straks ud til plejefaderen og fortalte, hvad der

var sket. Efter en kort rådslagning, besluttede de sig til at gå

til provsten, for af ham at få nærmere be sked om, hvad der

skulle gøres. Provst Beyer stod netop og barberede sig, men gik

straks med dem hjem og konstaterede, at liget var koldt, og det

derfor var unyttigt med oplivningsforsøg. Ligeledes konstaterede

provsten, at der var lagt nyt lergulv, som var klappet aftenen

før, men endnu var så blødt, at ethvert fodaftryk stod tydeligt,

og provsten fandt ingen andre fodspor end den afdødes.

Provsten gav nu ordre til, at W. skulle melde det skete til

politiet i Skelskør. Severin Jørgensen lånte en hest hos N.

Bentsens enke, hvorpå han red derud. Endelig ved 11-tiden kom

øvrigheden, og den døde blev skåret ned.

Om motivet til selvmordet melder forhørene intet om, men man

tager vist ikke meget fejl, når man gætter følgende: Under

politiets jagt efter motiver for W. til at skille sig af med sin

kone, har man trevlet ægteparrets huslige forhold op, og der har

sikkert været adskilligt, der ikke har været til gunst for konen.

At få disse forhold frem i fuldt dagslys, har hun ikke kunnet

bære.

Dette selvmord forbedrede ikke W.s stilling i giftmordsforsøget,

endskønt det viste sig, at det var klog taktik af ham at have

taget provsten med på råd. Hvad der yderligere forværrede hans

stilling var, at Kirsten måtte tilstå, at hun var gravid, og hun

angav J.W. som den skyldige. W. blev nu også arresteret, men

vedblev stadig at nægte sig skyldig i enhver henseende.

Nærmere opklaring nåede man aldrig. Underretsdommen faldt 16.

oktober 1812. Den lød på dødsstraf for Kirsten Christensdatter.

Elisabet Kirstine Rasmusdatter skulle 3 måneder i spindehuset,

mens Jørgen Wolerup blev fri fundet. Og skulle de alle tre

insolidum betale rettens omkostninger 300 rdl.

Dommen skulle imidlertid prøves ved alle instanser, og

overretsdommen faldt 29. december samme år og blev stadfæstelse

for Kirstens vedkommende. I domsakterne hedder det, at dommen vil

være at fuldbyrde, når hun har født det barn, som hun var svanger

med. Her er dommerne imidertid kommet bag efter. Skelskør

kirkebog fortæller nemlig:

Mandag den 30. november kl. 1 morgen 1812 er født i arresten den

Kirsten Christensdatter hendes uægte dreng, hjemmedøbt den 6.

december, som er den 3. søndag i advent, og kaldet Christen.

Udlagt barnefader: Jørgen Wollerup i Egeslevmagle.

For Lisbets vedkommende blev det til frifindelse, det samme var

tilfældet med W.; dog skulle omkostningerne betales af dem alle 3

i forening.

Hermed slutter så Kirsten Christensdatters saga. Det er ikke

muligt at efterspore hende mere. Hendes sag har ikke været for

højesteret, som den efter alle regler skulle have været. Hun er

heller ikke død, da så kirkebøgerne ville vise det. Det

sandsynligste er, at hun er blevet sindsyg, bukket under for

fængselspsykosen efter at hendes barn er født, og da i stilhed

puttet ind i en af datidens dårekister.

Om Jørgen Wollerups senere skæbne vides det, at han året efter

blev gift med en enke, og at han levede som en estimeret

håndværker til sin død 1829. Han var i mange år bygningskyndig

vurderingsmand, og hans navn findes endnu på adskillige

vurderingsdokumenter fra hin svundne tid.

Kr. Pedersen